Gå til hovedindhold

Danmark har nul døde med corona for anden gang på en uge

Ingen døde med coronavirus er registreret i ny opgørelse fra Statens Serum Institut. Antal indlagte falder.

Ingen med coronavirus er registreret døde i Danmark det seneste døgn.

Det er tredje gang på to måneder, at det sker og anden gang på en uge.

Det viser tal fra Statens Serum Institut fredag.

Dermed er status quo, at 561 er døde med coronavirus i Danmark.

Coronavirus er ikke nødvendigvis dødsårsagen, selv om dødsfaldene indgår i opgørelsen. Alle, der er døde inden for 30 dage efter en positiv test, tæller med.

Færre indlagte

Antal indlagte falder med tre til 119.

23 er på intensiv afdeling, og heraf er 19 i respirator.

I alt er 11.230 bekræftet smittede med coronavirus. Af dem har næsten 10.000 - 9.764 - overstået infektionen.

Danske myndigheder arbejder ikke med begrebet raskmeldte. En overstået infektion vil sige, at man 14 dage efter bekræftet smitte med coronavirus ikke er indlagt eller død.

I alt er 433.971 forskellige personer registreret testet for coronavirus. Der er dermed registreret 8.870 testede personer det seneste døgn.

Hårdest ramt er hovedstadsområdet og Sjælland.

Det ser bedre ud i Jylland og på Fyn, hvor under 30 er indlagt.

Ny hjemmeside

Myndighederne har lanceret en række nye tiltag, der skal hjælpe med at opspore og isolere smittede.

På den nye hjemmeside coronaprover.dk kan man bestille tid til en test, selv om man ikke har en henvisning fra lægen.

Desuden er en række testbiler sat i drift, som kan køre hjem til eksempelvis ældre svækkede, der har besvær med at komme ned til lægen eller til et testtelt.

Myndighedernes nye strategi betyder også, at alle, der har været i nær kontakt med en coronasmittet, fra 48 timer før symptomerne viser sig og indtil 48 timer efter, de er ophørt, skal isolere sig og sørge for at blive testet for coronavirus.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER