Chefredaktøren anbefaler: Urokkelig tro gav pote

Benjamin Kielsen stillede op til formandsposten i Grønlands Boldspil Union, KAK, med en urokkelig tro på sig selv. Det gav pote og efter endt stemmetælling, stod det klart, at han var den nye formand, efter Finn Meinel, der valgte ikke at stille op igen.

Benjamin Kielsen er 44 år og har siden 1983 dyrket klubsport, primært fodbold og håndbold. Det var nemlig det år, at hallen stod klar i Narsaq, hvor han er født, opvokset og kun været væk fra i nogle få år ad gangen. Senere begyndte han også at sejle i kajak.

- Først havde vi klubben A-43, der ikke findes mere, og to år efter var vi klar til vores første turnering, siger den nyvalgte KAK-formand, Benjamin Kielsen, der blandt andet har haft den forhenværende Atassut-formand, Finn Karlsen, som træner.

Barndommens Narsaq var en driftig by med masser af dyreerhverv, herunder en rejefabrik, minkfarme og fåreholdere. Dertil masser af aktivitet ved Kvanefjeld og der betød en masse aktivitet ved kajanlægget i byen. Benjamin husker store dumpere, der transporterede malm fra det omstridte fjeld.

- Byen har ændret sig meget siden dengang. Det begyndte især at gå ned ad bakke, da fabrikken lukkede, her begyndte folk at flytte fra byen, siger han.

Benjamin er ved siden af sporten en habil sanger og musiker.

Han spiller stadig fodbold, men han har været ude i nogle måneder, da han har fået en skade i anklen.

At han valgte at stille op til formandsposten, var det en tanke, han havde gået med i længere tid. Det ville han prøve, når tiden var moden. Det blev den så, da Finn Meinel meddelte, at han ikke ønskede at genopstille.

- Ved sidste valg blev jeg valgt ind i bestyrelsen. Mens jeg har siddet der, fik jeg mere og mere mod på formandsarbejdet. Jeg kunne se, at jeg sagtens kunne klare det, og at jeg havde kompetencerne til det, siger han.

Han er godt klar over, at det er et kæmpe ansvar, han har taget på sig, og det vil han værne om gennem samarbejde med de andre i bestyrelsen.

Livet med sport

Når man ringer til 44-årige Benjamin, siger han Biiniaaraq. Det er sådan, han bliver kaldt. Han er allerede tilbage i Narsaq igen efter generalforsamlingen i KAK. Han har svært ved at være væk fra hjembyen, hvor han til daglig arbejder i Tusass som montør og postbud.

Hans kone, Heidi Kielsen på 43 år, er oprindeligt politiuddannet, men arbejder i dag i tandklinikken. Benjamin troede også, at han skulle være politibetjent og tog på idrætshøjskole et år efter, at han var gået ud af folkeskolen. Men det blev aldrig til noget. Hans danske var ikke godt nok, fik han at vide.

- Til gengæld har jeg arbejdet mange år som reservebetjent, siger Benjamin, der sammen med sin kone har børnene Michael og Marie på 21 og 20 år.

Som teenager ville han være bager.

- Det ville jeg være, fordi bagere gik på arbejde meget tidligt om morgen og fik tidligt fri. Det ville give mig bedre tid til sport. Og så var Kim Godtfredsens far bager og ham så jeg altid løbe en tur. Jeg var i praktik hos ham i folkeskolen og har arbejdet hos ham, da jeg var yngre. Jeg så ham altid løbe, lige så snart han havde fri. Ham, så jeg meget op til, siger han.

Han forfulgte dog aldrig tanken om at blive bager.

Benjamin Kielsen har aldrig været den store skolenørd. Han passede sin skolegang fint, det er ikke det, men han har altid haft lidt svært ved at sidde stille. Koncentrationen kunne ligge på et meget lille sted.

- Sporten fyldte så meget. Der er mange lektier, jeg ikke har fået afleveret, siger han lettere undskyldende.

Men ikke desto mindre kommer han fra en vellykket klasse. Han gik blandt andet i klasse med Mike Lynge, der i dag er forsvarer og ejendomsmægler, Anders Kristiansen, der har AK Byggeteknik og forstanderen for Grønlands Maritime Center, Bent Olesen. Og så skal man jo heller ikke kimse af, at han selv er blevet formand for KAK.

Benjamin har aldrig fået sig en formel uddannelse. I stedet har han arbejdet meget for at spare op til udlandsture. Han har prøvet at holde jul i USA og tog videre derfra til Tunesien.

Pengene fik han blandt andet ved at arbejde i turistsæsonerne ved at optræde med sin kajak. Kajak har han stadig, men det er efterhånden sjældent, at den bliver brugt. Han har - næsten selvfølgeligt - arbejdet rigtig meget indenfor sportsverdenen, men har også taget flere vagter som bartender, tømrer, men det tætteste, han er kommet på en uddannelse, var med Greenland Minerals and Energy.

- Vi var fire elever hos GME, men fordi arbejdet ikke blev færdiggjort, fik vi ikke et bevis på vores uddannelse, siger Benjamin, der har masser af erfaring med at bore, men ikke må arbejde som sådan, da han ikke fik papir på uddannelsen. Det ærgrer ham stadig

Livslyst blev større

Benjamin Kielsen har to storebrødre, Hans og Poul. Deres far, Otto, var oprindeligt fra Qassi, men flyttede til Narsaq, da han mødte moren, Susanne, der også var fra en nærliggende bygd. Hans far er død af kræft, men hans mor lever i bedste velgående og gør, hvad hun kan for at fede sin familie op.

- Det er lige meget, om man lige har spist eller egentlig ikke har lyst til at spise. Hvis man svarer nej til mad hos hende, spørger hun bare på anden måde, indtil hun får sin vilje, siger Benjamin kærligt om sin mor.

Benjamins vægt har dog stået stille siden 2003. Da blev han, som kun 26-årig, opereret for kræft i maven. Han tabte sig omkring 15 kilo, og siden har vægten stået stille.

Kræften var en voldsom oplevelse. Han boede på det tidspunkt i Nuuk og havde haft ondt i maven i noget tid, men ikke noget alarmerende, så han valgte at deltage i GM i fodbold i Sydgrønland. Under sejlturen vågnede han op om natten og havde det skidt. Han troede, at han kunne få det bedre, hvis han brækkede sig, og gik derfor ud på toilettet. Det skete ikke.

Han kastede rent blod op. Han har senere fået at vide, at han faktisk havde brækket halvdelen af sit kropsblod op. Han mistede så meget blod, at han besvimede. Havde det ikke været for en ven, der var vågnet, så havde Benjamin ikke været i live i dag.

- Min ven havde prøvede at vække mig. Da det ikke lykkedes, fik han fat på træneren, der også prøvede at vække mig, men heller ikke kunne. Han fik fat på en medarbejder i skibet, der ville lægge saltvandsdrop, men jeg havde mistet så meget blod, at de ikke kunne finde nogle årer først, fortæller Benjamin.

Det lykkedes at få saltvand i ham, hvilket reddede hans liv, fortalte en læge bagefter.

Han blev sendt til Nuuk og senere videre til Danmark, hvor han fik opereret kræften ud. Han fravalgte en efterfølgende kemobehandling, da lægerne forsikrede ham om, at al kræften var kommet ud med operationen. Han gik dog til kontrol. Først hver tredje måned og senere hvert halve år, indtil 2009.

Men hele episoden har fået ham til at sætte endnu mere pris på livet.

- Det er svært, at forklare, men min livslyst blev enormt stor. Mit syn på livet blev helt anderledes, siger han.

Det var også noget af en øjenåbner. For han har altid tænkt, at det var heldigt, at han aldrig ville blive ramt af kræft.

- Sådan har jeg tænkt, siden jeg var barn, siger han.

Benjamin har aldrig røget eller drukket. Han var en sportsmand, der levede sundt.

- Sådan har jeg altid levet, men det viser bare, at kræft kan ramme alle, siger han.