Danmark står skoleret om børns vilkår

Danmark får dumpekarakterer på en række områder, når det gælder børns vilkår, vurderer eksperter.

Danmarks sænkning af den kriminelle lavalder til 14 år er et af de områder, der vil blive taget op, når FNs børnekomité mødes i dag i Schweiz. Polfoto: Finn Frandsen

Hvorfor anbringes så mange børn uden for hjemmet uden handlingsplan?
Hvorfor har Danmark ikke sat hårdere ind mod handel med børn?
Hvorfor sidder børn i isolationsfængsel og i fængsler, hvor der også er voksne?
Det er nogle af de kritiske spørgsmål, som en snes danske embedsmænd vil blive mødt med i dag, mandag, i Genève i Schweiz, skriver Politiken mandag.

De kritiske spørgsmål fra FN's børnekomité fremgår af en liste, som Politiken har haft adgang til. Her kan man blandt andet også læse, at børnekomiteen vil vide, hvorfor Danmark endnu ikke har en børneombudsmand som i Norge, Sverige, Finland, Island og en række andre europæiske lande?

Eksaminationen er led i den evaluering, som FN's børnekomité laver hvert femte år af medlemslandene. Flere danske børneorganisationer vurderer over for Politiken, at der er lagt op til dumpekarakter på en række områder.

Formanden for regeringens rådgivende organ Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen, er blandt andet spændt på, hvordan de udsendte danske embedsmænd i dag vil forsvare, at Danmark sidste år sænkede den kriminelle lavalder til 14 år.

- Det fremgår klart af børnekonventionen, at når man ændrer lovene, skal det være for at varetage barnets tarv. Men det kan jo ikke være i barnets tarv at blive straffet frem for at blive behandlet, siger Lisbeth Zornig Andersen til Politiken.

Inger Neufeld, børnepolitisk konsulent i Red Barnet, peger på, at flere af FN's kritikpunkter er gentagelser fra den seneste bedømmelse i 2005. Dengang fik Danmark blandt andet kritik for at isolationsfængsle børn. Af materialet til mødet i dag fremgår det, at det stadig sker. Børnekomiteen efterlyste dengang også en instans, der kan tage stilling til konkrete sager om børns livsvilkår. Det kunne være en børneombudsmand eller ved at give Børnerådet flere beføjelser.

- Men det er jo helt åbenbart, at regeringen ikke har lyttet til anbefalingerne fra børnekomiteen dengang, så vi får helt sikkert kritik igen, siger Inger Neufeld til Politiken.

Powered by Labrador CMS