Coronatest må kun være tre dage gammel inden indrejse

En coronatest skal være taget inden for 72 timer før afrejsetidspunktet, hvis man skal til Grønland fra lørdag.

Alle indrejsende til Grønland skal fremover kunne fremvise en negativ Covid-19 test, der ikke er ældre end tre dage.

Det vil gælde fra lørdag den 23. januar, skriver Departementet for Sundhed i en pressemeddelelse.

Departementet for Sundhed har nemlig i dag, onsdag, kundgjort en opdateret version af bekendtgørelsen om betingelser for rejse til og i Grønland.

Bestil test i god tid

- Bekendtgørelsen har primært til formål, at ændre kravet om hvor gammel en Covid-19 test maksimalt må være før indrejse. Kravet ændres således til at en test maksimalt på være tre dage, 72 timer gammel, til forskel fra tidligere 5 dage, 120 timer, fremgår det.

Denne ændring medfører, at indrejsende fremadrettet skal være endnu mere opmærksomme på at bestille deres Covid-19 test i god tid, oplyses det.

- Der ændres ikke på, hvornår man kan blive testet for Covid-19 efter ankomst her til landet. Denne test kan fortsat tidligst finde sted på femtedagen efter ankomst, lyder det.

Powered by Labrador CMS