Gå til hovedindhold

Chefredaktøren anbefaler: Nu ved vi langt mere om børnehjemsbørn

Hvordan er det at bo på børnehjem? Det spørgsmål er landets børnehjemsbørn mærkeligt nok aldrig blevet stillet før. Men nu ved vi meget mere om det – takket være forsker Bonnie Jensen.

50 procent af de børn, som vokser op på børnehjem, er det meste af tiden tilfredse med deres liv på institution.

Resten af dem er kede af det – ikke altid, men en del af tiden.

Nogle få er aldrig rigtigt glade. 

– Det er altså nærmest som at slå plat eller krone. Og vi er som samfund nødt til at spørge os selv, om det er er i orden, at kun halvdelen af børnene trives i det daglige.

Det siger Bonnie Jensen, som blandt andet har været afdelingschef for døgninstitutionsområdet i Departementet for Familie og Justitsvæsenet, og nu er forfatter til en meget grundig ph.d.-afhandling om anbragte børn, som hun for nylig forsvarede på Ilisimatusarfik.

Før hun gik i gang med det omfattende arbejde med blandt andet at kontakte – og opsøge – landets 22 børnehjem, formulerede hun den målsætning, at det var børnenes stemmer, som skulle være det primære fokuspunkt for afhandlingen.

For første gang skulle børnene selv til orde.

 – Jeg har arbejdet med udsatte børn og unge hele mit voksenliv, og jeg har altid manglet børnenes egne stemmer. Derfor ville jeg have deres historier frem. De er selvfølgelig de afgørende kilder til deres egne liv. Kun børnene ved, hvordan det opleves at være anbragt, forklarer Bonnie Jensen.

Mindre skældud

Og hvad fortalte børnene hende så? 

Det spørgsmål besvarede Bonnie Jensen 7. maj på universitetet, da hun gav et letforståeligt koncentrat af sin 255 sider lange afhandling, der bærer titlen »Barndomshjem eller børnehjem? Et kvalitativt studie af 38 børns oplevelser af at blive og være anbragt på døgninstitution i Grønland«.

De 4 væsentligste ting, hun fandt ud af ved at tale med børnene, var disse: 

  1. Børnene mangler viden om, hvorfor de er anbragt – de ønsker mere inddragelse.
  2. Børnene ønsker, at der er færre regler og mindre skældud og savner flere gode voksne på institutionerne. 
  3. De ønsker mere kontakt med deres familier; forældre, søskende og andre slægtninge. 
  4. Halvdelen er tilfredse med at bo der, hvor de bor.

Ifølge Bonnie Jensen tærer uvisheden på børnene. Dét, at de ikke ved, hvor længe de skal være anbragt – og hvad der kommer til at ske med dem. 

– Her skal man prøve at sætte sig i børnenes sted. Som voksne kan vi blive usikre ved små forandringer. Det kan føles ustabilt og som en stor omvæltning, hvis bare vi skal skifte kontor. Og for de her børn er det altså hele tilværelsen, som der kan blive rykket om på.

En af de interviewede børn sagde dette om emnet: 

– Man bliver ængstelig, når man ikke ved, hvor længe man kan blive. Lige pludseligt er der nogen, der siger, at man skal pakke sine ting og gøre sig klar til at flytte.

»Hjerteskærende«

Bonnie Jensen gør meget ud af at pointere, at det ikke er personalet – hverken forstandere eller frontpersonale – hun kritiserer. 

Bonnie Jensen
Privatfoto

– Der er masser af gode medarbejdere ude på børnehjemmene. Det er også derfor, at børnene netop efterspørger flere gode voksne, siger hun. 

Hvordan er »den gode voksne«? 

– Børnene siger selv, at det er voksne, der har tid og lytter til dem.

Er det normeringerne, den er gal med? 

– Nej, det er ikke penge, der mangler. Men det er svært at rekruttere fagpersoner, og der er ofte en stor udskiftning af personalet. 

Hvad har været det hårdeste for dig, rent personligt, at lave de her mange interviews med børnene?

 – Det har været at opleve børnenes savn efter familien. Det er hjerteskærende, svarer Bonnie Jensen.

I sin afhandling citerer hun et barn, som er ked af det. 

– Jeg har ikke nogen at snakke med her. Jeg føler mig ensom – som et spøgelse. Jeg kan »ikke-ses-agtigt«, forklarer barnet.

Stadig flere anbringes

Under sin forelæsning på universitetet forklarede Bonnie Jensen om sine samtaler med børnene, at de »var udtryk for et øjebliksbillede«. Børn er ikke kede af det eller glade hele tiden. Men de har nogle grundfølelser, som personalet skal være opmærksomme på. 

– Et mindretal af børnene (hvoraf de fleste var i alderen 12-18 år) var decideret kede af det og oplevede anbringelsen som præget af utryghed og afsavn. 

– Jeg opdagede også, at børn på bestemte institutioner generelt er mere glade end på andre, forklarede Bonnie Jensen.

Mere overordnet har hun i sin research noteret sig, at der hen over en lang periode er sket en støt stigning i antallet af anbringelser. Aktuelt bor cirka 300 børn på døgninstitution spredt ud over landet, hvilket svarer til 4,5 procent af landets børn. 

– I Danmark og på Færøerne er det tilsvarende tal cirka 1 procent og i eksempelvis Australien og New Zealand et godt stykke under 1 procent, fordi man her bestræber sig stærkt på at lade børnene vokse op i »netværkspleje« eller hos mere ressourcestærke familiemedlemmer, forklarer Bonnie Jensen. 

Hvilken forskel gør det? 

– En stor forskel. Forskningen viser, at de børn, som fjernes fra familien og deres nære kontakter, generelt klarer sig meget dårligere senere i livet.

Trivselsmåling – for børn

Bonnie Jensen understreger, at anbringelser kan være den eneste rigtige løsning. 

– Anbringelser kan betyde, at børnene får mad hver dag, og at der er voksne, som bekymrer sig om dem. Det er – igen – vigtigt at understrege, at der er mange gode børnehjem og gode voksne omkring børnene, siger hun. 

Af mere konkrete forslag til en forbedring af livsvilkårene for de institutionsanbragte børn peger Bonnie Jensen på, at børnene i højere grad skal høres. 

– Børneperspektivet kan øges gennem årlige trivselsmålinger. Man kan spørge sig selv, hvorfor der kun er årlige trivselsmålinger for medarbejderne på institutionerne. Hvorfor ikke også den slags målinger for børnene, så vi kan komme den manglende viden til livs. Man kan også forestille sig, at børnenes eget perspektiv bliver udfoldet i institutionernes årsberetninger. 

Er der mere man kan gøre? 

– Ja, man bør spørge sig selv i systemet, hvorfor antallet af anbragte børn bliver ved med at stige. Om ressourcerne ikke i nogle tilfælde kunne anvendes bedre til at støtte forældre i udsatte familier til at varetage forældreskabet, siger Bonnie Jensen.

Få adgang til AG via linket herunder:

 

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER