Gå til hovedindhold

Chefredatøren anbefaler: Har passet over 500 børn

Hun fik sit ønskejob som kiffaq (hushjælp) som 17-årig på Børnehjemmet i Uummannaq. I år fejrer hun 60-års jubilæum. Louise Zeeb modtog Nersornaat i sølv i sidste uge, som anerkendelse for en lang og engageret indsats på børnehjemmet i Uummannaq.

Louise Zeeb tog til Uummannaq fra Qaarsut i februar 1960 for at hjælpe et familiemedlem, Kattaliiaraq Lange med hendes forberedelser til sit barns konfirmation. Louise Zeeb var på det tidspunkt knap 18 år og havde boet hos Kattaliiaraq Lange og hendes familie i Uummannaq, da hun nogle år forinden selv skulle konfirmeres i Uummannaq.

- Jeg ville hjælpe Kattaliiaraq Lange med det praktiske inden hendes barn skulle konfirmeres. Som rengøring af huset, vask og strygning af tøj. Og mens jeg hjælp hende, fik jeg arbejde på Sanatoriet. Så jeg hjælper hende endnu, siger hun og bryder ud i latter. Hun vendte nemlig aldrig hjem til bygden Qaarsut, der ligger cirka 20 km vest for Uummannaq.

Louise Zeeb havde dengang beundret kiffakkerne og kunne selv tænkte sig at blive en kiffaq. Det fortalte hun en bekendt, som opfordrede hende til at søge arbejde på børnehjemmet, som dengang kaldtes Sanatoriet.

- I stedet for at være en kiffaq i en familie, kan du blive kiffaq på Sanatoriet og få dit eget værelse, sagde min bekendt, fortæller Louise Zeeb.

Så Louise Zeeb tog modet til sig og søgte arbejde på Sanatoriet i Uummannaq, som dengang havde 24 børn. Og i år, nærmere bestemt 11. marts, kunne hun fejre 60-års jubilæum som ansat på Børnehjemmet i Uummannaq.

- Vi blev oplært af forstanderen om, hvordan vi skulle lægge sengelagner. Og forstanderen vidste altid, hvem der har lagt sengelagner i hvilket værelse. Og hvis lagnerne ikke var lagt korrekt, blev vedkommende kiffaq altid kaldt ind, fortæller Louise Zeeb.

- Mens nogle blev fornærmet over det, tog jeg det ikke så tungt. De daværende forhold har også været med til at udvikle mig, siger hun.

Mandag i sidste uge modtog hun Nersornaat i sølv, som anerkendelse for en lang og engageret indsats på børnehjemmet i Uummannaq.

- Man har nok bemærket mig, selvom jeg selv ikke mener, at jeg har gjort noget særligt, lyder det beskedent fra Louise Zeeb.

Hendes opvækst

Louise Zeeb er født i bygden Qaarsut som datter af storfangeren Thomas Nielsen og hans hustru Karen Nielsen, født Qvist.

Louise Zeeb voksede op i bygden Qaarsut sammen med sine søskende. Faren havde to ældre børn fra sin første kone, mens han havde fem børn med sin anden kone, heriblandt Louise Zeeb.

Louise er den mellemste af de fem børn og den eneste pige i søskendeflokken af farens anden kone. Hendes forældre havde to huse i Qaarsut. Det er farens hus, og det andet, som har været hendes mormors hus.

- Min far havde et stort tørvehus på stranden, mens min mormors hus lå lidt længere oppe i terrænet. Den var også vores hus. Men vi voksede op i min fars tørvehus frem til 1956, hvor vi fik et andet nyt hus længere oppe i terrænet på Narsannguaq, fortæller hun.

Som den eneste pige i søskendeflokken har Louise Zeeb hjulpet sin mor med huslige pligter, mens hendes far og hendes fire brødre var på længere fangstture med deres far.

- Som alle andre børn har jeg været med til at hjælpe med at bære deres fangster ind, når de kom hjem fra deres fangstture. Men det ærgrede mig hver gang, at fangsterne blev lagt ind på gulvet, som jeg havde vasket. Jeg har derfor ikke jublet over deres fangster, siger hun, mens hun fortæller, at det sidenhen har glædet hende meget, når hun fik tilsendt grønlandsk proviant, efter hun var flyttet til Uummannaq.

Delte mad ud

Louise Zeebs far, storfangeren Thomas Nielsen, var en ihærdig fanger med flere fangsthuse langs Nuussuaq-halvøen, som han brugte på sine fangstture. Han havde et fangsthus mellem bygderne Qaarsut og Niaqornat, som han benyttede om foråret, mens isen er ved at bryde op, og et andet fangsthus, der ligger øst for Qaarsut, som han benyttede om efteråret.

Louise Zeeb har kun været sammen med sin familie på fangsttur om efteråret med base i det hus, som ligger øst for Qaarsut, da farens forårsture mod vest har varet længere end efterårsturen mod øst.

- Min far havde et fangsthus øst for Qaarsut i Sarfarfik, som vi omkring oktober plejede tage ind til, og som vi først plejede at forlade, når havisen var ved at lægge til. Her plejede min far at sætte narhvalsgarn ind, mens han fiskede efter fisk med langliner, fortæller hun.

Og tilbage hjemme i Qaarsut skulle Louise Zeeb og hendes søskende altid dele deres fars fangster ud til familier, som manglede kød.

- Vi vidste altid, hvem der manglede kød og delte derfor kød ud til dem. Og vi plejede at springe familier over, som senest havde fået kød af min far, da vi vidste, hvem der manglede hvad, fortæller hun.

- Sådan var det dengang. Fordi de manglede kød, mens vi havde noget tilovers, så delte vi vores ud til dem.

Og Louise Zeeb har taget sin fars skik til sig.

- Jeg gør det selv endnu i dag. Hvis jeg har noget, som en anden mangler, så tøver jeg ikke med at give den til den anden, som mangler den. Det er en skik, som jeg har arvet efter min far, siger hun.

Men det er ikke den eneste skik hun har taget til sig fra sin far. Hendes far har nemlig opfordret sine børn igennem deres opvækst, at de ikke måtte bruge deres liv til dovenskab.

- Folk skal arbejde, fik vi altid at vide. Det er også nok derfor, at jeg fortsat arbejder i dag, siger hun.

Duften af Louise

Louise Zeeb arbejdede de første tre år i sin tid på Sanatoriet i Uummannaq som kiffaq til hun i efteråret 1963 blev sendt på oplæringskursus som kok på køkkenet på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Her arbejdede hun i et halvt år og vendte hjem til Uummannaq i april 1964 og blev kok på Sanatoriet i Uummannaq.

Her arbejde hun som kok de næste 23 år fra klokken 7 om morgenen og enten til 19 eller 17 med nogle timers fritimer om eftermiddagen.

Børn, som enten var forældreløse eller børn af forældre, der var på behandling for tuberkulose, boede på børnehjemmet. Børnene fik varm mad til middag og rugbrødsmader til aften.

- Nogle af børnene har på vej ind til Børnehjemmet udtrykt; Åh, det dufter af Louise, og en medarbejder, som fulgte barnet, havde spurgt; Hvordan? - Hun har bagt boller, havde barnet svaret, fortæller Louise Zeeb med et smil.

- Børnene holder også meget af mig. Selv i dag. Nogle spørger mig, om jeg har brug for hjælp, når de møder mig ude i byen, siger hun.

Louise Zeeb var fra 1964 og frem til 1987 kok på Børnehjemmet, indtil det daværende børnehjem blev lukket, og foreløbig opdelt i dobbelthus et andet sted i byen, indtil der blev bygget et nyt Børnehjem.

- Vi lavede alt, og når vi skulle have mærkedage eller runde fødselsdage har vi altid været gode til at fordele vores opgaver afhængig af vores personlige egenskaber, fortæller hun.

- Ved at dele vores opgaver på baggrund af vores personlige egenskaber, har vi kunnet nå en hel masse på kort tid. For eksempel, når vi skal have konfirmation eller runde fødselsdage. Jeg har altid været glad over, at vi på den måde har kunnet samarbejde, fortæller Louise Zeeb.

Fra 1987, efter det gamle Sanatorium blev lukket ned, blev Louise Zeeb ansat som barnemedhjælper på det midlertidige børnehjem og har sidenhen gennem kurser og uddannelser arbejdet sig frem til en stilling som afdelingsleder på Børnehjemmet i Uummannaq.

- Før i tiden tog jeg også aften- og nattevagter. Og når vi lagde børnene i seng plejede vi at synge salmer og bede Fadervor med dem, fortæller hun.

Ydmyg

Den snart 78-årige Louise Zeeb, der er gift med Jonas Zeeb, og som har to børn, fem børnebørn og et oldebarn, arbejder fortsat på Børnehjemmet i Uummannaq. Dog kun i få timer om dagen og i nogle få dage om ugen. Hun venter nemlig på en hofteoperation.

- Jeg bager brød og laver mad, når jeg møder på arbejde. Børnene kommer nemlig og spiser på frokost på Børnehjemmet, fortæller hun.

Og hun har endnu ikke besluttet sig for, hvornår hun vil stoppe.

- Jeg venter på en hofteoperation. Og jeg vil heller ikke stoppe brat med at arbejde. Derfor møder jeg fortsat på arbejde tre gange om ugen, siger hun.

I de 60 år, hun har arbejdet på børnehjemmet, har hun været med til at passe mellem 500 og 700 børn.  

- Vi har opdraget børnene på vegne af deres forældre. At sende dem til skolen til tiden om morgenen. Og belære dem om deres adfærd. Vi er alle forskellige. Og vi bør allesammen acceptere vore forældre, selvom alle forældre er forskellige. Vi skal også byde alle vore medmennesker velkommen, uanset deres personlighed. Det er hvad, jeg hvad jeg har lært af mine forældre, fortæller hun ydmygt.

Og mange af de børn, som hun har passet igennem årene, har fortsat kontakt til hende. De ringer til hende, når hun har mærkedage. Og specielt én husker hun.

- Mens jeg var i Ilulissat på tidspunkt, kom kvinde over til mig og spurgte, om jeg var den Louise, som havde passet hende på Børnehjemmet i Uummannaq. Vi havde ikke set hinanden i over 30 år. Det var underligt og rørende at møde hende efter så lang tid. Og sidenhen har vi genetableret kontakten til hinanden, fortæller hun.

- Jeg har også en hel masse papbørnebørn rundt omkring i kysten, siger hun, mens hun smiler.

Og mandag i sidste uge fik hun tildelt Inatsisartuts fortjenstmedalje i sølv under en reception i Hans Egedes Hus i Nuuk.

- Hvilke tanker florerede hos dig, da du fik at vide, at du skulle have fortjenstmedaljen?

- Min far fik en medalje under Kongebesøget i Uummannaq i 1960. Min ældste bror fra min mors side, Pavia Nielsen, har også fået en medalje. Og vores ældste bror på min fars side har også fået en medalje, fortæller hun.

- Og vi er en familie, som let bliver rørt. Vi fældede derfor tårer, da jeg fik medaljen. Og jeg havde selvfølgelig mine forældre i mine tanker, siger hun.

Men arbejdet vil hun foreløbig ikke slippe.

- Jeg er underholderen på mit sidste år. Mine kollegaer plejer også at sige til mig, at jeg bare skal sidde og slappe lidt af, da jeg har arbejdet så meget, siger hun.

Du kan læse flere artikler i den seneste udgave af avisen AG, som du kan få adgang til her:

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER