D presser på for bedre internetvilkår

Lavere internettakster og farvel til tvungen fastnettelefon. Sådan lyder budskabet fra Demokraterne til Tele

Foto: Polfoto/Thomas Borberg

Medlem af Inatsisartut for Demokraterne Jørgen-Ole Nyboe Nielsen blev glad, da han i AG den 28. marts kunne læse, at den kommende direktør i Tele Greenland, Søren Eriksen, vil se på priserne for brugen af internet her i landet.

- En indsats, der forhåbentlig får en sænkning af internettaksterne som resultat, siger Jørgen-Ole Nyboe Nielsen.

Ifølge ham er der flere områder, hvor Søren Eriksen med fordel kan indføre ændringer.

- Tag eksempelvis problemet med tvungen fastnettelefon i forbindelse med anskaffelse af en bredbåndsforbindelse hos Tele Greenland.

- Når man tager hen til Tele-Post-butikken for at anskaffe sig et bredbåndsabonnement, får man den besked, at hvis man vil have et bredbåndsabonnement, så skal man også have et abonnement på en fastnettelefon. Det betyder eksempelvis, at hvis man ønsker sig en bredbåndsforbindelse af typen Gold, så koster ADSL-forbindelsen 599 kroner i abonnement om måneden ved et forbrug på op til 3GB og 500 kroner i oprettelsesgebyr. Og dertil kommer så 150 kroner i abonnement for den tvungne fastnettelefon plus 500 kroner for oprettelse af denne.

- Det vil sige, at man skal reelt betale 1000 kroner i oprettelse og 749 kroner i abonnement for en Gold-bredbåndsforbindelse, der annonceres til at koste 599 kroner i abonnement og 500 kroner i oprettelse, siger Jørgen-Ole Nyboe Nielsen.

Læs også "Vil se på internettakster"

Tvunget til at købe
Han mener, at det vil klæde Tele Greenland at melde ud, at det koster 1000 kroner i oprettelse og 749 kroner i abonnement for en Gold-bredbåndsforbindelse.

- Det er naturligvis i orden, at man skal betale for oprettelse og abonnement for en fastnettelefon, hvis man ønsker et sådant abonnement. Men når man ikke har brug for en fastnettelefon og ikke ønsker denne, så er sagen jo straks en anden. Tele tvinger kunderne til at købe et produkt, de ikke ønsker og slet ikke har brug for.

- Kunden skal bare punge ud og anskaffe sig en fastnettelefon, dersom kunden vil gøre sig håb om at få et bredbåndsabonnement, lyder kritikken fra Jørgen-Ole Nyboe Nielsen.

Køb den omtalte artikel "Vil se på internettakster" i AG nummer 13 her:

Powered by Labrador CMS