Chefredatøren anbefaler: Er Grønland ved at snuble i sin egen råstofstrategi

Flere overskrifter i dagspressen drøfter Kommune Kujalleq og Grønland.

”Kommunens økonomiske situation bekymrer Departementet for Finanser”.

”Departementet for Finanser efterlyser svar på, hvordan Kommune Kujalleq skal klare sin situation”.

”For Grønland er det uværdigt at være på støtten til evig tid”.

Det står i skarp kontrast til forløbet for Tanbreez-projektet, som allerede nu kunne have haft en Tanbreez-mine, hvis ikke myndighederne tøvede så meget. Myndighederne søger at gøre kagen større til fordel for Grønland, med risiko for at endnu et mineprojekt skrider i svinget.

Kulisserne i Canada

Den 4. marts 2020 var artiklens forfatter vidne til et møde mellem Tanbreez, en repræsentant for amerikanske investorer samt medlem af Naalakkersuisut for Råstoffer og Departementet for Råstoffer. Under mødet drøftedes muligheden for endeligt, efter mange års forsinkelser, at få etableret en produktion i Tanbreez mineprojektet i skyggen af Redekammen, Killavaat Alannguat, et område der på dansk kaldes for Kringlerne.

Tanbreez mineprojektet har udsigt til at blive til Grønlands mest miljøvenlige mine på niveau med Dundas Titaniums planlagte sandmine ved Moriusaq som netop nu er under høring.

– Jeg har investorer i USA som er klar til at få sat Tanbreez-projektet på skinner. Det eneste investorerne venter på er en udnyttelsestilladelse, sagde Greg Barnes fra Tanbreez.

– Investorsituationen i USA for projektet er for øjeblikket gunstig. USA er i gang med at etablere sig som producent af ikke bare sjældne jordarter, men også en række andre råmaterialer, som er vitale for landets økonomi. Myndighederne i USA har afsat et betydeligt beløb til denne udvikling. Politisk er der et ønske om, at forsyningen af disse for USA kritiske råvarer så vidt muligt skal ske fra den nordamerikanske sfære, udtalte de mulige investorers repræsentant, Christopher Messina og fortsatte:

– Tanbreez-mineprojektet har den fordel, at minen, ud over at producere sjældne jordarter, også vil have en betydelig indtjening fra andre produkter som zirkonium, niob og tantal. Det giver en produktdiversitet, hvilket er et økonomisk sikkerhedsnet for mineprojektet. Såfremt Kina skulle finde på at dumpe priserne for sjældne jordarter, hvilket de jo har gjort før for at sikre sig markedsmonopolet, så vil Tanbreez stadig kunne tjene penge på de øvrige råvarer.

Mødet skete i forbindelse minemessen PDAC i Toronto, hvor 23.000 delegerede fra hele verden. I disse dage mødes prospektorer med finansorer for at sikre fremdrift på mineprojekter rundt om i verden. Af en eller anden årsag har disse kulisser en vis effekt på forhandlingerne. Mødets deltagere var enige om, at der ikke var mange forhindringer tilbage for mineprojektet. Og der blev aftalt et tidsforløb, hvor målet er at få fjernet de sidste knaster, således at der kunne stilles en udnyttelsestilladelse i udsigt.

– Vi bør kunne blive færdige indenfor en måned, udtalte sagsbehandleren på projektet.

– Aah, vi skal lige huske, at oplæggene også skal oversættes til grønlandsk, så skal vi ikke satse på at have projektet køreklart indenfor to måneder, foreslog departementschefen, og der blev nikket hele vejen rundt. En tidsplan var rimeligvis på plads.

Et simpelt mineprojekt

Som tidligere nævnt er Tanbreez’ mineprojektet sammenlignelig med Hudsons anorthosit-mine i Qaqortorsuaq samt den planlagte sandmine ved Moriusaq. Tanbreez’ plan er at bryde fjeldet som et stenbrud. Fjeldet grovknuses i bruddet og køres ned til et anlæg, der knuser fjeldet yderligere til sandstørrelse. Sandet køres forbi en magnet i flere omgange, hvorved sandet sorte dele (arfvedsonit), røde dele (eudialyt) og lyse dele (feldspater) adskilles. Minen vil i første omgang få tilladelse til at producere og udskibe de røde dele.

Men på sigt er det mineprojektets plan, at de lyse dele også vil kunne eksporteres som råvare til fremstilling af porcelæn (tænk: toilet og vask) og glas. I stedet for at disse dele deponeres som affald.

På sigt er det også planen, at de sorte dele vil kunne eksporteres som tilslag til teglsten og lignende produkter. I stedet for at disse dele deponeres som affald.

Affaldsproduktionen vil da kunne være betydeligt mindre end oprindeligt planlagt.

En første fase af minen vil kunne give omkring 80 arbejdspladser. Det er simple arbejdspladser, som på sigt vil kunne løftes af lokalsamfundet. Denne første fase vil kunne give lokalsamfundet en øget omsætning som omtrent svarer til omsætningen hos Arctic Prime Fisheries (APF). Som bekendt har APF haft en gunstig indvirkning på udviklingen i Kommune Kujalleq.

Krav om kemisk værk

Hvad er årsagen til, at den udnyttelsestilladelse der blev stillet i udsigt endnu ikke er på plads?

Det ved vi ikke med sikkerhed, for der er generelt altid meget stille i Råstofdepartementet. Derfor må vi gætte på, at forsinkelserne skyldes, at

1. Naalakkersuisut vil have en større del af kagen
2. Naalakkersuisut vil have flere arbejdspladser og en øget værditilvækst i Grønland
3. Naalakkersuisut peger på Kvanefjeld. Hvis Kvanefjeld kan etablere kemisk værk, så skal Tanbreez også

Flere arbejdspladser

Da det for Grønland er uværdigt at være på støtten til evig tid, så gælder det om at øge antallet af arbejdspladser og sikre en højere værditilvækst i Grønland. Det er en forståelig tankegang som nemt bliver en mantra, hvis man ikke sætter sig ind i de markedets mekanismer.

• Anlægsinvesteringer i et kemisk værk i Grønland vil være forholdsmæssigt højere end i tilsvarende anlæg i udlandet. Hvilket vil forringe projektets konkurrenceevne. Dette er dokumenteret af Tanbreez i samarbejde med Copenhagen Economics.
• Driftsomkostninger i et kemisk værk i Grønland vil være forholdsmæssigt højere end i tilsvarende anlæg i udlandet. Hvilket vil forringe projektets konkurrenceevne. Dette er dokumenteret at Tanbreez i samarbejde med Copenhagen Economic.
• Forholdet mellem importører og eksportører af produkter fra et eventuelt kemisk værk er underlagt en række handelsbarrierer, som forringer konkurrenceevnen af et kemisk værk i Grønland. Dette er dokumenteret af Tanbreez.
• Naalakkersuisut har ikke været i stand til at anvise områder, hvor myndighederne vil tillade kemiske værker og godkendte deponier til kemisk affald.
• Kommune Kujalleq har tidligere skriftligt argumenteret imod kemiske værker i Kommunen, både for Tanbreez- og Kvanefjeldsprojektet. Disse tiltag er i konflikt med andre erhvervsudviklingstiltag i området.

Kemisk værk

Både Tanbreez og Kvanefjeldet er beliggende i samme geologiske formation. Men mineprojekterne er meget forskellige fra hinanden.

• Pengestrømmen for Kvanefjeldet er under gældende markedsforhold domineret af værdien af sjældne jordarter.
• Pengestrømmen for Tanbreez er under gældende markedsforhold domineret af værdien af zirkonium og niob, mens sjældne jordarter blot udgør i størrelsesordenen 25 procent af værdien.
• De miljømæssige rammer er væsentligt forskellige.
• VVM-redegørelsen for Kvanefjeldet er endnu ikke sendt til høring.
• Begge mineprojekter kan producere salgbare koncentrater, uden etablering af kemiske værker.

Tiden er overskredet - igen

Den 4. marts var der udsigt til, at Tanbreez ville blive meddelt en udnyttelsestilladelse inden 4. maj. Tiden er overskredet. Muligheden for et tiltrængt aktivitetsforøgelse i Kommune Kujalleq er endnu engang udskudt. Samtidig fremgår det af dagspressen, at Kommune Kujalleqs økonomiske situation bekymrer Departementet for Finanser.

Tanbreez vil gerne etablere en miljøvenlig operation, men der er forbavsende mange forhindringer. Man får det indtryk, at Tanbreez helst ikke må komme i produktion før Kvanefjeldet. Det er naturligvis bare noget jeg bilder mig ind.

Tanbreez vil producere og eksportere de røde eudialytmineraler på samme måde som Hudson i 2015 fik lov til at eksportere det grå anorthosit fra deres mineprojekt, i stedet for at lave glasfiber i Grønland. På samme måde som Dundas Titanium forventer at eksportere det mørke ilmenit-sand, i stedet for at lave titanium i Grønland.

Hvorfor den forskelsbehandling?

Grønland er endnu engang ved at snuble i sin egen råstofstrategi.