Corona gav Brugseni omsætningsrekord

Coronapandemien sikrede Brugseni et stort løft i såvel omsætning som overskud for 2020, viser årsregnskabet.

Aldrig før har der været handlet så meget som i 2020 i Brugseni.
Offentliggjort

Brugsenis omsætning steg fra 854 mio. kr. i 2019 til 945 mio. kr., hvilket svarer til en fremgang på 11 procent. Brugsenis egne forventninger til årets omsætning lå på 4 procent, før coronasmitten ramte verden.

Ekstraordinær nedskrivning

Den store omsætning sikrede Brugseni et årsresultat på godt 13 mio. kr. mod 603.000 kr. året før. To forhold spiller imidlertid ind, idet man ekstraordinært har nedskrevet værdien af bygninger med hele 10 mio. kr., mens den ændrede selskabssattesats har haft en effekt på knap 9 mio. kr.

Årsresultatet sender egenkapitalen op i nærheden af en kvart milliard kroner: 244,5 mio. kr.

Hovedtal fra Brugsenis 2020-regnskab

Af ledelsesberetningen fremgår det, at coronakrisen har haft en stor del af æren for resultatet sammenholdt med, at udgifter til fysiske møder, kurser og andre aktiviteter har været begrænset af coronarestriktionerne.

Brugseni har en målsætning om at investere 5 mio. kr. årligt i sine forretninger, men det mål nåede man ikke, da man i 2020 kun formåede at investere 3,7 mio. kr. i nye biler, LED-belysning, flaskeautomater, en pakkemaskine og etablering af en lejlighed over Brugseni Natalie.

Flere medlemmer

Antallet af aktive medlemmer blev øget med 1.599 og var ved årets udgang på 25.897. Medlemmerne fik via Divi Plussi, der giver tre procent ved hvert varekøb, optjent 19 mio. kr., der blev omsat i nye varekøb.

Ledelsen oplyser, at man har udviklet Brugseni app’en yderligere og mere end 14.000 spillede med, da man via app’en lancerede en julekalenderkonkurrence. I tiden op til julen og nytår var Brugseni udfordret af varemangel, men ”heldigvis landede det nogenlunde og alle butikker kom fint hjem på omsætningen”, oplyses det.

Vil øge omsætningen yderligere

På trods af det ekstraordinært store løft på omsætningen i 2020 mener ledelsen, at man i indeværende år kan løfte omsætningen yderligere med to procent og sikre et resultat før skat og finansielle poster på 6 mio. kr.

Powered by Labrador CMS