Dagens testsvar: Fortsat ingen smittede

Landslægeembedet har fået svar på 29 coronatest, og alle var negative.

11 dage i træk er der ikke blevet konstateret nye smittetilfælde i Grønland.

Det viser seneste opgørelse, som Landslægeembedet har publiceret på sin hjemmeside.

I går havde man foretaget 942 test, og i dag er man oppe på 978, hvoraf man har fået svar på 937. Landslægen mangler svar på 41 podninger.

I Kommuneqarfik Sermersooq har man foretaget 757 coronatest mod 221 i resten af landet. Landslægeembedet har på sin hjemmeside opgjort, hvor mange test, der er foretaget i de enkelte kommuner. Det er således ikke tal, der viser, hvor mange borgere i de pågældende kommuner, der er testet.

Landslæge Henrik L. Hansen oplyser nemlig til Sermitsiaq.AG, at over 100 borgere fra kysten er blevet testet i Nuuk, før de skulle rejse hjem til deres bopæl.

Positiv holdning

Det er i øvrigt ikke landslægens opfattelse, at borgerne afviser at blive testet. Og sundhedsvæsenet i hele landet tager opgaven med at gennemføre test alvorligt, oplyser Henrik L. Hansen.

Alligevel har landslægen opfordret borgerne i hele landet til at få foretaget en coronatest, hvis man har det mindste tegn på at være smittet med covid-19.

Powered by Labrador CMS