Danmark indfører fra mandag testkrav ved indrejse

Fra 27. december bliver der indført et krav om test, når man rejser ind i Danmark. Det gælder ikke for rejsende fra Grønland.

Et stort flertal i Folketingets epidemiudvalg bakker op om at indføre krav om test ved indrejse til Danmark.

Det viser bilag fra udvalget torsdag. 19 ud af 21 medlemmer har stemt for.

Kravet betyder, at personer uden bopæl i Danmark (Det Danske Rige) skal have taget en negativ test, inden de rejser ind i Danmark.

De skal tage en lyntest senest 48 timer før indrejse eller PCR-test 72 timer før. Kravet gælder, uanset om man er vaccineret eller ej.

Hvis man bor i Danmark, skal man tage en test, senest 24 timer efter at man er kommet ind i landet.

Regeringen med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) præsenterede forslaget onsdag og begrundede det med at begrænse smittespredningen, og at der kommer nye varianter af coronavirus.

Man kan ifølge Sundhedsministeriet ikke blive nægtet indrejse, hvis man ikke har en negativ test, da der ikke er hjemmel til det i epidemiloven, men hvis man ikke overholder testkravet, vil man kunne straffes med en bøde på 3500 kroner.

Der er en lang række undtagelser for kravet. Børn under 15 år vil ikke være omfattet. Det samme gælder personer, der har været smittet det seneste halve år og har dokumentation for det.

Undtaget er også personer, der har været i udlandet i forbindelse med arbejde eller undervisning.

Hvis man bor i områder, der grænser op til Danmark, eller pendler til arbejde i områderne, er man også undtaget.

Grænselandet er personer, der bor i Slesvig-Holsten i Tyskland eller Blekinge, Skåne, Halland og Västra Götaland i Sverige.

Det samme gælder personer, der har været i transit i Sverige - for eksempel fra Bornholm.

Det gør sig også gældende, hvis man rejser til Danmark, men forlader landet inden for et døgn. For eksempel svenskere, der flyver til København og kører hjem i bil derfra.

Kravet vil træde i kraft 27. december og foreløbigt gælde i tre uger frem til 17. januar.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS