Gå til hovedindhold

Chefredaktøren anbefaler: Uforlignelige Arnarulúnguaq

Thule-kvinden Arnarulúnguaq var tæt på at miste livet som syvårig, fordi moderen ville skåne hende for hungersnødens lidelser. Senere gennemførte den hårdføre kvinde Knud Rasmussens berømte slæderejse fra Grønland til Stillehavet, der forleden havde 100-års jubilæums-start.

Knud Rasmussen er kendt vidt og bredt. Ikke mindst inden for de sidste år har han fået en fornyet opmærksomhed med en række bøger og film. Og ikke mindst i år, hvor den 7. september var 100-året for hans berømte 5. Thule-ekspedition, der drog ud fra Nuuk.

 Knap så meget i fokus har der været om Thule-kvinden og ekspeditionseventyreren Arnarulúnguaq, der sammen med sin fætter Qaavigarsuaq Miteq som de eneste deltog i hele Knud Rasmussens berømte 5. Thuleekspedition - en 12.000 kilometer lang og yderst krævende slæderejse fra Grønland tværs over det arktiske Nordamerika til Sibiriens kyst.

Slæderejsen fandt sted fra 1921 til 1925, og gjorde polarforskeren Knud Rasmussen verdensberømt. Ikke mindst i kraft af sin medrivende bog om rejsen, »Den store slæderejse«. Her er læseren med på første parket, når forfatteren med sine uundværlige hjælpere drager til ukendte inuitbopladser og møder den sidste rest af en uberørt inuitkultur, som i årtusinder har overlevet i verdens mest barske og ugæstfrie egne.

Mange talenter

Når ekspeditionen kunne gennemføre den lange slæderejse, skyldtes det ikke mindst Arnarulúnguaq. Hun besad kendskab til den optimale madlavning under ekstreme forhold og var en eminent syerske og ekspert i bygning af tørvestenhuse samt en stærk og udholdende rejsekammerat – livsnødvendige færdigheder i de arktiske egne. Dertil kom, at hun havde en usædvanlig iagttagelsesevne, der medførte, at hun var en utrættelig assistent for Knud Rasmussen ved botaniske indsamlinger, konservering af zoologiske genstande samt ved arkæologiske udgravninger, der har beriget eftertiden.

Arnarulúnguaq fik et usædvanligt liv, hvor det fra starten ikke stod skrevet, at hun som den første eskimoiske kvinde skulle besøge sine stammefrænder fra øst til vest langs de arktiske kyster i hele det enorme inuit-område. Som syvårig skulle hun være aflivet af sin egen mor, fordi familiens eneste forsøger, faderen, døde. Vi har kun sparsomme fortællinger fra Arnarulúnguaq selv. Hverken om de mange oplevelser fra den store slæderejse eller den hårde start på sit liv i Thule. Men i magasinet »Tidens Kvinder« fra 1925 genfortæller Knud Rasmussen en del af hendes historie:

Reddet af bror

»Hun var den yngste af pigerne, og det var hendes moders pligt at hjælpe hende ud af det liv, som kun lovede lidelse. Hun vidste det. Hun var ganske klar over det, og måske netop fordi hun var en god, lille pige, fandt hun det ganske naturligt, at hendes moder, der holdt mest af hende, fordi hun var den sidstfødte, lagde en fangeline om hendes hals for at gøre sin pligt.

Arnarulúnguaq hjalp selv med at lægge den tilrette, og hun følte ingen angst, fordi hun forstod, og fordi det var hendes mor, der gjorde det.

Arnarulúnguaq fotograferet tidligt i 1921 under 5. Thuleekspedition.
Therkel Mathiassen. Arktisk Institut

Hendes tre søskende var inde i huset for at tage afsked med hende. Men så hændte der noget, ingen havde regnet med, fordi det ellers ikke plejede at ske mellem disse hårdføre mennesker. Hendes bror, Ajako, brast i gråd, og forlangte at få lov til at beholde sin lillesøster. Hans gråd smittede de andre søskende og også moderen faldt sammen og kunne ikke gøre sin pligt. Således gik det til, at Arnarulúnguaq fik lov at beholde livet«.

Manden døde

Da Knud Rasmussen mange år senere – i 1921 – skulle begyndte sin 5. Thulekspedition udtog han tre ægtepar fra Thule og en ganske ung mand, Qaavigarsuaq Miteq, til rejseledsagere. Blandt ægteparrene var Arnarulúnguaq og hendes mand Iggiannguaq. Med motorskonnerten Søkongen hentede Knud Rasmussen ekspeditionsdeltagerne i Thule, hvorfra de sejlede til Nuuk for at deltage i festlighederne i anledning af 200-året for missionæren Hans Egedes ankomst til Grønland. Lige før ekspeditionens afrejse fra Nuuk døde Iggiannguaq imidlertid af lungebetændelse. Knud Rasmussen gav hende mulighed for at rejse hjem til Thule, men hun svarede:

»Før var det jer, der havde brug for mig, nu er det mig, der har brug for jer«.

Da den første del af ekspeditionen sluttede i 1923 i Hudson Bay, vendte de fleste af deltagerne hjem, mens Knud Ramussen sammen med Arnarulúnguaq og hendes fætter Qaavigarsuaq Miteq, senere døbt Qaavigarsuaq Kristiansen, fortsatte med hundeslæde gennem Nordvestpassagen til Beringstrædet. Turen, der varede to år, forløb under ekstremt krævende forhold og førte holdet gennem ukendte arktiske egne med lige så lidt kendte inuitstammer.

Mens Knud Rasmussen flere steder roser Arnarulúnguaq for hendes dygtighed og arbejdsomhed, var hun ikke selv videre imponeret over den store slæderejse fra Hudsonbugten til Alaska. Imponeret blev hun først for alvor, da rejseselskabet kom til New York efter at have rejst tværs over USA. En dag stod de på taget af en skyskraber og kiggede ud over byens enorme huse. Her skulle hun ifølge Knud Rasmussen stille have udbrudt:

»Ak, vi som altid har troet, naturen var det største og ufatteligste af alt. Og her står vi i et bjerglandskab med afgrunde og dybe kløfter, alt skabt ved menneskers håndarbejde«.

I Washington var Knud Rasmussen, Arnarulúnguaq og Miteq i audiens i Det Hvide Hus, hvor den amerikanske præsident forærede Thule-kvinden en sølvske med et monogram af Det Hvide Hus. Først sidst på året i 1924 kom trekløveret hjem til Danmark. Under opholdet i Danmark fik Arnarulúnguaq konstateret tuberkulose og blev indlagt til operation på Øresundshospitalet. Hun kom sig aldrig af sygdommen, som hun døde af ni år senere i Grønland.

Tilbage til Thule

Efter fire års fravær kom Arnarulúnguaq i sommeren 1925– med en fortjenstmedalje fra kongen – endelig hjem til Thule efter fire års fravær. Her blev hun gift med storfangeren Kâlipaluk Peary, søn af den berømte nordpolsfarer Robert E. Peary, som hun engang havde været med til at redde fra kuldedøden, da hun var gift med sin første mand, Iggiánguaq.

Den grønlandske forfatter Mâliâraq Vebæk besøgte i 1985 Kâlipaluk Peary for at høre om hans usædvanlige hustru. I bogen om de grønlandske kvinders historie, »Navaranaaq og de andre«, fortæller Kâlipaluk Peary:

»Hun var en meget dygtig kvinde. Hun var perfekt til al slags kvindearbejde. Tilberedning af fangst og skind, syning, tilberedning af mad, det hele perfekt. Hun kunne endda styre en hundeslæde helt upåklageligt. Hun var dygtig«, siger Kâlipaluk, som fortæller at hun aldrig fortalte om den store slæderejse, som han gerne selv ville have været med på, men at Knud Rasmussen anså ham for ung:

»Hun var ikke meget fortællende«.

Til gengæld kunne hun blive grebet af trommedans.

Sakiúnguaq Henriksen, Siorapaluk, en af de sidste store trommespillere fortæller:

»Når folk var samlede til fest, måltidet var forbi, og der var almindelig glæde blandt de forsamlede, og mændenes fortællinger om jagter var slut, kunne en eller anden træde ud i dans med sin tromme. Det gjorde Arnarulúnguaq«.

Om Arnarulúnguaqs sidste tid husker hendes ægtemand Kâlipaluk:

»Hun havde jo fået denne sygdom, tuberkulose. Hun havde været igennem en slem operation i Danmark bag det ene øre. Mens vi boede i Akilineq, landet på den anden side (den canadiske nordøstkyst), blev hun meget syg. Dyrlægen derovre – vi havde ingen læge – sagde, at bakterierne fra hendes sygdom havde bredt sig i hele kroppen, så der var ikke noget at gøre. Hun kunne ikke reddes«.

Til sin død i oktober 1933 var Arnarulúnguaq kendt som en usædvanlig kvinde, der ikke blot mestrede det usædvanlige kvindearbejde, men også var en dygtig fanger og jæger, blandt andet af harer, ræve og laks. Hvor gammel hun blev, ved vi ikke. Der blev ikke indskrevet fødselsdatoer før 1910.     

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER