Danmark forlænger vaccine-pause

Den danske sundhedsstyrelse har besluttet i modsætning til en lang række europæiske lande at sætte AstraZeneca-vaccinen mod Covid-19 på pause i yderligere en uge.

Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, vil have AstraZeneca-vaccinen undersøgt yderligere.

I 14 dage har AstraZeneca—vaccinen været sat på pause, og perioden forlænges med yderligere en uge, fordi Sundhedsstyrelsen ønsker at undersøge bivirkningerne yderligere efter mystiske dødsfald med blodpropper.

Det var nogle ganske anderledes blodpropper, som Sundhedsstyrelsen så før pausen af coronavacciner fra AstraZeneca. Det siger direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, ifølge Ritzaus live-dækning af styrelsens pressemøde.

– Det var anderledes blodpropper, som vi så. Det var usædvanlige tilstande hos yngre og raske mennesker, siger direktøren, der erkender, at det er en vanskelig beslutning set i lyset af behovet for at få vaccineret befolkningen hurtigst muligt.

Opbevares på køl

Astra-vaccinen bliver ikke smidt ud, men opbevares på køl, så den kan blive taget i anvendelse på et senere tidspunkt, hvis vaccinen bliver frikendt for de alvorlige bivirkninger.

Landslæge Henrik L. Hansen har tidligere oplyst, at det grønlandske vaccineprogram kan blive påvirket af beslutningen om at sætte Astra-vaccinen på pause.

Tidligere i dag fredag besluttede Frankrig, Tyskland og Italien at genoptage brugen af AstraZeneca øjeblikkeligt. Og flere andre lande har meddelt, at de følger trop.

Derimod stiller de danske sundhedsmyndigheder sig på samme linje som Norge og Sverige, som vil afvente flere undersøgelser, før man er overbevist om, at man vil tage den i brug igen.

Powered by Labrador CMS