Gå til hovedindhold

Chefredatøren anbefaler: Christina Johnsen får tre år mere

Det er på trods af, at handicaptalsmanden kritiserer, at personer med handicap ikke får den hjælp og støtte, som de har krav på i henhold til lovgivning og konvention

Siden 2017 har handicaptalsmanden haft travlt, og der har været fokus på personer med handicaps vilkår.

Men det er et trist billede, der tegner sig for personer med handicap her i landet. Dels får de ikke den hjælp, de har krav på.

De får ikke at vide, at hvad deres rettigheder er.

Dels er behandlingstiden alt for lang. Dels får de handicappede ikke at vide, hvilke rettigheder de har.

Ved afslag på en ansøgning, får personer med handicap ikke at vide, hvor eller hvordan de kan klage over afgørelsen.

Der er ikke notatpligt for medarbejdere, og der foreligger ikke referater af møder.

Der er ikke ens vilkår for alle, nogle får hjælp, mens andre ikke får hjælp.

Det er vanskeligt for personer med handicap at bevæge sig rundt i samfundet.

De kan ikke komme ind og ud af bygninger.

De har svært ved at rejse, da det er vanskeligt at komme ombord i et skib eller i et fly.

Det viser de forskellige rapporter og analyser, som Tilioq har lavet.

Det har vi brugt tid på

Christina Johnsen fortæller:

»Vi har brugt meget tid på at indhente viden. Der findes ikke noget systematiseret datamateriale på handicapområdet. Handicappolitik er ikke kun socialpolitik. Handicap har ingen alder, og mange lever med et handicap fra vugge til grav. Derfor er der rigtig mange forskellige områder end socialpolitikken som handicap berører. Det er ikke en homogen masse af folk, vi har at gøre med. Det er forskellige aldre, livssituationer og et væld af forskellige typer af handicap og diagnoser.

Jeg synes, vi er nået langt. Mange kender os og vores arbejde. Vi har allerede været på orienteringsrejser, som også har givet et godt indblik i de forskellige forhold, mennesker med handicap lever under. Noget, der går igen, er den manglende kendskab til rettigheder og lovgivning. Dette er noget, jeg har bemærket i forbindelse med flere andre jobs jeg har haft. Både som politimand, dommer, forsvarer og kommunalt ansat. Jeg har blandt andet holdt oplæg for nogle kommunale medarbejdere om vigtigheden af at overholde notatpligten«, fortæller Christina Johnsen.

Kan ikke leve et selvstændigt liv

Analysen om 500 borgerhenvendelser til Tilioq fra 2017 til 2019 viser, at en stor gruppe personer med handicap ikke får den hjælp, der skal til for at de kan leve et selvstændigt liv, fortæller handicaptalsmanden.

Når personer med handicap ikke får hjælp til at indgå i  samfundet så indskrænkes deres valgmuligheder, hvilket betyder, at Grønland ikke lever op til FNs handicapkonventions artikel 19 om retten til et selvstændigt liv og til at være inkluderet i samfundet, konkluderer analysen.

Et selvstændigt liv er et liv, hvor personer med handicap kan deltage i samfundet på lige fod med alle andre. Det er således et liv, hvor personer med handicap er inkluderet i samfundet uden at blive mødt af fordomme, mobning eller diskrimination.

Christina Johnsen afslutter derfor analysen med anbefalinger om en øget indsats på tværs af landet og på tværs af institutioner for at sikre, at personer med handicap får den støtte, de har behov for, krav på og lovmæssigt sikres mod diskrimination.

De, der henvender sig til Tilioq, er for lidt over halvdelen personer med handicap, mens omkring 40 procent er pårørende til personer med handicap. Og meget ofte er det forældre til børn med handicap, der henvender sig til Tilioq. De henvender sig dels for at få støtte, dels for at klage over en afgørelse, men også for at få vejledning i, hvordan de bedst kan hjælpe deres familiemedlem med handicap, og for at få at vide hvilken ret til hjælp, de har.

Støtte og hjælpemidler

Tilioq modtager flest henvendelser om støtteforanstaltninger og hjælpemidler. Det er over en tredjedel af alle henvendelser. Vi opleve således, at mange borgere ikke får de hjælpemidler eller støttepersoner, der skal til for at overkomme de barrierer, de møder i samfundet, og som kan gøre dem i stand til at deltage på lige fod med andre.

En ældre kvinde passer selv sin kræftsyge mand og voksne hjerneskadede barnebarn. Barnebarnet er meget voldsom efter at have fået sin hjerneskade. Hun får ingen aflastning eller hjælp til pasningen.

Flere oplever, at de kommer i klemme mellem de forskellige myndigheder og systemer, som ikke taler sammen. En sag, der ender i klemme mellem systemerne, kan tage meget lang tid, da de forskellige systemer ikke altid er enige om, hvem der skal afholde udgifterne. I sådanne spørgsmål ender borgeren uden hjælpemidler, da der ikke er en koordineret indsats for at sikre, at den anden myndighed tager over.

En mand med armprotese oplever problemer med at få udleveret creme til sin protese, da sundhedsvæsenet ikke vil udlevere det længere. Manden har fået at vide, at det er et varigt mén, og at det er kommunens ansvar. Meddelelsen var baseret på en lov, der endnu ikke var trådt i kraft, og de stod uden mulighed for at søge om økonomisk støtte til cremen andre steder.

Lang sagsbehandling

Den anden største årsag til, at borgere henvender sig til Tilioq, er sagsbehandlingen i kommunerne. Her er det særligt meget lange sagsbehandlingstider, vi hører om.

Desuden får vi mange henvendelser om, at kommunerne ikke lever op til sin notatpligt, hvilket kan betyde, at en eventuel klage over afgørelsen til Det Sociale Ankenævn ikke kan behandles. Det Sociale Ankenævn er ofte nødsaget til at hjemvise klager til at blive genoptaget af kommunen, da der ikke findes tilstrækkelig materiale til, at de kan vurdere sagen, fortæller Tilioq i analysen.

Eksempler på mangel på støtte

En kørestolsbruger fortæller, at hun bor i en lejlighed på 3. sal, og at hun kun har en børnekørestol til sin rådighed. Hun får ingen hjælp fra kommunen. Kommunen har sagt, at der skal være et møde, men der er ikke sket noget i hendes sag, siden hun første gang henvendte sig et halvt år tidligere.

En kvinde med en medfødt handicap oplever, at sundhedsvæsenet holder op med at give hende ortopædiske sko samt skinne til sko. Hun fik ingen begrundelse og ingen hjælp til, hvor hun selv skal gå hen for at søge om støtte til skoene.

Ung kvinde med handicap på videregående uddannelse kan ikke få en praktikplads og må afbryde sin uddannelse.

En mand med et fysisk handicap fortæller, at han havde fået gæld og var smidt ud af sin lejebolig efter 24 år og nu bor hos bekendte. Hans fysiske handicap gør det svært for ham at finde arbejde. Hans gæld står i vejen for, at han kan få tildelt en socialbolig.

En kvinde fortæller, at hun som uddannet person med handicap oplever, at virksomheder og arbejdspladser foretrækker personer uden handicap. Virksomheder lytter til hendes oplysninger om, hvilke hjælpemidler hun har behov for, men vælger hende fra, da de ikke ønsker at tilpasse sig forhindringerne.

I Tilioq oplever vi i høj grad, at borgerne ikke kender deres rettigheder og derfor har brug for vejledning om, hvor de skal søge hen for at få den rette hjælp. Vi har 44 gange i perioden 2017-2019 rådgivet borgere om, hvad de har ret til ifølge gældende lovgivning og 13 gange om, hvad de har ret til ifølge handicapkonventionen.

Hvorfor er Tilioq her

Christina Joensen siger om sit arbejde og om handicaptalsmandens institution:

»I den perfekte verden var der ikke brug for Tilioq. Men nu har vi modtaget over 500 borgerhenvendelse. Vi har lavet en rapport om disse henvendelser. Mange borgere får ikke den hjælp og vejledning de har ret til.

Mange får slet ikke svar på deres henvendelser. Og hvad sker der? Ikke en dyt. Det har ingen konsekvenser, at sager syltes.

Hvis du bliver fejlbehandlet hos sundhedsvæsenet kan du få patienterstatning. Hvis du bliver uberettiget anholdt kan du få erstatning. Men der sker ikke noget, når det er kommunerne, der laver fejl. Ombudsmanden kan rette kritik, ankenævnet kan hjemvise sager. Tiden går – og hvad så? Forestil dig, at du bliver kørt ned af spritbilist, og du ikke længere kan gå. Livet ændrer sig på et splitsekund. Du kan ikke længere varetage dine funktioner, hverken i hjemmet eller på arbejdet. Du er ikke længere den mand, din kone giftede sig med.

Og du skal nu bede om hjælp af en myndighed. Dig der altid har været vant til at klare dig selv. Når du så bliver mødt med mistro og fordømmelse overalt, hvor du kommer, så er det ikke sikkert at du overhovedet har kræfterne til at tage kampen mod myndighederne. Du orker til sidst ikke længere. Og hvad vej går det så? Forstil dig, at du får et barn med et handicap. Når du spørger vordende forældre om de ønsker sig en pige eller dreng er standardsvaret næsten altid, at det er de ligeglade med, bare barnet et sundt og raskt.

Men hvad så, når barnet så ikke er sundt og raskt? Når barnet har et handicap og barnet har brug hjælp og støtte? Det er altså ikke rart at skulle løbe rundt og bede om hjælp. Og de færreste har overskud til at læse al lovgivning«, siger handicaptalsmanden.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER