Danmark har højeste antal døde siden bølgen i starten af året

Der er det seneste døgn registreret 457 smittetilfælde med coronavirus i Danmark og seks dødsfald.

Der er det seneste døgn registreret seks coronarelaterede dødsfald i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Tallet er det højeste antal på én dag, der er set siden slutningen af februar, hvor anden bølge af coronasmitte var ved at løje af.

Der er dog et stykke til situationen i december og januar, hvor det toppede med 30-40 dødsfald om dagen.

Der kan være en vis forsinkelse i indberetningen af dødsfald, og derfor kan tirsdagens tal godt dække over dødsfald på flere forskellige dage.

Man bliver registreret i statistikken, hvis man er død, senest 30 dage efter at man blev testet positiv med coronavirus.

Virusset er ikke nødvendigvis årsagen til dødsfaldet, men SSI har tidligere konkluderet, at det i langt de fleste tilfælde er dødsårsagen.

Ifølge Eskild Petersen, adjungeret professor i infektionssygdomme ved Klinisk Institut på Aarhus Universitet, er det ikke bekymrende tal.

- Det er stadigvæk meget små tal, og der vil altid være en dag til dag-variation.

Danmark har samlet registreret 2652 coronadødsfald siden marts 2020.

Antallet af smittede er det seneste døgn opgjort til 457. Det er det højeste siden 11. september.

Tirsdag oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter, at kontakttallet er opgjort til 1,1. Det er en stigning fra 0,7 i forrige uge.

Det er der en naturlig forklaring på, fortæller Eskild Petersen.

- Der er ingen tvivl om, at vi har haft et stigende smittetal de seneste syv dage, men det er ikke overraskende, fordi vi jo går ind i efteråret, hvor luftvejsinfektioner spreder sig nemmere.

- Derudover har vi nogle uvaccinerede grupper i samfundet. Vi vaccinerer ikke ret mange længere og er derfor ved at gå i stå ved 75 procent af befolkningen.

- Det er måske ikke nok til at holde styr på det.

De seneste smittetilfælde er fundet blandt 35.160 PCR-test, der tages via en podning i halsen. Det giver en positivprocent på 1,3, hvilket tangerer det højeste i denne måned.

På landets sygehuse er det totale antal indlæggelser med coronasmittede faldet med to til 93.

Der er det seneste døgn givet 7129 stik med en coronavaccine fordelt på første, andet og tredje stik.

Samlet er 74,4 procent af befolkningen færdigvaccineret.

Powered by Labrador CMS