Danmark: Antallet af indlagte med corona stiger med 28 til 414

Flere bør få tredje stik, siger overlæge, der mærker stigende indlæggelser på hospitalsgangen.

Det seneste døgn har 3415 personer i Danmark fået besked om, at de er testet positive for coronavirus.

Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) søndag.

På hospitalerne er der søndag indlagt 414 personer med corona. Det er 28 flere end lørdag.

Det er det højeste antal indlagte på hospitalerne siden den 4. februar.

Ud af de 414 indlagte er 51 indlagt på intensiv, og af dem får 21 hjælp af respirator.

Det kan mærkes, siger overlæge og professor på Infektionsmedicinsk Afdeling på Odense Universitetshospital.

- Det er meget i forhold til vores aktuelle kapacitet. Det er presset, siger overlæge Isik Somuncu Johansen.

De 3415 smittetilfælde er fundet i 143.762 PCR-prøver, hvor man bliver podet i halsen.

Det vil sige, at 2,38 procent af prøverne har været positive det seneste døgn, hvilket er en smule højere end lørdag.

Det er dog vigtigt at notere, at effekten af nye restriktioner ikke kan ses i smittetallene endnu, siger overlægen.

- Det er selvfølgelig et højt tal, men det er ikke stigende. Det er faldende. Nogle af de initiativer, der kører nu, kan vi ikke se effekten af så hurtigt, siger Isik Somuncu Johansen.

En stor del af de coronasmittede er uvaccinerede, og derfor ligger der fortsat en opgave i at få flere vaccineret, siger Isik Somuncu Johansen.

- Vi kan oplyse med mere robust information om vaccinernes virkning nu, siger hun om de personer, der har fravalgt vaccinen på grund af bekymringer om vaccinernes virkning og bivirkninger.

- Der er data fra vaccinerne fra det seneste halvandet år, så der er robuste data nu. Derfor kan vi give bedre information.

Derudover mener overlægen, at der skal øget fokus på at få givet tredje stik til de borgere, der er mest udsat og derfor blev vaccineret tidligt.

- Vi har en gruppe personer, som er blevet vaccineret for mere end seks måneder siden. Deres immunitet har været faldende, siger Isik Somuncu Johansen fra Odense Universitetshospital.

Ud over PCR-testene er der foretaget 105.311 lyntest, som er de test, hvor man bliver podet i næsen.

Der er yderligere tre coronarelaterede dødsfald. Dermed er det samlede antal dødsfald under epidemien nu 2810.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS