eftersøgninger

Dårlig forberedelse af jagtturen kan koste liv og millioner

Mange eftersøgninger kunne være undgået, hvis borgere havde udstyret i orden, inden de tog i fjeldet

- En eftersøgning kan være en både meget ressourcekrævende og i sidste ende også dyr affære for de nødstedte og samfundet, understreger anklagerfuldmægtig Adam Fischermann fra Grønlands Politi

Grønlands Politi var i 2015 involveret i over 70 eftersøgnings- og redningsoperationer, hvor der blev søgt efter savnede eller forsvundne personer til land og til vands.

Og en gennemgang af sidste års sager viser, at op imod 15 procent af sagerne kunne være undgået, hvis borgerne havde forberedt sig bedre og havde taget det rigtige udstyr med på turen.

Læs: Stadig dusør på 100.000 kroner i eftersøgning

Grønlands Politi har i løbet af året allerede haft en del eftersøgninger til lands og til vands, og de plejer ikke at blive færre i jagtsæsonen, herunder rensdyrsæsonen, som begyndte for nylig.

Koster ressourcer
- En eftersøgning kan være en både meget ressourcekrævende og i sidste ende også dyr affære for de nødstedte og samfundet, understreger anklagerfuldmægtig Adam Fischermann fra Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

- Udover, at det i sagens natur kan koste én livet, hvis man ikke tager de nødvendige forholdsregler, så blokerer en eftersøgning også for andre opgaver, som myndighederne kan bruge deres ressourcer på. Og i værste fald kan vi stå i en situation, hvor en unødig eftersøgning forsinker en anden livsvigtig operation, tilføjer han.

Politiet har i en række tilfælde oplevet, at unødige eftersøgninger er blevet iværksat, fordi de efterlyste ikke har fået kommunikeret godt nok, hvor de tog hen, hvor længe de skulle være væk. eller at de var returneret igen og var i god behold.

Læs: Eftersøgning kan føre til erstatningskrav

Koster op imod 100.000 kroner
Grønlands Politi har gennemgået sidste års eftersøgningsaktioner og har fundet frem til, at op imod 15 procent af eftersøgningerne kunne være undgået, hvis borgerne havde forberedt sig bedre eller haft det rette udstyr med.

Adam Fischermann fortæller, at i de sager, hvor eftersøgningen var selvforskyldt, har operationen kostet mellem i runde tal 10.000 og 100.000 kroner.

Må chartre både
Variationen i beløbene hænger sammen med, hvor længe eftersøgningen har varet, afstandene den foregår over og de anvendte redningsfartøjer. Politiet må nemlig ofte chartre både og helikoptere. Grønlands Politi har det seneste år haft flere eftersøgninger, hvor folk er sejlet ud i beruset tilstand og har måttet reddes efterfølgende. Enten fordi de ikke havde nok benzin, ikke medbringer nødudstyr eller fordi ingen – måske inklusive dem selv – vidste, hvor de var.

Læs: Rensdyrjæger fundet i god behold efter flere dages forsvinden

Plejer at virke
Det er ikke altid nok at satse på på, at ens udstyr ’plejer at virke’. Det bør også testes før turen, ligesom man bør have gjort sig bekendt med området, man tager ud i, inden afgang.

- Derudover gør man klogt i at investere i en VHF-radio og en GPS. Proviant, varmt tøj, batterier og opladere bør også være standardudstyr i enhver båd i Grønland, siger Adam Fischermann.

Én ting er eftersøgning til havs, som ofte er forårsaget af, at de sejlende får motorproblemer – og at mange ikke har udstyret i orden.

Forsvundet på vandretur
Derudover har politiet også mange eftersøgninger af forsvundne til lands. Det er især i sommerhalvåret, hvor mange vælger at tage på vandretur i fjeldet, eller når jagtsæsonen er i gang. Her er det særligt vigtigt at huske på, at man let kan miste orienteringen og hurtigt kommer uden for mobildækning.

Ni gode råd
Grønlands Politi har derfor ni gode råd til sejlere, jægere og vandrere:

  • Tag ikke ud alene
  • Hav varmt tøj med til turen
  • Medbring ekstra proviant
  • Medbring bærbar GPS og VHF-radio
  • Medbring sø-/vandrekort til hele turen og følg ruten
  • Medbring overlevelsesudstyr. Det kan være nødraketter, folietæppe (der også virker som radarrefleks), tændstikker, fiskeredskaber, orange presenning, spejl med sigte til signalgivning, hvis solen er oppe, plastre mv.
  • Orienter nogen om, at du tager af sted, og hvor du tager hen
  • Giv besked, hvis du bliver forsinket
  • Giv besked, når du er hjemme igen
Powered by Labrador CMS