Dårligt nyt til tsunami-ramte borgere

På grund af en isoleringsfejl må de bygdeboere, der blev evakueret fra Karratfjorden tilbage i juni 2017, vente yderligere et halvt år, før de får deres erstatningsbolig i Uummannaq.

Som om de evakuerede i nord efter tsunamikatastrofen i sommeren 2017 ikke har været udsat for trængsler nok.

Nu har de fået beskeden om, at deres erstatningsboliger forsinkes med flere måneder.

- Tilsynet på byggeriet har desværre ved kontrol konstateret produktionsfejl i isoleringen på rørene til områdets vand- og kloakforsyning. Fejlen medfører at rørene må udskiftes, idet fejlen ikke kan udbedres på stedet. Levering af de nye rør sker ved årets første skibsankomst, i løbet af sommeren 2019, hvorefter udskiftning kan igangsættes, oplyser boligdepartementet i en pressemeddelelse.

Et halvt års forsinkelse

Forsinkelsen vil betyde, at de evakuerede først kan flytte ind til oktober 2019 – et halvt år senere end beregnet.

- Det er meget beklageligt at der sker en forsinkelse, men fejlen er så afgørende, at der ikke kan ske en indflytning i april 2019, skriver departementet.

Powered by Labrador CMS