Gå til hovedindhold

Dannebrogsfarvet F-16 fløj Danmark rundt

I anledning af Sankt Hans fløj et dannebrogsfarvet F-16 rundt over hele Danmark. Flyet var havde sin debut forrige weekend - på Valdemarsdag

Det tog knap to timer at nå hele landet rundt, da et dannebrogsfarvet F-16-fly sankthansaften lettede fra flyvestationen i Skrydstrup.

- Vi flyver med en hastighed på cirka 650 kilometer i timen i cirka 600 meters højde over de store byer, siger chefen for Fighter Wing Skrydstrup, oberst Uffe Holstener.

Det rød-hvide kampfly havde sin debut på Valdemarsdag sidste weekend. 

Det var årsdagen for fortællingen om Dannebrog, der faldt ned fra himlen i Estland og hjalp de kristne danskere til en sejr over de hedenske estere.

Men vejret viste sig fra sin kedelige side med skyer, regn og sågar lyn og torden.

Derfor blev ruten lidt anderledes end planlagt sidste weekend.

Men i går var der noget nær optimale forhold for at se det dannebrogsfarvede kampfly på en blå himmel.

F-16-flyet flyver under normale omstændigheder både hurtigere og højere. 

Men søndagens flyvning var tilrettelagt, så man kunne se flyet, mens man stod ved sankthansbålet og synger Midsommervisen.

Tidligere har man malet halepartiet på et F-16-fly i forbindelse med kronprins Frederiks 50-års fødselsdag sidste år.

Her blev halen på flyet udstyret med et kongeligt monogram.

Da Danmark deltog i VM i fodbold i Mexiko i 1986, blev et kampfly af typen Draken malet i dannebrogsfarver. Dengang var bemalingen dog ikke blevet godkendt af forsvarets ledelse.

Men det er første gang, at et helt F-16-fly bliver malet, fortæller Uffe Holstener.

- Det var en idé, der opstod for et lille års tid siden. Vi tænkte, at vi forud for 800-året for Dannebrog ville gøre noget specielt.

- Vi fik planen godkendt, og så har vi malet flyet, fortæller Uffe Holstener.

Det dannebrogsfarvede indgår i afvisningsberedskabet. Det er det beredskab, der går på vingerne, hvis fremmede fly trænger ind i dansk luftrum uden tilladelse til det.

Udover at indgå i afvisningsberedskabet skal dannebrogsflyet vises frem ved en række air shows i ind- og udland.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER