Danmark beskyldes for urent trav i fastholdelse af Grønland
Danmark vildledte både FN og grønlænderne for at beholde magten, skriver forfatter i "Imperiets børn".
I en ny bog beskyldes Danmark for at have skjult oplysninger for grønlænderne og FN for at sikre Grønlands indlemmelse i Danmark i 1953.
Det skriver Politiken.
Bogen, "Imperiets børn", der er skrevet af journalist Anne Kirstine Hermann, handler om forløbet op til, at Grønland gik fra at være en koloni til at blive et amt i Danmark ved grundlovsændringen i 1953.
Bogen er baseret på dokumenter fra en række danske arkiver.
- Regeringen tilbageholdt vigtige oplysninger for den grønlandske befolkning, samtidig med at den gav vildledende oplysninger til FN's Generalforsamling. På den måde lykkedes det i 1954 at få Grønland fjernet fra FN's liste med kolonier, som havde ret til selvstændighed. Øen blev så at sige til en kamufleret koloni, skriver Anne Kirstine Hermann i bogen.
Ifølge hende afslører dokumenterne, at den danske regering i slutningen af 1940'erne var "motiveret af Danmarks territoriale interesser".
FN-pagt truede Kongeriget
I bogen skriver hun, at den danske ret til Grønland var i fare som følge af en FN-pagt, der fastslog, at medlemslande med kolonier skulle hjælpe dem med at udvikle selvstyre og danne frie politiske institutioner.
Da det ville være svært for Danmark at fastholde, at øen ikke var en koloni, blev der derfor ifølge Anne Kirstine Hermann udtænkt en "genistreg".
Den danske regering skulle først anerkende, at Grønland var en koloni. Men fremfor at give øen selvstændighed ville Danmark gøre Grønland til en ligestillet del af Danmark.
På den måde kunne den danske delegation over for FN argumentere for, at øen nu ikke længere var en koloni.
Underbelyst historie
Den grønlandske historiker Jens Heinrich, som har skrevet en bog om det moderne Grønlands historie, mener også, at Danmark spillede med fordækte kort for at fastholde Grønland som en del af riget.
- Det er en underbelyst del af historien om Danmark og Grønland, hvad de danske interesser var - og det kan den her bog bidrage til at nuancere. Der var dengang ikke ligeværdige forhandlinger. Det kan man sagtens kritisere Danmark for, siger han til Politiken.
Jens Heinrich understreger dog samtidig, at hans forskning viser, at langt hovedparten af de grønlandske politikere selv kæmpede for at skabe et moderne samfund.