Dag tre: Et hundeliv i Ilulissat

Sommer er hviletid for slædehundene.

Foto: Leiff Josefsen.

Man kan se den pelsede ryg højt oppe på klippen. Jeg tager mig selv i at slå tungen mod tænderne, som om jeg ville kalde en hest til mig.

Det sker to gange.

Intet sker.

Da jeg så siger som en kat, løfter hunden hovedet og beslutter sig for at rejse sig i sin fulde hundehøjde og så glor den ned på en. Næsten som på Serengetti-sletten klippet ud af en Disneyfilm, hvor Simba rejser sig og stirrer.

For hvor mange har kigget en ægte slædehund i øjnene på en sommerdag i Ilulissat.

Okay nogle stykker. Flere burde prøve det.

Fordi man står over for en hund, som otte måneder om året trækker sin fangers slæde rundt på jagt ude på isen. Og måske fordi man bare er et storby menneske, som højst kan blive irriteret over naboens hund, som står og gør fjollet i et reb i hundegården.

Disse hunde nøjes nemlig ikke med reb. De står bundet i kæder og de hyler som ulve og er langt fra noget, man slæber med sig ind i stuen.

Flere hunde følger den første hunds eksempel, og det, der før var en grøn slette ved foden af et fjeld i Ilulissat, er nu omdannet til en slette fyldt med hunde, der rejser sig i flok. Og eftersom jeg kun kan tælle til tre på grønlandsk, nøjes jeg med at sige, at her er mange.

Fotografen tager kameraet for øjet og går tættere på, faktisk så tæt på, at enkelte hunde rejser børster og går mod ham, til kæderne er løftet fra jorden. Den buskede nakkepels får fylde og stritter som takkerne ved Østgrønland. Enkelte viser også hvilke store bisser, de har.

Undertegnede nøjes med at stå på vejen og er parat til at løbe den hurtigste 100 meter set i historien nord for polarciklen, hvis noget skulle ske.

Og så er det, jeg opdager, at en af hundene er løs.

Den luntetraver inde midt fra sletten og kommer tættere og tættere på. Krummer ryggen og springer over grøften og står på vejen:

–Leiff... Den er løs, siger jeg halvdesperat og opdager, at den proklamerede 100 meter vist ikke bliver til noget. Jeg bladrer i grønspættebogen i hjernens hukommelse og forsøger at huske Regel Nummer Et i Mødet med grønlandsk Slædehund...

Jeg er ordtom og er sikker på, jeg om lidt ender som et godt mellemmåltid blandt buskede hunde med alt for store tænder.

–Den gør ikke noget, den er bange for dig, siger fotografen og siger et eller andet på grønlandsk til hunden, som jeg er sikker på hedder Houdini.

Og det er åbenbart noget, hunden forstår. Den bøjer hovedet ned mellem forbenene drejer om og lunter væk. Med rejste børster.

Nej så hellere naboens fjollede hund, der tror, den er en skødehund, fremfor disse slædehunde, der har tænder så store som barderne på en hval. Næsten.

De er nemlig over alt rundt i byen. Første gang i Ilulissat er en underlig sammenblanding af løbske taxaer på Fredericiaap Aqquta, en udsigt til de store isfjelde i havet og så lyden af hylende hunde, der er i katagorien: Nok se, men ikke røre.

Lænkehunde. Gudskelov.

Powered by Labrador CMS