Corona: Bispevielse udsat på ubestemt tid

Den aktuelle coronasmitte-situation spænder ben for en af de største begivenheder, der kan finde sted inden for folkekirken: bispevielse.

Paneeraq Siegstad Munk må vente en tid endnu, hvor hun vil være centrum for bispeindvielsen.

Først skulle bispevielsen have fundet sted den 22. november 2020, men blev udsat til 1. august i år på grund af coronarestriktioner. Nu må man atter udskyde det traditionsrige arrangement, da man ikke kan gennemføre det med et forsamlingsforbud på 20 personer.

- Da bispevielsen er en af de største begivenheder inden for folkekirken, er det ønskeligt at dagen fejres på traditionel vis og med så stor tilslutning fra menigheden som muligt, og dette kan ikke lade sig gøre under de gældende forhold, skriver kirkedepartementet i en pressemeddelelse efter at man har været i dialog med Bispekontoret.

Ingen ny dato

Det oplyses, at man ikke har sat en ny dato for bispevielsen, men udsat den på ubestemt tid.

- Det er selvfølgelig meget ærgerligt, at vi endnu en gang må udskyde bispevielsen. Vi er mange, der har gået og set frem til denne store dag, men det er vigtigt, at vi kan have menigheden med til fejringen af Kalaallit Nunaanni Ilagiits nye biskop, og da det på nuværende tidspunkt er uvist, om det kan lade sig gøre, har vi i samråd med Bispekontoret besluttet at udskyde den, udtaler Naalakkersuisoq for Udannelse, Kultur, Idræt og Kirke Peter Olsen.

Paneeraq Siegstad Munk blev tilbage i oktober 2020 valgt som ny biskop blandt fire kandidater, og hun fik over halvdelen af stemmerne.

Powered by Labrador CMS