Gå til hovedindhold

Danmark: 630 nye coronatilfælde

Yderligere 630 er smittet med corona i Danmark, viser daglig opdatering, der kun har været højere en gang før.

Onsdag viser Statens Serum Instituts daglige opdatering yderligere 630 tilfælde af corona i Danmark.

Det er det højeste antal nye smittetilfælde på én dag siden 25. september.

25. september er den eneste gang, at der er registreret flere nye smittede end i onsdagens opdatering.

Det er tredje gang, at der er over 600 smittede i den daglige opdatering.

Man kan dog ikke sammenligne smittetallene med foråret én til én, fordi der i dag bliver testet langt mere omfattende og derfor opdaget flere tilfælde.

1,4 procent positive

De 630 smittetilfælde er fundet blandt over 43.000 prøver. Det betyder, at omkring 1,4 procent af testene var positive.

På et pressemøde onsdag siger faglige direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak, at smitten er tilbage på niveauet i september.

- 630 er et højt tal. Vi er tilbage på det niveau, vi så i sidste halvdel af september, og det er naturligvis bekymrende, siger Kåre Mølbak.

Han peger på, at udviklingen i sidste uge - i efterårsferien - gik den forkerte vej med 19 procent flere smittetilfælde.

- 19 procent lyder måske ikke af så meget, men det skal ses i relation til, at der blev testet langt færre end normalt i efterårsferien, siger Kåre Mølbak.

Antallet af indlagte falder

- Det ser ud til, at vi er på vej ind i en periode med højere sygdomsforekomst og højere smitte, men heldigvis er vi fortsat på et punkt, hvor epidemien er under kontrol, og antallet af indlagte er fortsat beskedent, siger han.

Mens smittetallet er højere end tidligere, er antallet af indlagte faldet med seks patienter. Dermed er der 122 indlagte med coronasmitte på landets sygehuse. I foråret var antallet af indlæggelser på et tidspunkt over 500.

Af de nuværende indlagte er 16 på en intensiv afdeling. Ni af dem er så syge, at de er tilknyttet en respirator.

Der er registreret yderligere to coronarelaterede dødsfald.

/ritzau/

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER