Hvor er Danmarks Titanic?
En dykkergruppe vil indlede en landsindsamling af penge, der skal finansiere en eftersøgning efter vraget af ' Hans Hedtoft'.
Skibet ramte på jomfrurejsen i 1959 et isbjerg og sank med 95 om bord. I dag 51 år efter forliset vil en dykkerekspedition indlede en landsindsamling for at skaffe de penge, der er nødvendige for at finde vraget af ' Hans Hedtoft, skriver Politiken'.
Forliset er nemlig stadig en af de mest omstridte skibskatastrofer i nyere dansk historie.
Selve forliset var omgærdet med megen mystik. Var det korrekt, at skibet ramte et isbjerg, som telegrafisten oplyste? Eller sprang en svejsning i skibets skrog, så vand kunne trænge ind? Og hvor ligger skibet? Det er de spørgsmål, som dykkerekspeditionen under ledelse af vragdykker Thomas de Richelieu og pensioneret navigatør Claude Enoch vil besvare.
- Jeg tror ikke på, at skibet ramte et isbjerg. Jeg tror, at der røg en svejsning ved skibets svage punkt, som var ved maskinrummet, siger Thomas de Richelieu til Politiken.
De to ekspeditionsledere mener, at skibet var fejlkonstrueret og ikke bygget solidt nok til at modstå de ekstreme storme, som raser i Nordatlanten om vinteren.
Men det er stadig kun en teori, og indtil videre er den eneste håndfaste dokumentation telegrafistens melding om, at skibet ramte et isbjerg. Kun en undersøgelse af vraget med et undervandskamera vil kunne afsløre, hvorfor det sank.
Lige siden 2003 har Thomas de Richelieu og Claude Enoch forsøgt at skaffe penge til en ekspedition til det stormfyldte hav syd for Kap Farvel.
Dengang ville de skaffe omkring syv millioner kroner, der skulle dække omkostningerne til både at finde og filme vraget. Men på trods af en støtteerklæring fra blandt andre Landsstyret i Grønland lykkedes det ikke.
- Vi fik masser af positive tilkendegivelser, men ingen penge, fortæller Thomas de Richelieu.
Men han vil ikke opgive drømmen:
- Jeg er mange gange blevet spurgt, hvorfor jeg ikke har givet op? Mit svar er enkelt: Den her historie er for stor til, at man giver op. Det er en drøm for mig. Den dag, jeg giver op, lever drømmen ikke mere. Og så er der formentlig ingen, der vil give sig i kast med denne udfordring.
Derfor lancerer han nu sammen med Claude Enoch en landsindsamling, hvor folk opfordres til at sende penge. Samtidig har de inddelt projektet i to faser. Første fase handler om at finde vragets position og foretage en positiv identifikation.
Det koster minimum to millioner kroner, så hvis de penge kommer ind, vil ekspeditionen gennemføre en eftersøgning.