Covid-19 bliver igen samfundskritisk i Danmark

Magnus Heunicke bekræfter, at et flertal støtter, at covid-19 klassificeres som en samfundskritisk sygdom - men kun en måned. Mål er coronapas fra fredag.

Et bredt flertal har bakket op om, at covid-19 igen skal betegnes som en samfundskritisk sygdom.

Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på vej ud fra tirsdagens møde i Folketingets Epidemiudvalg.

Når en sygdom klassificeres som samfundskritisk, kan regeringen indføre restriktioner med hjemmel i epidemiloven.

Alle nye tiltag kræver, at et flertal i Folketingets Epidemiudvalg ikke er imod dem. Men regeringen behøver altså ikke spørge hele Folketinget.

Giver flere beføjelser

Dermed kan der med kort varsel indføres tiltag såsom krav om coronapas.

Regeringen har lagt op til, at der igen skal indføres et krav om coronapas på blandt andet restauranter og natklubber.

- Vi går i øjeblikket efter, at det kan træde kraft midnat mellem torsdag og fredag.

- Der er selvfølgelig teknikaliteter, men det er det, vi går efter, siger Magnus Heunicke.

Ifølge Ritzaus oplysninger vil det gælde i foreløbigt én måned, inden status igen skal vurderes.

Regeringen havde ifølge Berlingske lagt op til, at definitionen skulle gælde i fire måneder.

Covid-19 var en samfundskritisk sygdom fra 10. marts til 10. september.

Powered by Labrador CMS