Coding Class indføres i alle kommuner
Tusass’ pilotprojekt, Coding Class, der lærer folkeskole- og gymnasieelever om digitalisering og kodning, er fremover på skoleskemaet i alle kommuner.
Rettelse: Coding Class bliver ikke en fast del af pensum, som først skrevet i artiklen (red.)
Efter to års arbejde med at engagere kommunerne i Grønland, melder Tusass nu om, at Kommune Qeqertalik som den sidste også har indgået en partnerskabsaftale med Tusass om at bringe Coding Class på skoleskemaet.
Det oplyser Tusass på sin hjemmeside.
Tusass’ to læringskonsulenter underviser elever i 7. klasse omkring kodning, hvor Tusass har høstet god erfaring til udvikling af det videre forløb.
- Vi har været rigtig glade for samarbejdet med Tusass og er imponeret over at Coding Class kan være med til at udvikle kompetencer i innovation og kodning blandt eleverne. Vi ser frem til flere forløb med Coding Class i Kommune Qeqertalik, siger fagkoordinator for skoleområdet ved Kommune Qeqertalik, Nivikka Rosing.
Tusass startede deres pilotprojekt med kodning i 2020, og har i dag holdt undervisningsforløb i Nuuk, Narsaq, Qaqortoq, Paamiut, Sisimiut, Ilulissat, Uummannaq samt Aasiaat, og endeligt et online pilotprojekt i samarbejde med Qinnguata Atuarfia i Kangerlussuaq.
Spil og kodning
Elever får mulighed for at kode kreative spil i Coding Class. Derved bliver eleverne styrket i designprocesser, analyse af problemstillinger, innovation, samarbejde og præsentationsteknikker i Coding Class, oplyser Tusass.
- Vi er i dag i en verden, som er under konstant udvikling, og især omkring digitalisering. At kunne begå sig omkring teknologisk videnskab og kodning er et værktøj der bliver mere og mere eftertragtet, også på arbejdsmarkedet, siger administrerende direktør i Tusass, Kristian Reinert Davidsen og fortsætter:
- Vi ønsker at bidrage til at den næste generation har kendskab til hvad det vil sige at kode og erhverve tekniske skaberkompetencer, så de kan arbejde med digitalisering allerede i en ung alder. Jeg er stolt over det arbejde Tusass har gjort sig med at få Coding Class ud til hele Grønland.
Tusass har også pilotprojekter med Coding Class i Institut for læring og i GUX Nuuk.