Gå til hovedindhold

Danmark: Smittetal sætter ny rekord: 945 nye coronatilfælde

Antallet af indlagte coronapatienter stiger med syv til 127. Samtidig er der to nye coronarelaterede dødsfald.

945 personer er det seneste døgn konstateret smittet med corona herhjemme.

Det oplyser Statens Serum Institut.

Det er det hidtil højeste antal smittede på et døgn under epidemien.

Overlæge på Herlev og Gentofte hospital Kasper Iversen kalder udviklingen for trist.

- Men set i lyset af den seneste tids smittetal, har det nok desværre været forventeligt, siger han.

Antallet af indlagte stiger med syv til i alt 127 personer. Det har Kasper Iversen svært ved at tolke på.

- Når vi kigger på antallet af indlæggelser, går der lidt tid, inden vi ser konsekvensen af de mange smittede, forklarer han.

Der er registreret yderligere to coronarelaterede dødsfald.

Med til billedet hører, at de 945 nye smittetilfælde er fundet på baggrund af 57.902 prøver.

Den hidtidige rekord for antal smittede på et døgn blev sat fredag med 859 tilfælde.

Kasper Iversen forklarer, at hospitalerne er langt fra at være under pres.

Mandag træder nye skærpede coronarestriktioner i kraft, og her sænkes forsamlingsforbuddet fra 50 til 10.

Torsdag indføres krav om øget brug af mundbind i det offentlige rum, eksempelvis når man handler ind.

De nye restriktioner kalder Kasper Iversen rettidige, og han synes, at de nye restriktioner retfærdiggøres af den seneste tids smittetal.

- Vi er nødt til at gøre noget lige nu, hvis vi vil undgå en meget alvorlig situation, som vi lige nu ser i andre lande i Europa, fortæller overlægen.

Den seneste uge er der for alvor kommet fart under epidemien herhjemme.

For en uge siden var der 451 smittetilfælde på et døgn. Siden har antallet været stigende - kun afbrudt lørdag, hvor der var et lille fald i forhold til fredag.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyste fredag, at kontakttallet - tidligere kaldet smittetrykket - er opgjort til 1,2.

Det betyder, at epidemien er tiltagende, og at 10 coronasmittede i gennemsnit giver smitten videre til 12 andre.

Statens Serum Institut har beregnet, at der er udsigt til stigende smitte i fire ud af landets fem regioner den kommende tid.

- Vi har en epidemi, der er i stigning. Vi laver fremskrivninger, og når vi ser på dem, så ser vi meget, meget stejle kurver, sagde faglig direktør Kåre Mølbak fredag på et pressemøde i Statsministeriet.

/ritzau/

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER