Danmark registrerer laveste smittetal siden juni

263 er i løbet af det seneste døgn registreret smittede med corona. Det er det laveste siden 29. juni.

Der er det seneste døgn registreret 263 nye coronatilfælde, viser tal mandag fra Statens Serum Institut (SSI).

Mandagens smittetal er det laveste i landet siden 29. juni, hvor 243 blev konstateret smittet.

De smittede er fundet på baggrund af 26.853 PCR-prøver, hvor man bliver podet i halsen.

Antallet af indlagte er uændret i forhold til søndag og dermed stadig 125. 30 af de i alt 125 indlagte er på intensivafdelinger, og 19 får hjælp af en respirator til at trække vejret.

De seneste tre uger har antallet af nye daglige smittetilfælde ligget under 1000.

Der er registreret tre nye coronarelaterede dødsfald det seneste døgn. Samlet er 2614 personer døde med covid-19 under epidemien.

Der er det seneste døgn også foretaget 26.161 lyntest. Men de positive tilfælde herfra indgår ikke i smittetallet grundet usikkerhed om testresultatet.

73,4 procent af hele befolkningen har nu fået begge vaccinestik og er færdigvaccineret.

Det svarer til 4.300.780 personer.

75,7 procent af befolkningen har påbegyndt vaccination.

Powered by Labrador CMS