Gå til hovedindhold

Chefredatøren anbefaler: Tænkeren

Karen Kiær Jakobsen, sekretariatschef i Forfatningskommissionen, har en eksmand, to sønner, en forlovede og to bonusdøtre. Altså en moderne sammenbragt familie. Præcis som hun selv voksede op.

For tre måneder siden, kunne den juristuddannede Karen Kiær Jakobsen sætte sig i Johan Lund Olsens tidligere stol som sekretariatschef i Forfatningskommissionen. Et job, der passer til hende udfordringsmæssigt og tankemæssigt. Hun er nemlig et tænksomt menneske. Noget, som hendes stedfar, tidligere chefredaktør på AG, Philip Lauritzen, påpegede overfor hende flere gange og kom med råd til, hvordan hun skulle tackle.

Karen er vokset op med masser af kærlighed. Hun er født i Nuuk af den nu 61-årige Anne Marie Kiær Bjerge, som har givet sin datter en tro på, at hun kan klare sig selv, og Uvdlo Jakobsen - som har givet hende troen på at man kan opnå alt hvad man gerne vil opnå; man skal bare arbejde for det. Han tvivlede aldrig på hendes evner. Hendes relation til sin far, betegner hun som eksklusivt, indtil hans alt for tidlige død i 2003.

- Fra min fars side, er jeg enebarn. Han troede ikke, at han kunne få børn, da min mor blev gravid, derfor har det været ganske specielt for min far, og det har jeg sådan set altid følt. At jeg var hans mirakelbarn, siger den 41-årige Karen Kiær Jakobsen.

Men også hendes stedfar, Philip – der var en del af hendes liv fra hun var to til 18 år, og selvom han ikke længere var sammen med hendes mor – havde stor indflydelse på hende.

- Vi havde en masse gode, dybe samtaler. Vi var ikke altid enige, men vi kunne forstå hinanden. Han forklarede mig, at jeg bør træffe valg, som er mest hensigtsmæssige og gunstige for mit liv. Han fortalte mig også, at jeg tænkte for meget over alt for mange ting. Jeg skulle begrænse mig til det sunde, at være en tænker. Han var min kæmpe støtte og mentor og en, jeg lærte rigtig meget af, siger hun.

Hun tænker stadig meget.

- Jeg tænker meget og kan godt lide, at snakke om tingene og der synes jeg, at min kommende mand, min forlovede er god til at sparre. Jeg synes, vi komplimenterer hinanden på rigtig mange punkter, siger hun.

Masser af kærlighed

Da Karens mor blev gift med en fåreholder, flyttede de til Sydgrønland. Hun var omkring 10-11 år og boede der i halvandet års tid, før hun flyttede tilbage til Nuuk.

Karen har to yngre brødre. Begge elektrikere. Den ældste, 34-årige Maannguaq Philip Lauritzen, er el-installatør og har sit eget firma i Sisimiut. Den yngste bror, Qillaq Karlsen på 30 år, er lærling hos sin storebror.

Så Karen er i den grad et barn af sammenblandede familier og den positive af slagsen, hvor hendes forældre hver især, har formået at finde mager, der ikke viste forskel på dine, mine og vores børn. Alle børn har altid været ”vores”, uanset hvilket nyt familiemedlem, der blev lemmet ind.

- Jeg synes, jeg har fået kærlighed ”en masse” fra en stedfar og en stedmor og jeg har aldrig følt mig, som en der blev behandlet mere eller mindre, og det har jeg mine forældre at takke for.

Vinder væddeløb

Karen har også boet i Niaqornat som barn.

- Min stedfar, Philip, ville gerne opleve det rigtige Grønland, så vi bosatte os i Niaqornat i 1985. Det var en omvæltning for mig, at flytte fra Nuuk til Niaqornat, men ikke desto mindre, stammer nogle af mine bedste barndomsminder derfra, fortæller hun.

Det var blandt andet her, at hun vandt hundeslædevæddeløbet for børn, sammen med Karl-Kristian Kruse.

- Min mor og Philip havde meldt mig til, uden at jeg vidste det, griner hun.

Det var også i Niaqornat, hun fik en lillebror for første gang. Historien bag hans navn er lige så smuk, som den er tragisk.

- Vi var meget tætte med handelsbestyrerens familie. De var tre børn dengang. Den yngste Maannguaq, behandlede vi som en lille dukke. Hun var vores lille baby. Hun var virkelig et dejligt og kært barn, men desværre, mens min mor var i Uummannaq for at føde, var Maannguaq blevet overfaldet af hunde og hun overlevede ikke sine kvæstelser, selvom de fløj hende til Rigshospitalet. Så da min første lillebror blev født, fik han navnet Maannguaq. Han skulle oprindeligt have heddet Minik, fortæller Karen, der er evigt taknemmelig for, at have fået mulighed for at opleve rigtig mange steder i Grønland under sin opvækst.

Aktiviteter alene og sammen

I dag lever Karen selv i en sammenbragt familie, efter en skilsmisse fra faderen igennem 15 års samliv og med hvem hun har to sønner med, Malik og Ulloriannguaq.

Sønnerne er ikke overraskende de to i verden, som hun er allermest stolt af. Den ældste, Malik, er 18 år gammel og går i 2.g i Nuuk, mens den yngste, 17-årige Ulloriannguaq, bor i Rønde og går i 1.g.

Ud over sine to sønner, har hun med sin forlovede 42-årige Jannik Holm også fået to bonusdøtre i sit liv, 15-årige Maya og syvårige Alma.

Det er ikke altid nemt at få to familier til at gå op i en højere enhed, men Karen og Jannik vil hinanden og derfor har de en tro på, at det nok skal gå.

- Jeg synes, det er fantastisk, at få mulighed for at opleve kærligheden igen. Jeg er et barn af sammenbragte familier og jeg synes kun, at det har givet godt med sig. Måske er det også nemmere for mig, fordi jeg selv er opvokset i en sammenbragt familie, siger hun.

Jannik er for tiden på skoleophold i Danmark i forbindelse med sin uddannelse som fiskerilicenskontrollør.

- Når vi er sammen kan vi godt lide at lave noget sammen, for eksempel lave god mad sammen, gåture, biografture. Altså opleve noget sammen generelt, siger hun.  

- Jeg dyrkede ellers crossfit og elskede det, men jeg er gået lidt i stå, så nu går jeg meget ude i naturen. Det er der, jeg henter en masse energi og kræfter til det arbejde, man nu skal lave i hverdagen, siger hun.

Stå ved jeres meninger

Da AG kommer til interviewet, er der kø ind til Karen Kiær Jakobsens lille kontor. Pele Broberg fra Partii Naleraq er på vej ud af døren og inde på kontoret, snakker hun med Ineqi Kielsen, der er formand for Forfatningskommissionen. Da han er på vej ud af døren, bryder Karen ud i et højt, smittende grin. Det gør hun også flere gange, under interviewet. Men hun er en privat person og flere gange, synes hun at spørgsmålene kommer for tæt på, hvilket også får hende til at grine, samtidig med  halsen bliver lidt tør.

Interviewet foregår ikke på hendes kontor, men i mødelokalet, der faktisk var hendes kontor, da hun kom til. Men det var også det største lokale og derfor var der ikke nogen ordentlige lokaler at holde møder i, så hun rykkede rundt og flyttede ind i et lille hjørnekontor, for at sikre ordentlige mødeforhold for arbejdsgrupperne i Forfatningskommissionen.

Karen blev opfordret til at søge stillingen som sekretariatschef og grunden til, at hun valgte at søge, var udfordringerne ved jobbet.

- Det, at være med til at få lavet et udkast til den første grønlandske forfatning, indebærer rigtig mange ting, der skal gå op i en højere enhed. Hænder her i huset. Dygtige og engagerede mennesker, og kommissionsmedlemmer, der tager arbejdet seriøst, siger hun.

Hvad der måske er endnu vigtigere, er at inddrage befolkningen i arbejdet.

- Vi kan ikke lave et udkast, hvis vi ikke har befolkningen med. Det kan vi ikke. Hvis vi ikke har befolkningen med os, så falder vores arbejde til jorden, siger hun.

Hun var ikke skræmt af, at forfatningen deler befolkningen op i to lige aggressive dele.

- Det skader ikke at prøve. I vores nationalsang "Nunarput utoqqarsuanngoravit", er der den sidste sætning der faktisk er meget godt at have in mente. "saperasi isumaqaleritsi" (Sig jeres mening, uden at kny, red.). Hvis vi hele tiden tror, at vi ikke kan, hvilken vej vil det så føre os? Jeg kan ikke gå rundt med sådan et tankesæt. Det er heller ikke det, der kendetegner mig. Jeg har siden barnsben fået at vide, at jeg opnår det, jeg sætter mig for, siger hun og kommer med eksemplet om sin jurauddannelse.

- Jeg har vidst siden folkeskolen, at jeg ville være jurist. Så viljen har altid været der, siger Karen, der fik sin kandidat i jura i 2010 fra Aarhus Universitet. En uddannelse, hun begyndte på med to små blebørn og en EVU-uddannelse i bagagen.

I forhold til arbejdet, slår hun fast:

- Det er i sidste ende den grønlandske befolkning, der beslutter om vi skal have en forfatning eller ej. At være med til arbejdet er et kæmpe privilegium for mig, og jeg agter at gøre mit bedste.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER