Christian Eriksen kollapser midt i EM-kamp

Christian Eriksen er efter hjertemassage fragtet ud på en båre med lægehjælp. Kampen er afbrudt, oplyser Uefa.

Christian Eriksen er kollapset i Danmarks EM-kamp mod Finland og modtager i øjeblikket hjertemassage på banen i slutningen af første halvleg.

Kampen er afbrudt ved stillingen 0-0 i det, der er den første kamp for begge holds vedkommende.

Christian Eriksen faldt pludselig om på Finlands banehalvdel, og alle stormede hen til og kaldte på lægehjælp.

De øvrige spillere dannede en ring rundt om Eriksen, og minutterne efter stod de og græd er fortsat dybt rystede over situationen.

De finske spillere forlod banen efter omkring ti minutter.

Kort efter blev Eriksen også fragtet ud af banen på en båre af lægerne. De danske spillere gik med ud.

Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, oplyser, at kampen er afbrudt.

Tilskuerne i Parken står tilbage meget stille, og der er en summen over den danske nationalarena.

Tilskuerne er over højttalerne bedt om at blive siddende, mens der afventes yderligere information.

- Vi kommer med yderligere information så hurtigt som muligt, siger stadionspeakeren.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS