Dagsværk: Gymnasieelever samler ind til projekter af unge for unge
Elever på ungdomsuddannelser i både Danmark og Grønland samlet ind til et projekt, hvor målet er, at grønlandske unge skal forme deres egen fremtid
Hvert år samler danske unge en skoledag ud med en arbejdsdag for at samle ind til den globale elevbevægelse Operation Dagsværk. I dag er grønlandske unge for første gang med til at samle ind.
Det er nemlig også første gang pengene går til unge i Grønland. Operation Dagsværk har valgt et projekt, som Ungdommens Røde Kors og Kalaallit Røde Korsiat står bag. Et projekt, der skal ruste de unge til at håndtere sociale udfordringer.
-Vi taler det samme sprog, og Grønland er en del af det danske kongerige, så det er tydeligt, at vi ligner hinanden meget. Alligevel har de unge i Grønland helt andre muligheder for uddannelse, siger Johanna Munch Skylv, sekretariatsfrivillig i Operation Dagsværk.
Hvert år i november deltager mange tusinde elever fra de danske ungdomsuddannelser i dagsværksdagen. Her får de 350 kroner for fem timers lektiehjælp, skovarbejde, videoredigering eller festplanlægning, som går til årets projekt.
Gennem årene er pengene primært blevet brugt på projekter for unge i lande som Kenya, Guatemala og Bangladesh, men i år peger projektet mod nord.
-Vi var alle sammen chokerede over, at vi ikke vidste mere om Grønland, siger Johanna Munch Skylv og fortæller, at det også var historier om, hvad unge i Grønland kæmper med, som chokerede gruppen af danske elever.
I Grønland er tallene for ensomhed, misbrug, uddannelsesfrafald og selvmord blandt unge tårnhøje. Det betyder, at en stor del af dem ikke får en uddannelse, på trods af at 90 procent af de 13-15-årige drømmer om at uddanne sig.
Drømme og forandring
Derfor skal indsamlingen i år bruges til at oplære 1000 unge i socialt entreprenørskab og give unge grønlændere mulighed for at udvikle og gennemføre kampagner, der sætter fokus på ungdommens potentiale.
Håbet er, at flere på den måde bliver i stand til at handle på deres drømme og skabe forandring lokalt.
Ifølge Erni Kristiansen, der er ungdomskonsulent i Kalaallit Røde Korsiat, har der i mange år været problemer med lavt selvværd og uddannelsesfrafald blandt unge.
Han mener, at en af forklaringerne er, at unge grønlændere i en meget tidlig alder bliver overladt til sig selv.
-Mange unge, der for eksempel bor i bygderne, er nødt til at flytte til de større byer for at færdiggøre folkeskolen.
Men så forlader de også hele deres familie, hvilket er meget ensomt, siger han.
Selv måtte Erni Kristiansen flytte væk fra sin familie i en alder af blot 14 år, fordi der ikke var tilstrækkelig uddannede lærere, hvor han boede.
Men et liv alene langt fra familien er svært for de unge, og det gør det ikke nemmere, at der næsten ingen fritidstilbud er i byerne.
-Når man møder unge, spørger de ofte, hvor de kan møde andre unge. De savner et sted, hvor de kan mødes, og hvor de bare kan være sig selv og være unge.
-Men hvis man ikke dyrker sport, er der ikke andre muligheder -og så er der bare en helt masse unge, som ikke passer ind i systemet, siger han.
Ud over de danske elever, som arbejder på dagsværksdagen, vil unge fra GU i Nuuk også arbejde for at tjene penge til projektet. Det er første gang, at unge i landet, man samler ind til, er med.