Corona: Teori om laboratorie-læk skudt i sænk

Der er endnu lang vej til at konkludere, hvordan det verdensomspændende udbrud af coronavirus for godt et år siden opstod.

WHO holdt i dag pressekonference om deres undersøgelser i Kina

Sådan lyder det overordnede budskab tirsdag fra en international ekspertgruppe fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Gruppen har den seneste måneds tid forsøgt at blive klogere på, hvordan det smitsomme virus opstod. Og selv om meget stadig er uvist, så har WHO tirsdag på et pressemøde fremlagt sine første fund.

Blandt andet meddeler organisationen, at den finder det "ekstremt usandsynligt", at virusset skal være blevet lækket fra et laboratorie.

- Hypotesen om en hændelse på et laboratorie er en ekstremt usandsynlig forklaring på virussets udbrud blandt mennesker, siger Ben Embarek, der er WHO's specialist inden for fødevarekontrol og dyresygdomme.

- Derfor er det ikke en hypotese, som vi vil arbejde ud fra i fremtidige undersøgelser, siger Embarek, der også står i spidsen for ekspertgruppen.

Udbruddet af coronavirusset menes oprindeligt at være opstået i den kinesiske millionby Wuhan i december 2019. Og der er ikke noget, der tyder på, at virusset har været til stede i byen inden december 2019, meddeler WHO.

Særlige dyrs rolle

WHO har forsøgt at finde ud af, om nogle særlige dyr har spillet en rolle i spredningen af det smitsomme virus.

Både flagermus og skældyr er blevet undersøgt, og WHO kalder dem tirsdag for potentielle kandidater for smitte.

Nærmere undersøgelser af dyrene har hidtil dog ikke givet nogen endelige beviser. Det siger Liang Wannian fra Kinas Nationale Sundhedskommission på tirsdagens tv-transmitterede pressemøde.

Over 106 millioner personer ud af verdens godt 7,8 milliarder er blevet testet positive for coronavirus under pandemien. Det svarer til, at cirka én ud af hver 74. menneske har været smittet med coronavirus.

Powered by Labrador CMS