Computere aflaster hoteller ved turistspørgsmål

Turister i Qeqqata Kommunia kan fremover søge oplysninger via elektroniske infostandere.

Hotel Sisimuts infostander. Foto: Destination Arctic Circle
Hotel Sisimuts infostander. Foto: Destination Arctic Circle Hotel Sisimuts infostander. Foto: Destination Arctic Circle Hotel Sisimuts infostander. Foto: Destination Arctic Circle

Destination Arctic Circle introducerer et nyt koncept for uvildig turistinformation. Det sker med infostanderne - internetbaserede computere, der giver adgang til relevante hjemmesider om regionens oplevelser, turudbydere, trafiksituation, overnatningsmuligheder og meget mere.

Direktør for Hotel Sisimiut, Anette Lings, har været med i den forsøgsordning, der har dannet grundlaget for projektet:

- Hotel Sisimiut har i godt et år haft en af Destination Arctic Circles infostandere stående til stor glæde og gavn for både gæster og personale. Vores gæster kan i ro og mag undersøge mulighederne for oplevelser i hele regionen, mens personalet har fået mere tid til at tage sig af andre serviceopgaver. Vi har med andre ord fået vores egen uvildige turistinformation lige her i receptionen uden andre omkostninger end et beskedent forbrug af internet, siger hun i en pressemeddelelse.

For GTEs direktør Anders Stenbakken er infostandere samtidig en kilde til løsningen af en ellers ofte stor udfordring for turistinformation i Grønland.

- De infostandere som Destination Arctic Circle nu opsætter i hele regionen er et rigtigt godt bud på en løsning af udfordringerne med uvildig turistinformation i Grønland. Der er høje omkostninger ved at drive bemandede turistkontorer, men med netbaserede infostandere får vi opdaterede informationer på alle destinations steder, og det er en fremsynet løsning, der på sigt kan udvikles til at fungere i hele landet.

Standerne er allerede opstillet i Sisimiut, Itilleq og Sarfannguit og er nu på vej ud i resten af regionen, så de bliver tilgængelige på kommunekontorer, hoteller, museer og i lufthavne i alle Qeqqata Kommunias byer og bygder fra december 2010.

Powered by Labrador CMS