Chefredaktøren anbefaler: Det ukendte arkæologiske land

I sommeren 2022 kom forskere fra nationalmuseerne i Nuuk ogKøbenhavn et godt stykke videre med at undersøge UNESCOområderne, Kujataa og Aasivissuit-Nipisat. Især indlandet ved Kujataaviste stort arkæologisk potentiale, som skal undersøges nærmere i år.

Kristoffer Dahle udgraver under trange kår et prøvehul i det fremtøede klippely. Mindst tre barklagte gulvlag og enkelte knogler dukkede frem af hullet.

Med de sidste års feltsæsoner har arkæologer og naturvidenskabsfolk zoomet ind på de to UNESCO-områder, Kujataa i Sydgrønland og Aasivissuit-Nipisat ved Sisimiut i Vestgrønland, fra alle tænkelige vinkler. Her gemmer sig vigtig viden om Grønlands historie lige fra de tidligste inuit og de mange efterfølgende inuitkulturer til den særegne nordbokultur.

Undersøgelserne af de to UNESCO-områder hører under projektet ”Activating Arctic Heritage”. Det stort anlagte forskningsprojekt sker i samarbejde mellem de nationale museer i Nuuk og København og er nu i slutfasen. Sommerens undersøgelser runder derfor mange udgravninger af, men peger også fremad mod kommende års arkæologisk arbejde i Grønland.

Store sommertelte

Sidste år rekognoscererede arkæologer fra museet i Nuuk i indlandet bag Narsarsuaq fra kanten af indlandsisen og ned til fjorden, som hidtil ikke er undersøgt eller kun meget sporadisk undersøgt. Det gav talrige interessante observationer, som bliver undersøgt nærmere denne sommer.

Chefredaktøren anbefaler:

Denne artikel er hentet fra avisen AG og udvalgt af chefredaktør Christian Schultz Lorentzen.

Du får dermed som netlæser adgang til en avisartikel, der normalt koster penge. Vi håber, at artiklen kan illustrere, at aviserne er andet og mere end nyheder, der typisk ender som citathistorier på gratismedierne. Avisernes store kvalitet beror også på dybde og baggrund og ikke mindst velskrevne personhistorier.

Håber du bliver inspireret til at tegne et prøveabonnement, så du bliver bedre klædt på til at følge samfundsudviklingen.

Få et tilbud på avisen - ring 38 39 40 eller mail adm@sermitsiaq.ag

- Nordboernes tilstedeværelse i Sydgrønland og Kujataa-området er velkendt med deres bosættelser og landbrug i Østerbygden fra omkring 985 og frem. Men Thule-folk ser ud til at ankomme hertil allerede i 1300-tallet. Så da nordboerne forsvandt i begyndelsen af 1400-tallet, opstod der hurtigt inuitbosættelse her. De mange anlæg og bopladsstrukturer, som vi stødte på i indlandsområdet sidste sommer, stammer således både fra inuit og nordboere. De blev formentlig brugt i forbindelse med rensdyrjagt over århundreder, men måske også endnu tidligere. Så området har et kæmpestort, uudforsket arkæologisk potentiale, siger souschef Christian Koch Madsen fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.

Årets undersøgelser skal registrere tidligere tiders rensdyrjagtaktiviteter i indlandet og inuits store sommerbopladser på østsiden af Tunulliarfik fjorden:

- Sidste år påviste vi en ny type sommertelte på tre lokaliteter, som vi ikke har set før. Kæmpemæssige telte op til 7 meter brede med hovedrum og sovebrikse, som vi kender det fra Thule-inuits vinterhuse. Så noget tyder på, at man boede i større familiegrupper i store fælleshuse både sommer og vinter på det her tidspunkt. Med koloniseringen ændrede den livsform sig dog lynhurtigt i retning af kernefamilier og mindre boformer, men her kan vi altså hente ny viden om Thule-inuits sommerboliger fra 1500-tallet og frem, fortsætter Christian Koch Madsen.

I rensdyrenes spor

Som noget nyt gjorde Christian Koch Madsen sidste år forsøg med snefanearkæologi hjulpet af to norske eksperter i glacial arkæologi og indlandsjagt på rensdyr i Norge. Grundet klimaforandringer smelter is og sne i Grønland i øget tempo, og fund fra fortiden kan dukke frem.

- Vores forsøg med snefanearkæologi gav et indtryk af mulighederne i metoden, men de såkaldte snefaner (sneansamlinger) lægger sig anderledes i Grønland end i Norge. Vi fandt dog spor efter fortidig rensdyrjagt og deriblandt et klippely med et bevaret ildtøj og gulvlag af bark og kviste, og her konstaterede nordmændene, at sådan ser de også ud i Norge, fortæller Christian Koch Madsen.

Et drone-fotografi med Nipisat-øen i forgrunden og den formodede Præsteø lige syd derfor. Der er udsigt helt ned til fjeldene ved Itilleq og Kangerlussuaq’s munding.

Undervejs blev det også tydeligt, at inuit og nordboere var på farten de samme steder; givetvis i hælene på rensdyrene på deres foretrukne ruter. Men mens nordboernes murede jagtshelters ofte lå lavt i en gryde i landskabet, foretrak inuit at placere sig højt oppe med frit udsyn over dyrenes vandreruter.

- Hvis vi har spor efter Thuleinuit og nordboerne her, kan tidlige inuitkulturer som Saqqaq også have drevet jagt her. Heldigvis ser de her højtbeliggende lokaliteter ud til at have ret god bevaring og masser af fund liggende i overfladen, så det lover godt for sommerens undersøgelser. Hvis vi får afklaret funktion og brug af de mange jagtanlæg, kan vi så at sige binde hele kulturlandskabet kronologisk sammen med de forskellige sommer- og vinterpladser, påpeger Christian Koch Madsen.

Planen er også at afsøge et område over Qinngua dalen på den anden side Qinnguata Kuua elven, hvor der i 1978 blev fundet en kajak i en grav. Den er desværre forsvundet siden, men fundet tyder på gode bevaringsforhold og en masse fortidige aktivitet også på nordsiden af elven.

Endelig vil Christian Koch Madsen og hans hold forsøge at tidsfæste nogle kompakte lag af blåmuslinger, som optræder på flere lokaliteter. De går under betegnelsen ”famine layer” (sultlag) og kendetegner perioder med svigtende jagt, sult og en kamp for overlevelse. Historiske kilder nævner flere sultår i Grønland i 1800-tallet, og dem vil arkæologerne prøve at styre sig ind på ude på lokaliteterne.

Holsteinsborgs forgænger

Til sommer drager forskningsprofessor Bjarne Grønnow og projektforsker Jens Fog Jensen fra Nationalmuseet i København til UNESCO-lokaliteten AasivissuitNipisat ved Sisimiut. Området er opkaldt efter to store bopladser, hvor inuit drev kystfangst og rensdyrjagt igennem næsten 4.500 år på en 200 km. lang strækning fra kysten til indlandsisen. Efter sidste års undersøgelser på øen Nipisat med inuit-bosættelser fra 1500-1700-tallet og spor af et meget tidligt dansk-norsk forsøg på at oprette en koloni og hvalfangststation (Nepisene, 1724 og 1729-31) rykker arkæologerne i år 40 km. mod nord for at undersøge vinterbopladsen Ukiivik. Denne boplads er nemlig forgænger til Sisimiut/Holsteinsborg:

- I 1726 kom missionæren Hans Egede på en rejse nordover til Ukiivik, hvor inuit til hans store ærgrelse drev livlig handel med hollandske hvalfangere. Hele 12 hollandske skibe lå for anker, og 20 havde lige forladt stedet. På det her tidspunkt var der en rivalisering mellem hollænderne og det dansk-norske rige for at sætte sig på den lukrative hvalfangst og handel med inuit, og det gik ikke så godt for danskerne. Så de prøvede at etablere handels- og missionsstationer, men uden videre held, forklarer Bjarne Grønnow.

På Ukiivik oprettet af den danske koloniadministration i 1756 for at få del i den lukrative handel med spæk. Fundamentet af handelshuset kan anes bag ved en tomt af et tørvehus fra 1900-tallet.

Et af disse forsøg er oprettelsen af Holsteinsborg i 1756 beliggende netop på Ukiivik. Handelen og missionen blev i 1764 flyttet ned til det nuværende Sisimiut, fortsat under navnet Holsteinsborg, og Ukiivik blev afviklet.

- Ukiivik-pladsen ligger udenfor UNESCO-området, men udgjorde givet en vigtig brik i den historiske udvikling i området. Det var en enorm vinterboplads for inuit med mange store fælleshuse og central for inuits liv og handel på de kanter. Så vi vil prøve at afdække hvor langt tilbage, pladsen har været i brug, og om inuit fortsatte med at bruge den i tiden efter flytningen af Holsteinsborg, fortsætter Bjarne Grønnow.

De tykke, bevarede møddinglag på pladsen kan forhåbentlig afsløre noget af den historie.

Kortforvirring

Et andet opklaringsarbejde venter også, idet det historiske kortmateriale i arkiverne ikke stemmer helt overens med de nuværende lokaliteter og stednavne:

- I tilknytning til hvalfangtanlægget Nepisene planlagde man at opføre et kastel - altså en bastion med kanoner. På kortene fra 1700-tallet optræder stednavnet Præstø. Men kortets oplysninger passer ikke med vores iagttagelser i felten, så det vil vi prøve at hitte rede i og så at sige gå på jagt efter det forsvundne kastel. Der er også et par andre kortmæssige uoverensstemmelser, vi vil forsøge at rede ud, når vi nu er på de kanter, fortæller Jens Fog Jensen.

Med på turen er også seniorforsker Jørgen Hollesen fra museets naturvidenskabelige afdeling, der igennem AAH-projektets forløb har opsat måleudstyr og monitoreret de forskellige lokaliteter. Alt det isenkram skal nu pilles ned og retur til København.

Klippely, der er smeltet frem af en snefane og bød på spændende fund af rensdyr knogler og enkelte redskaber.

Hollesen når dog lige et sidste højteknologisk sving med halen, idet han skal testflyve et nyindkøbt LIDAR-kamera med drone over de arkæologiske lokaliteter. LIDARteknologien frembringer detaljerede topografiske modeller af eksempelvis jordoverflader, og man kan derved lave detaljerige oversigtsplaner over bopladser og afdække mur- og anlægsforløb- Således kan man langt hen ad vejen udføre en udgravning uden at grave, hvorfor metoden sparer både tid og penge.

Samtidigt kan LIDAR-kameraet ’se’ igennem al bevoksning, hvilket kan være en fordel især i Sydgrønland, hvor birk og pilekrat er på fremmarch og forstyrrer de rene overflader i kulturlandskabet. Så droneoverflyvninger med LIDAR kan være en af metoderne fra AAH-projektet, som peger ind i fremtiden og kommende års undersøgelser af Grønlands forhistorie.

Powered by Labrador CMS