Danmark runder 10.500 smittede

Der er kommet svar på 326.560 coronatest i Danmark. 3,2 procent har været positive.

Der fortsætter med at være en stigning i antallet af danskere, der bliver testet positive for coronavirus.

Antallet af smittede med coronavirus i Danmark er steget med 84 til 10.513. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Der er registreret 326.560 test. Det er en stigning på 8726 siden seneste opgørelse søndag.

Opgørelsen dækker kun test, hvor der er et resultat, og der er dermed foretaget flere test, hvor man afventer resultatet af prøven.

Flere testes

Antallet af test er steget markant de seneste uger, hvor myndighederne har lempet kriterierne for, hvem der kan testes, så alle med symptomer for coronavirus kan blive undersøgt.

Det er sket, i takt med at der er blevet skruet op for kapaciteten for at teste - blandt andet ved at bygge 16 testtelte rundt om i landet.

Antallet af positive test skal derfor ses, i lyset af at man tester langt flere end i starten af epidemien.

Da ikke alle har kunnet blive testet for coronavirus gennem udbruddet, og det derudover ikke er alle, der oplever symptomer for coronavirus, vurderes der at være et stort mørketal.

Det vil sige, at der samlet har været flere smittede, end de officielle tal viser.

Landet åbner langsomt

Mandag er næste fase af genåbningen trådt i kraft, hvilket blandt andet har åbnet for landets storcentre.

Statens Serum Institut vurderede i sidste uge, at det er muligt at åbne flere dele af samfundet, uden at det fører til en stigning i smitten.

Det er dog afhængig af, at befolkningen bliver ved med at have god hygiejne og holde afstand til hinanden.

Der kommer mandag eftermiddag nye tal for antallet af døde og indlagte.

Søndag var 529 døde med coronavirus, mens antallet af indlagte lød på 196.

Antallet af indlæggelser har overordnet set været nedadgående de siden starten af april.

Powered by Labrador CMS