Chefredatøren anbefaler: Inatsisartut-valg påkrævet efter magtskifte i Siumut
Ledelsen af Grønland er et anliggende for hele befolkningen – ikke kun de 71 delegerede på Siumuts landsmøde. Derfor må der snarest afholdes valg til Inatsisartut. Borgerne må ikke alene vide, hvem der styrer landet, borgerne skal også beslutte det. Det skriver Asii Chemnitz Narup i en klumme i avisen Sermitsiaq.
Først og fremmest tillykke til Erik Jensen med formandsposten i Siumut. Der ligger spændende, enorme og udfordrende opgaver og venter. Dernæst også en tak til Kim Kielsen for hans indsats i demokratiets tjeneste.
Men ovenpå de interne processer i Siumut rejser der sig en række udfordringer og ubesvarede spørgsmål. Svaret på dem alle kan afklares med et snarligt valg til Inatsisartut. Lad os tage spørgsmålene og udfordringerne fra en ende af:
- Hvis Erik Jensen er formand for Siumut, men ikke formand for Naalakkersuisut, hvem styrer så reelt Grønland? Hvem forhandler udlandet reelt med? Hvem er for eksempel kommunerne i dialog med? Er det Erik Jensen eller Kim Kielsen? Har den grønlandske befolkning noget egentligt indtryk af Erik Jensens politik og visioner for Grønland? Sidst der var valg, stod det klart at Kim Kielsen stod i spidsen, og at han i tilfælde af flertal, også ville blive formand for Naalakkersuisut. Men det kan jo ikke være sådan, at det blot er cirka halvdelen af Siumuts delegerede, der ved og bakker op om, hvad Erik Jensen vil med Grønland, og kan bestemme ledelsen af Grønland i årene frem – eller hvad?
- Vi er tværtimod alle bekendt med, at Erik Jensen og Kim Kielsen har haft betydelige uoverensstemmelser – i et omfang så førstnævnte trak sig som naalakkersuisoq og senere udfordrede Kielsen på formandsposten. Hvordan skal linjen for Naalakkersuisut være, når nu uenighederne er velkendte? Vi må lægge til grund, at Erik Jensen mener noget andet end Kim Kielsen på en række afgørende områder. Dét har vi som borgere krav på at vide – og tage stilling til gennem en valghandling.
En tredje formandskandidat, Vivian Motzfeldt, tabte i det interne Siumut-opgør – men er nu politisk næstformand i partiet. Og medlem af Inatsisartut, og formand for Inatsisartut. Hvilken betydning har det for ikke alene Siumuts indre liv – men langt vigtigere: Hvilken politisk og praktisk betydning har det, at trekløveret i Siumut-dramaet alle har ønsket at være chefen for det hele? Jeg mener, Grønlands befolkning har krav på et kende holdningerne og retningen i politikken, og få at vide hvem der reelt bestemmer. Det er ikke længere et rent internt Siumut-anliggende. Det er, efter Siumut-landsmødet i weekenden, blevet hele Grønlands anliggende.
Siumut besluttede også at genindføre dobbeltmandater. Jeg er og har altid været dybfølt modstander af dobbeltmandater. Det er en uskik med den form for magtkoncentration, og jeg ved af erfaring at ét politisk hverv – hvis man vil gøre det ordentligt – er krævende, også på tid. Man kan ikke bestride to centrale poster og gøre det godt begge steder. Jeg mener, vi som borgere må have chancen for at vurdere, om Siumuts dobbeltmandater er noget vi ønsker.
Kim Kielsen har i sin tid som formand for Naalakkersuisut igen og igen skiftet ud blandt sine Naalakkersuisut. Nu er der skiftet ud i hele toplaget i det regeringsbærende parti. Det er på tide, at borgerne mødes. Vi må og skal have et valg, hvor politikken og retningen lægges åbent frem for vælgerne.
Timingen for et valg betyder også noget. Der skal snart være kommunalvalg. Kommunerne, med de store og tunge dagsordner, de håndterer, har brug for en kommunal valgkamp, der rent faktisk handler om kommunalpolitik – ikke en valgkamp, der drukner i landspolitik. Derfor bør valget til Inatsisartut finde sted snarest – og ikke først til foråret, hvor det vil forstyrre kommunalvalgkampen.
Den vintersamling, som Inatsisartut har besluttet til februar, må heller ikke ende med at blive suspenderet, fordi der udskrives valg. Tværtimod bør et nyt Inatsisartut være på plads til februar-samlingen. Ellers spilder vi igen tid, hvor der intet sker i grønlandsk politik.
Vi kan ikke være tjent med at have en ren proforma-regering, der bare administrerer indtil det passer Siumut at fortælle borgerne, hvad den nye partiledelse vil med vores land. Der er ikke brug for en skyggeregering – men for handling til gavn for landet og borgerne.
De mange uenigheder internt i Siumut har længe været lammende for hele landet – men nu har der været en demokratisk proces internt i partiet, og den nye ledelse er fundet.
Nu må vælgerne mødes, så vi som befolkning kan tage stilling til om Siumut fortsat skal lede landet med en ny formand i spidsen – eller om der skal andre kræfter til i spidsen for Grønland.