Coronavirus: Fire nye smittede fundet i tre byer
Der er fundet i alt fire nye smittede med coronavirus i Grønland. To befinder sig i Qaqortoq, mens Ilulissat og Nuuk har hver en ny smittet. Landslægen vurderer situationen som kritisk. Hundredevis af passagerer i flere afgange opfordres til test.
Der er fundet i alt fire smittede med coronavirus i Grønland i dag lørdag den 10. juli. To befinder sig i Qaqortoq, mens Nuuk og Ilulissat hver har en smittet.
Det bekræfter landslæge Henrik L. Hansen til Sermitsiaq.AG. Landslægen vurderer situationen som kritisk.
Der er tale om tre indrejsende fra Danmark. Den ene, som ankom til Qaqortoq har smittet en nærkontakt. Den nærkontk, der er smittet af den indrejsende er fuldvaccineret.
- Det er velkendt, at også fuldt vaccinerede kan blive smittet og videregive smitte. Derfor opfordres også alle vaccinerede på ovennævnte fly til at være meget opmærksom på ethvert symptom på Covid-19 og straks kontakte sundhedsvæsenet ved symptomer, lyder det i en pressemeddelelse.
Situationen er kritisk
- Situationen er kritisk. Det er aldrig sket før, at hele tre smittede er ankommet på samme fly til Grønland, siger Henrik L. Hansen.
I en uddybbende pressemeddelelse oplyses det, at ingen af de smittede er alvorligt syge, og at de nu er i isolation i privatboliger. Der tyder heller ikke på brud på karantæneregler.
- Den ene af de smittede har på grund af dårligt vejr været på en omfattende rejse i en periode, hvor vedkommende må antages at have kunnet smitte videre, lyder det i en pressemeddelelse.
Flere hundrede passagerer skal passe på
Henrik L. Hansen fortæller til Sermitsiaq.AG, at der er flere afgange i dagene 6.-8. juli, hvor passagerer bliver nødt til at være opmærksom på symptomer på smitte med coronavirus. Grunden til det er, at det endnu er uvist, om der er tale om Deltavarianten, som de i alt fire smittede er smittet med. Deltavarianten er mere smitsom.
Passagerer i disse afgange skal være opmærksom på Covid-19:
- GL 781 fra København til Kangerlussuaq tirsdag den 6. juli 2021. Rejsende på rækkerne 29 – 31 samt rækkerne 41-43 har været tættest på en smittet.
- GL 427 fra Kangerlussuaq mod Narsarsuaq tirsdag den 6. juli. Flyet nåede ikke Narsarsuaq og kommer via Paamiut til Nuuk.
- GL 513 fra Kangerlussuaq til Nuuk den 6. juli.
- GL 534 fra Kangerlussuaq til Ilulissat den 6. juli.
- GL 421 fra Nuuk til Narsarsuaq torsdag den 8. juli.
- GL 4381 fra Narsaqsuaq til Qaqortoq (helikopter).
- Rejsende på flyet fra København til Kangerlussuaq som har siddet på ovennævnte rækker anbefales at blive testet mandag den 12. juli hvis de ikke allerede er testet. Det gælder også vaccinerede. Rejsende på ovennævnte Dash 8 fly, som ikke allerede er testet, anbefales at blive testet på mandag den 12. juli. Det gælder også vaccinerede, oplyser coronastaben i en pressemeddelelse.
En smittet har også været i Hotel Hans Egede i dagene 6.-8. juli.
- Vi ved ikke, om det er den meget mere smitsomme Covid-19 Delta variant, som er kommet hertil. Det er nu den dominerende variant i Danmark og det er derfor sandsynligt, at den smitte med Delta varianten, som gør sig gældende.
Landslægen oplyser, at der umiddelbart ikke vil være tiltag for at mindske risikoen for smitte i de nævnte byer. Men myndighederne vil følge situationen tæt, forsikrer landslæge Henrik L. Hansen.
Der er nu samlet fem smittede i Grønland.