Coronarestriktioner på Færøerne strammes før jul

Myndighederne på Færøerne strammer coronarestriktionerne yderligere op til jul, inden mange færinger kommer hjem til højtiden.

Færøerme, Tórshavn

Landsstyret præsenterede mandag nye restriktioner, der tager højde for, at op til 4000 mennesker kommer fra Danmark til Færøerne op til jul. Det er i øvrigt det halve af det normale.

Julegæsterne, i fleste tilfælde studerende, kommer fra områder, hvor smitten er høj, og derfor er det nødvendigt at stramme grebet.

De nye restriktioner er anbefalinger om at bruge mundbind i butikker, ingen tilskuere til indendørs idræt, restauranter og barer lukker klokken 22, og julegudstjenesterne aflyses. Dog bliver sidstnævnte holdt på nettet.

- Det er vigtigt, at vi står sammen, siger lagmand Bárður á Steig Nielsen.

Voksende smitte

Smittetrykket på Færøerne er vokset på det seneste. I lang tid har man fundet en til to om dagen, og nogen gange er der gået flere dage uden at man har fundet nogen.

Men indenfor de seneste 10 dage har man fundet flere tilfælde, og nu er der i alt 24 smittede på Færøerne. Incidensen er 34½ ny smittede per 100.000 indbyggere på syv dage, hvilket er en tiendedel af den danske incidens.

- Det er vigtigt, at vi holder jul og nytår kun sammen med familien og dem vi ellers er tæt på, siger lagmanden.

De fleste af restriktionerne bygger på anbefalinger, og lagmanden siger, at det lykkes godt med anbefalinger.

Usikkerhed om test

Tidligere i efteråret lød en af anbefalingerne, at personer, som rejser til Færøerne skal tage en test mindst 72 timer før afrejsen, holde sig isoleret i seks dage efter ankomsten og blive testet på sjettedagen.

Det er dog et lovkrav at blive testet ved ankomst.

I Grønland har sundhedsmyndighederne lavet en aftale med Rigshospitalet om, at grønlændere kan blive testet der, men den aftale er der ingen garanti for, nu hvor det viser sig, at der er flere dages ventetid til at få taget en coronaprøve.

Lagmanden siger, at man Færøerne ikke har en lignende aftale med hverken rigshospitalet eller andre, som kan lave en test.

- Jeg håber, at folk bliver testet, før de kommer til Færøerne, siger Bárður á Steig Nielsen.

Powered by Labrador CMS