Chok-regninger kulegraves

Varme-regnskaber og efterregninger til over 500 beboere i Sisimiut skal nu undersøges til bunds.

Protesterne mod høje regninger efter varme-reguleringen ender nu med en tilbundsgående undersøgelse af regningerne.

– Vi vandt og vi er utrolig lettede over, at regningerne nu bliver undersøgt til bunds, siger Tabithe Olsen Jensen til Sermitsiaq.gl, der er blandt de mange, der fik sig et chok ved sidste varme-regulering, der medførte en regning, der er væsentlig højere i forhold til tidligere.

Hun havde betalt 8.752 kroner for opvarmning af sin lejlighed i 2006. Sidste regning peger på at hun kommer til at betale 21.267 kroner i 2008.

Det var overraskelser som det Tabithe Olsen Jensen oplevede, der fik vrede beboere af boligblokke i Sisimiut til at demonstrere mandag den 7. april. Beboere i Maniitsoq havde også oplevet det samme.

Landsstyreformand Hans Enoksen holdt møde med beboernes repræsentanter i Sisimiut og nu bliver varme-regningerne undersøgt til bunds.

– De beløb, der er blevet trukket fra lejernes konti, bliver nu midlertidigt tilbageført, og en tilbundsgående undersøgelse vil blive foretaget. Først derefter vil vi vide, hvilke beløb som hører til hvilke regninger. Når vi har fået det afklaret, vil vi oplyse lejerne om dette og lave en afdragsordning, siger bestyrelsesformand i boligselskabet INI A/S Kristian Lennert til KNR.

Powered by Labrador CMS