Coronavirus på patienthjemmet

Der er konstateret corona-virus på det grønlandske patienthjem i København. En patient samt en pårørende er nu blevet isoleret på Rigshospitalet.

OBS: Opdateret kl. 17.24, red.

Det oplyser en ledsager til en patient på patienthjemmet til Sermitsiaq.AG.

- Vi blev fredag formiddag informeret af centerleder Birtha Bianco om, at der var en beboer, som er smittet. Vi er alle blevet testet for coronavirus i løbet af dagen – og en person er isoleret, fortæller beboeren, der ønsker at være anonym. Navnet er redaktionen bekendt.

Selvstyret bekræfter i en pressemeddelelse, at "en patient og en pårørende fra Patienthjemmet i København er testet positiv for covid-19. Patienten er nu overflyttet til et isolationsafsnit på Rigshospitalet, da patienthjemmet ikke er et egnet for en patient med en smitsom sygdom".

- Patienten var på vej hjem, og blev i den forbindelse rutinemæssigt podet ligesom andre rejsende til Grønland. Patienten, som var til behandling i Danmark, havde opholdt sig på Patienthjemmet i København i ca. 2 uger, fremgår af pressemeddelelsen.

Fokus på forholdsreglerne

Efter smitten blev konstateret har Patienthjemmet i København haft særlig fokus på alle forholdsregler vedrørende hygiejne, afstande mellem stole i spisestuen og andre forebyggende tiltag, fremgår det.

- Alle patienter og ansatte på Patienthjemmet tilbydes nu at blive testet for covid-19 virus på Rigshospitalet. Også andre, herunder pårørende, som måtte have været udsat for smitte, tilbydes undersøgelse.

Selvstuyret oplyser, at situationen var "forventelig".

- Med den store udbredelse af Covid-19 i det danske samfund kunne det ikke undgås, at det ville ske. Patienthjemmet var forberedt og havde planer klar for håndtering af situationen. Patienthjemmet har ikke faciliteter til at have patienter boende, der kræver isolation, oplyser man.

46 patienter

Patienthjemmet har i øjeblikket 46 patienter samt 20 pårørende og ledsagere boende. Der er siden krisens begyndelse lukket for pårørende, men de 20 personer var i Danmark, inden der blev lukket ned.

Centerleder Birtha Bianco fra Patienthjemmet i København samt styrelseschef i Styrerelsen for Sundhed og Forebyggelse, Malene Nielsen, har ikke ønsket at udtale sig til Sermitsiaq.AG.

Powered by Labrador CMS