Gå til hovedindhold

Chefredatøren anbefaler: Bygder – det store tabu

Grønlandske politikere banede selv vejen for G-50 og G-60 – nedlæggelse af bygder. De ønskede nemlig udvikling og velstand. Midlet dertil var fiskeri og fraflytning af bygder og bopladser.

Nedlæggelse af bygder er et giftigt politisk emne. Ja, faktisk har bosættelsespolitik været omstridt og givet anledning til ballade i mere end 100 år. Ofte med overraskende modsætninger.

Det påviser historiker og ph.d. i eskimologi Einar Lund Jensen i en ny bog. Her kan man læse, at grønlandske politikere i perioder arbejdede energisk for at nedlægge bopladser og samle folk i større samfund – indimellem i strid kamp med det danske kolonistyre, som holdt på, at folk selv måtte bestemme, hvor de ville bo. Ja, i 1800-tallet har Kongelige Grønlandske Handel ligefrem kæmpet for at sprede folk så meget som muligt, fordi det gav større fangst.

Går man bare lidt tilbage i tiden, er der en del overraskelser i grønlandsk politik. Her så fronterne helt anderledes ud end i dag.

Einar Lund Jensen påviser nemlig, at grønlandske politikere – stik imod det træge danske kolonistyre – kæmpede for at samle folk i større byer og bygder. Det ville det give udvikling, argumenterede grønlandske politikere i 1920’erne, 30’erne og 40’erne.

Ja, helt frem til den omstridte og​​​​​​​ senere så forhadte G-50 og G-60-centraliseringplan argumenterede grønlandske politikere som​​​​​​​ Augo Lynge ivrigt for at nedlægge bopladser og samle befolkningen i større byer. De mente, det var vejen til velstand og udvikling.

Referater fra Landsrådene viser, at de fleste politikere i årevis gik ind for, at befolkningen skulle samles på færre steder af hensyn til Grønlands udvikling, mens de danske myndigheder ikke ville flytte folk imod deres ønske.

De politiske fronter stod altså lige modsat over for hinanden, end vi kender det fra konflikten omkring Qullissat. Nedlæggelsen af kulminebyen skabte stor vrede og blev startskuddet på det stille ungdomsoprør, som senere førte til hjemmestyre.

Grønlandske kilder

Einar Lund Jensens bog med den tunge titel Boplads – udsted – koloni? En undersøgelse af diskussionen i Grønland om bosættelsespolitikken 1911-1952 er udgivet af Departementet for Sundhed og Forskning som led i serien Arktisk Forskningsjournal.

I forskningsarbejdet, som ligger bag bogen, har Einar Lund Jensen​​​​​​​ bevidst gået efter grønlandske kilder og grønlandske politiske synspunkter omkring bosættelse.

- Der er skrevet så meget om den​​​​​​​ danske politik på området, forklarer Einar Lund Jensen.

Han arbejdede i mange år på​​​​​​​ Nationalmuseet og var i sin tid leder af Grønlandssekretariatet, der​​​​​​​ arbejdede for tilbageførsel af museumsgenstande fra Danmark til​​​​​​​ Grønland.

Einar Lund Jensen er født i Sisimiut. Familien flyttede senere til​​​​​​​ Qulilssat og Qasigiannguit. Han husker fra sin barndomstid mest Qeqertarssuaq, hvor faderen var kolonibestyrer. Her lærte Einar at
tale grønlandsk. Og snusede oven i købet også til østgrønlandsk de to år, han var skolelærer i Kuummiut. 1983-88 arbejdede han som​​​​​​​ gymnasielærer i Aasiaat.

Selv siger han beskedent, at han ikke er særlig god til grønlandsk.

- Jeg lærte at tale det i barndommen. Jeg har tonen. Jeg kan sige fuldstændigt rigtige sætninger. Så det lyder som rigtigt grønlandsk.
Men det er slet ikke perfekt, mener han.

Nedlæg bygder

En vigtig pointe i Einar Lund Jensens bog er, at det var de grønlandske politikere, som pressede på over for den danske kolonimagt for udvikling og færre beboede steder. Dermed var de selv med til at bane vejen for en bevidst bosættelsespolitik med udflytning fra​​​​​​​ bygder og bopladser til større byer – som senere hen blev kritiseret for at være brutal.

- Op gennem 1920’erne, 30’erne og 40’erne var der et politisk pres for at skabe udvikling. Vi kan ikke mere leve som fangere. Vi skal leve af fiskeri og have fiskerianlæg.​​​​​​​ Derfor skal der bo flere folk i byerne. Det er den eneste måde at​​​​​​​ skabe udvikling på, mente politikerne dengang, forklarer Einar Lund Jensen.

- Vi skal stræbe efter et moderne​​​​​​​ samfund. Og mere velstand. Sådan var holdningen hos de grønlandske politikere. Mens det danske kolonistyre var trægt. For​​​​​​​ Grønland måtte ikke koste penge.

- Dermed var de grønlandske politikere selv med til at bane vejen for den centralisering og nedlæggelse af bygder, som fulgte efter 2.​​​​​​​ Verdenskrig.

Et stille oprør

Ifølge Einar Lund Jensen peger de nationale bevægelser, som for 
eksempel Henrik Lund og Augo Lynge stod i spidsen for, frem mod det senere hjemmestyre.

- Man kæmpede for større politisk indflydelse. Det var et stille og​​​​​​​ roligt oprør mod kolonimagten. Samtidig med at politikere som Augo Lynge ønskede at Grønland skulle være en del af Danmark. Men vel at mærke en ligestillet del.

- I Vestgrønland alene var der i 1910 ikke mindre end 181 beboede steder. Oven i det kom så Qaanaaq-området og Østgrønland.​​​​​​​ Landsrådene (der var både et landråd i Sydgrønland og et i Nordgrønland, red.) mente, det var alt for mange. De ville have udvikling. De ville centralisere. Den danske holdning før 2. Verdenskrig var, at det endelig ikke måtte gå for stærkt. Og det måtte ikke koste penge.

Ryd bygden nu

I bogen fokuserer Einar Lund Jensen på det daværende Julianehåb distrikt. Geografisk svarer det til den nuværende Kommune Kujalleq. 1910-40 boede der allerflest mennesker mod syd.

Men beboelserne lå spredt. Da sælfangsten blev sparsom, ønskede Sydgrønlands Landsråd at satse på​​​​​​​ fiskeri. Og rykke folk sammen omkring fiskerianlæggene.

Særligt dårligt gik det i området omkring Kap Farvel i 1930’erne.

- Derfor foreslog Sydgrønlands Landsråd at lukke de to bygder Itilleq og Sammisoq, hvor der boede omkring 130 mennesker. To lokale landsrådsmedlemmer spurgt beboerne, om de ville flytte. De sagde ja. Og de to folkevalgte telegraferede til de danske myndigheder for fortælle, hvad de havde fundet ud af. Så skete der ikke noget i lang tid. Men så pludselig i 1944 tog landsfoged Eske Brun en beslutning om at sende Søkongen ned til de to bygder. De fik besked om, at de skulle flytte. Og det skulle være NU!

- Beboerne havde glemt alt om aftalen. Da fangerne kom hjem fra fangst, var de noget chokerede, da de så, at man allerede ved at pakke
husene sammen.

Så lukningen af de to bygder var datidens Qullissat?

- Ja, det kan man godt sige. Det var helt skelsættende. Det er Landsrådet, som tager initiativ til at flytte beboerne. Men det er en​​​​​​​ dansk myndighed, som fører beslutningen ud i livet. Da der efterfølgende blev rejst kritik, sagde Eske Brun: vi spurgte, om de ville, og de sagde ja. Men man kan godt diskutere, om det var tvang.

- Efter den begivenhed siger fremtrædende grønlandske politikere, vi er nødt til at koncentrere folk. Men det må ikke foregå på den grove måde. Alligevel støttede de grønlandske politikere centraliseringen. Så der er ingen tvivl om, at de selv lagde op til G-50 og senere G-60, mener Einar Lund Jensen.

Landsrådet protesterer

Men da den danske regering efter krigen ønskede at gøre Grønland
til et moderne samfund, stødte man på modstand. Bekæmpelse af tuberkulose, bedre sundhed, flere moderne boliger faldt selvfølgelig i god jord hos grønlandske politikere. Det samme gjorde flere fiskefabrikker og udvikling af byerne. Men med de mange nedlagte bygder gik de danske myndigheder for vidt med centralismen, mente
flere grønlandske politikere.

- Store områder skulle ifølge G-50 fraflyttes i Kap Farvel-området og alt nord for Upernavik. Det fik Landsrådet til at slå hælene i. De ville ikke gå med til at nedlægge Kullorsuaq og Aappilattoq. Men som en studehandel gik Landsrådet i 1952 med til mere centralisering i hele Vestgrønland, fortæller Einar Lund Jensen.

I udtalelsen hed det, at Landsrådet »overalt i Vestgrønland (agter) at søge en koncentrering af befolkningen på større steder med bedre erhvervsmuligheder fremmet«.

Nej tak til fattigfolk

Allerede fra 1911 styrede kommunerådene – de daværende kommunalbestyrelser – til en vis grad,​​​​​​​ hvor folk måtte slå sig ned.

Fra gammel tid var det skik, at storfangeren blev spurgt om lov. Han kunne nægte uønskede at bosætte sig for vinteren. Da kommu​​​​​​​erådene fik magt på området,​​​​​​​ prøvede de mest at holde folk på​​​​​​​ fattighjælp væk fra deres lokalområder. Uønskede elementer kunne nægtes bosættelse, fordi de var en​​​​​​​ belastning for økonomi og tryghed.

Men med G-50 og G-60 skete der en endnu strammere styring med fraflytning af talrige bygder og bopladser. Vejen var allerede banet af grønlandske politikere, som pressede på for velstand. Grønland var fattigt. Manden med leen var en hyppig gæst i alle hjem. Den gennemsnitlige levealder kom ikke over 40 år dengang.

Med G-60 blev der bygget tusindvis af boliger. Tuberkulosen tæmmet. Befolkningstilvæksten eksploderede til et af de allerhøjeste i verden. De grønlandske politikere fik det moderne samfund, de ønskede. Men i et rasende tempo. Så mange faldt af i svinget.

- Efter 1950 styres alt fra København. Men kommunalbestyrelserne indstillede til Landsrådet,​​​​​​​ hvem der skulle have boliglån til selvbyggerhuse. På den måde var de med til at bestemme, hvilke steder der skulle udbygges. Og hvilke der skulle nedlægges. Mange bygder blev nedlagt uden de store protester.

Nuuk mod de andre

Einar Lund Jensen mener, at bosættelsespolitikken er en vigtig nøgle til at forstå forholdet mellem Grønland og Danmark.

- Det er et evigt aktuelt emne.​​​​​​​ Stadig den dag i dag. Med hjemmestyret blev der oprettet et landsstyremedlem for bygder og yderdistrikter. Siumuts politik var at udvikle bygderne. Der kom elektricitetsværker, butikker, servicehuse. Men folk flytter alligevel fra byg​​​​​​​derne.

- Nu er det ikke længere en protest mod dansk kolonistyre. Nu er det Nuuk mod de andre. Bosættelsespolitikken er stadig det store​​​​​​​ slagsmål – efter 100 år, siger Einar Lund Jensen.

Du kan læse flere andre artikler i den seneste AG. Du kan få avisen ved at klikke på den nedenstående link:

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER