Mange coronaindlagte er ikke vaccinerede

To ud af tre af coronapatienter på de danske sygehuse er ikke vaccineret. Det viser en rapport fra Sundhedsstyrelsen.

Blandt de indlagte under 50 år er stort set ingen vaccineret, mens det for indlagte over 65 år er omtrent hver anden.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er risikoen for at blive indlagt omkring otte gange højere for ikke-vaccinerede sammenlignet med færdigvaccinerede personer.

Det er beregnet ved at se på, hvor mange indlæggelser der er per 100.000 indbyggere i gruppen af henholdsvis færdigvaccinerede og ikkevaccinerede.

Sundhedsstyrelsen skriver, at det er personer godt oppe i alderen med et meget svækket immunforsvar, som bliver smittet, selv om de er færdigvaccineret.

Powered by Labrador CMS