Gå til hovedindhold

Chefredatøren anbefaler: Den grønlandske vinbonde på Hjarnø

Man behøver ikke at bo i Frankrig eller andre traditionelle vinlande for at blive vinbonde. Det fortæller Laila Ramlau-Hansen om.

Ordet ’vinbonde’ er et varmt og hyggeligt ord, som får én til at tænke på sydvendte, solbeskinnede franske bjergskråninger med lange rækker af vinranker. Mark efter mark over bølgende bakkedrag og rigtige ’franske franskmænd’ med alpehue og opsmøgede ærmer, arbejdende sindigt under den varme sol. De fletter vinrankerne ud og ind mellem udspændte tråde, som hjælper planterne med at række op efter solen og samle sukker til druerne og til alkoholen i den ædle drik.

 Alle, som elsker et godt glas vin, kan kun have sympati for vinbønder i alle lande. Og det er nok glæden over vinen, der gør ordet ’vinbonde’ rart og får det til at føles godt i munden.

Når man så en dag falder over ordet i en grønlandsk sammenhæng vækker det naturligvis særlig opmærksomhed. Det er jo ikke vinproduktion, Grønland er kendt for - klimaet dur ikke til det. Vinland ligger på den anden side af Davisstrædet og har måske slet ikke noget med vin at gøre. Så da Laila Ramlau-Hansen, tidligere chefredaktør på AG, på Facebook titulerede sig med ’vinbonde’, lød det virkelig af noget: Laila, vinbonde – et begreb, der giver flere behagelige associationer.

Så var spørgsmålet, om den grønlandske vinbonde omgiver sig med samme romantiske rammer og landskabelige idyl som sin franske kollega og traditionelle vinbønder overalt i verden. Sådan ville det jo have været, hvis omgivelserne var Grønlands lune dale i bunden af de dybe fjorde, hvor sommeren regerer med varme og solskin. Men det er ikke der, Laila holder til.

Romantisk idyl

Lailas vinmark er bare en let skrånende plet på den danske Hjarnø i mundingen af Horsens Fjord. Men hvad romantisk idyl angår, står dette sted ikke tilbage for de sydvendte franske bjergskråninger. Vinmarken hælder let mod syd med udsigt mod det lille færgeleje, der på syv-otte minutter forbinder øen med det jyske fastland ved Snaptun. Stemningen emmer af fred og ro og god tid. Og selvom der er langt mellem naboerne – man bor ikke klos op ad hinanden – så kommer folk på Hjarnø hinanden ved. Ensom bliver man ikke. Det er som en grønlandsk bygd.

Hvad vores tidligere AG-redaktør, Laila Ramlau-Hansen, angår er ensomhed i det hele taget et ukendt begreb. For ikke alene kommer folk på Hjarnø hinanden ved. Det gør Laila og manden, Ole, også. De trives godt på Hjarnø, deler interesser – for eksempel med vinproduktion, hvor Ole er bryggeren og Laila bonden – og de takker forsynet for at have etableret sig på den smukke ø.

Selvom Hjarnø er ganske lille – der bor 100 mennesker – så kan der godt gå lidt tid med at køre rundt og finde den rigtige adresse. Så Laila mødte Jeres udsendte ved den lille kirke, der ligger tæt ved færgelejet, og kørte foran hjem. Og her – ret norden for huset – ligger vinmarken. Det gjorde den også før, Laila og Ole flyttede til Hjarnø. Vinen er nemlig ikke et projekt, de er alene om. Lokale øboer var i 2002 begyndt at tænke på et bryggeriprojekt. Det var i den periode, hvor det ene håndbryggeri dukkede op efter det andet, men folkene på Hjarnø ville noget andet. De ville lave vin, og ikke af æbler og andre danske frugter, men af ædle druer, som kunne levere ædel vin.

Hvorfor vinbonde

En dag i det tidlige forår sad jeg ved et bord i vinmarken sammen med Laila. Solen skinnede, det var behagelig varmt, og Laila skulle fortælle mig, hvorfor hun var blevet vinbonde. Det viste sig hurtigt, at titlen ikke er en morsomhed, men alligevel lidt for sjov, fordi vinmarken er en hobby, der ikke skal give noget afkast.

- Da Ole og jeg kom her til Hjarnø, var det vigtigt for os at blive socialt integreret, fortæller Laila. – Og her, hvor vi sidder, lå denne vinmark klos op ad huset, som om den hørte til vores. Vi havde lagt mærke til, at en flok mennesker en gang eller to om ugen samledes omkring arbejdet i vinmarken. Det måtte være et godt sted at tage fat for at lære folk godt at kende – og være med til noget. Men let var det ikke.

 - Man bliver ikke uden videre accepteret, fortsætter Laila. - Vinlauget her på øen er ikke en forening, man bare kan melde sig ind i. Man skal godkendes af alle i lauget. Vi måtte flere gange ned på vores grædende knæ, og langt om længe forbarmede de rare mennesker sig over os.

Var det en gammel drøm at blive vinbønder?

 -  Overhovedet ikke, fortæller Laila videre. – Vi havde ingen som helst viden om vinproduktion, hverken dyrkning eller brygning, så vi måtte lære det fra bunden. For os handlede det alene om det sociale udbytte, og det fik vi da til fuldkommenhed. Heldigvis havde de andre i lauget sat sig grundigt ind i emnet. Nogle havde været på kurser og lært det nødvendige, men jeg tror da også, at vi med den interesse, vi efterhånden fik, har tilført lauget noget brugbart.

Er I så en slags andenrangs medlemmer, fordi I først kom med, da den tunge opstart var overstået?

- Jo, i starten kunne vi da godt mærke, at vi skulle tilpasse os. Men nej, nu er vi fuldt og helt integreret i lauget og har da også været med til at forbedre produktionen.

Hårdt arbejde

Hvordan laver man vin?

- Selve vinproduktionen må du tale med Ole om. Selv har jeg mere med markarbejdet at gøre, og det er hårdt arbejde, skal jeg sige. Vi har 1000 planter fordelt på røde og hvide druer, og de står ikke bare og passer sig selv.

Forklar det lidt nærmere…

- Så vil jeg begynde med det knokleri, vi har, så snart druerne er høstet. Vinrankerne vokser utroligt hurtigt, og alt det, der gror op fra stokken, skal skæres væk. Det er et vildnis at kæmpe sig igennem, men vi er heldigvis flere om det, og den sociale gevinst er et godt udbytte. To grene fra stokken bindes så op tæt ved jorden, og her fra vokser rankerne op næste år. De når let mandshøjde, og efterhånden som de gror, fletter vi dem ud og ind mellem de tråde, vi har udspændt for at de kan nå op og samle sol og energi til dannelse af sukker i druerne.

- Druerne sidder lavt ved jorden, og vi plukker dem siddende på nogle små vogne for ikke at belaste ryggen for meget. Og netop denne del af arbejdet i vinmarken er en fest, der trækker folk til fra hele øen for at hjælpe. Ingen tvivl om, at vort engagement i vinlauget har været med til at integrere os på denne skønnet plet.

Hvordan smager Jeres vin?

- Den smager skam godt. Det har vi manges ord for. Den anerkendte vinhandel, Vinoble i Horsens, har smagt vores vin og vil gerne have den på repertoiret. Det tager vi som en anerkendelse, men har sagt nej alligevel, fordi det så kræver en masse godkendelse og kontrol, som er for bøvlet for en hobby.

2.000 flasker skal drikkes

Hvor meget producerer I?

- Et godt år kan give 2.000 flasker, mens et dårligt år kun giver 500.

Hvordan klarer I at drikke 2.000 flasker?

- Det klarer vi skam heller ikke alene, griner Laila. – For det første er vi ni familier i lauget, og selvom alle naturligvis holder af vin, så er det mere end i overkanten af, hvad vi kan klare selv. Derfor har vi også lidt stalddørssalg i forbindelse med vingårdsekskursioner. Vi sælger ikke rødvinen, men vores hvidvin og rosévin er meget populær.

I modsætning til dansk producerede vine i almindelighed, er Hjarnø-vinen ikke særlig kostbar. En flaske god rosé eller hvid vin kan fås for 100 kroner, og hvis man køber to, får man dem for 150 kroner i alt.

- Jamen, vi skal jo ikke tjene på det, forklarer Laila. - Vi har bare ikke plads til de mange flasker efter et godt år og er interesseret i at komme af med dem for at skaffe plads til ny vin.

Nu var det tid til at høre, hvordan Laila & Co. fremstiller vinen, og Laila henviste til Ole, fordi det er hans domæne.

Vin er religion

Vi kørte op til en mindre ejendom, som lauget har købt og i en længe indrettet sig med alt nødvendigt til en fornuftig vinproduktion. Det er tydeligt, at Ole Ramlau-Hansen trives godt i bryggeriets omgivelser, der virker mere professionelle end man skulle tro om hobby-faciliteter.

Ole forklarer, at druerne som det første vejes. Det er vigtigt at kende mængde og sukkerindhold for at beregne, hvor meget sukker, der skal tilsættes.

- Derefter fylder vi dem over i den her store ’persillepresser’, hvor druerne knuses og stilkene fjernes. Massen anbringes i nogle store kar, hvor den macererer – det vil sige opblødes – og hvor mosten tager farve og smag fra skaller og kerner. Røde druer giver rød vin forudsat, at de macererer tilstrækkeligt længe. Men fjerner man skallerne med det samme, bliver det til hvidvin. Rosé kan laves af røde druer, der kun har macereret i 3-4 timer.

Ole forklarer videre: - Efter at masken er fjernet, stoppes gæringen, og vinen overføres på fade. Vi har en kapacitet på 2.000 liter, som ved de fire-fem omstikninger bliver noget reduceret. Vi har været oppe på fuld produktion nogle gange, men det afhænger jo af vejr, sol og så videre. Efter sidste omstikning i maj, filtreres vinen og flaskes via en højdetank oppe på loftet.

Modnes vinen på flaske?

- Vores vin er ikke langtidsholdbar, indrømmer Ole. - Der er ingen garvesyre i den, og den skal drikkes, inden den bliver for gammel. Men det spørgsmål er der i virkeligheden mange forskellige meninger om. Vin er en ’religion’, hvor troen kan flytte bjerge eller i alt fald påvirke oplevelsen af vinen. Jeg mener ikke, at vores vin bliver bedre af at ligge - vi har jo prøvet – mens andre i lauget bedyrer, at der sker en positiv udvikling ad åre.

Men I er alle religiøse?

- Ja, alle er ’religiøse’, slutter Ole Ramlau-Hansen.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER