Jeg husker en gang hvor vi sad i en rundkreds på min venindes værelse. Vi har været omkring 12-13 år. Det var i hvert fald før vi blev konfirmeret. Vi havde en flaske vodka der gik på runde efterfuldt af et håndklæde, som vi kunne savle på når vi havde taget en tår. Alle synes at det smagte forfærdeligt, men vi havde lært at man bare skulle blive ved – og så ville det smage bedre. Vi kæmpede for at holde det i os, for det var jo spild af penge at kaste op. Og faktisk blev stemningen lidt tung, når nogen gjorde. Jeg husker, hvordan vi sugede vodka ud af et håndklæde. Vodka som egentlig allerede havde været i nogens mave.

Sådan mødte jeg alkohol. Og selvom jeg blev ældre så ændrede mit forhold sig, til dét at drikke aldrig rigtig. Jagten på rusen overgik alt andet. Jeg drak for at blive fuld. Nogle gange var det ren og skær kedsomhed. For hvad skulle jeg ellers lave, når alle andre drak?

Vi har et sygt forhold til alkohol i Grønland. Vi er medmisbrugere hele bundtet. For vi ser og høre meget, som vi bare tillader. Man gider ikke at blande sig. Og når først man er holdt helt op med overhovedet at indtage det, så er det også som om man mister retten til at synes noget - uden at blive stemplet ”hellig”.

Problemet er så omfattende, at det føles som om, det ikke nytter at gøre noget. Vi forsøger med indsatser som at gemme det væk bag et gardin. Med det resultat at den del af samfundet der ikke har et problem, bliver forarget. Jeg synes faktisk at det var rart at jeg ikke skulle glo på det lort hele tiden. For langt de fleste former for flasker havde jeg dårlige minder forbundet med. Men nej nej – frem med sprutten. Vi skal jo se problemerne i øjnene.

Når jeg tænker over det, så startede mit forhold til alkohol, lang tid før jeg selv begyndte at indtage det. Min mormor var ret tit fuld. Og når hun var fuld, blev hun også vred. Ikke på mig men på livet. Og det gjorde mig bange. Men der var ikke nogen, der sagde noget, der gav konsekvenser. Hun var jo bare fuld. Så der lærte jeg, at mine følelser var forkerte. At jeg var forkert og ikke kunne stole på mine følelser.

Så begyndte min mor at drikke. Måske var jeg omkring 8 år gammel. Jeg kan egentlig ikke huske, hvornår hun begyndte. Eller hvorfor. Sådan var det bare. Hendes flasker med det ”stærke” var gemt inde på hendes kontor. Skabet, nederste hylde, bag mapperne. Der stod der flasker. Nogle tomme. Andre halv fyldte. Jeg gik derind engang i mellem, fordi det var spændende at jeg vidste noget hun ikke vidste at jeg vidste. Og engang imellem så var de tomme flasker erstattet med fyldte. Og selvom de var pakket ind i silkepapir, med lyseblå og røde striber, så vidste jeg altid om det var vodka eller bitter.

I stuen drak hun rødvin. Og masser af det. Men tit i kaffekopper der stod i køkkenet. Jeg kunne altid se på den måde, hun tog en tår - om det var kaffe eller vin. Når det var vin, kiggede hun ned i koppen samtidig med at hun drak. Og hendes læber og tænder blev mørkere og mørkere som aften skred frem. Det samme gjorde hendes humør.

Vi snakkede aldrig om det. Men det at jeg hele tiden skulle være på dupperne, har jeg taget med mig. Det at jeg som barn aldrig fik bekræftet, at alt det jeg så og oplevede, ikke var normalt, resulterede i at jeg ofte havde lav tillid til mine egne følelser. Specielt i min ungdom hvor jeg jo samtidig prøvede at finde ud af hvem jeg var. Det var forvirrende.

At vokse op i kaos flytter grænserne for det dysfunktionelle. Så mine grænser var jo sådan set længere ude end min mors for grænserne rykkes længere ud – generation for generation. Som barn er man afhængig af voksne. Også de fulde. Man har ikke mulighed for at tage afstand til det, på samme måde som når man er voksen. Der kan man bare lade være med at drikke og holde sig væk fra folk der gør.

Den dag i dag gider jeg ikke at være i nærheden af fest. Jeg hader fulde folk. De er ikke sig selv. De gør mig utryg, selvom jeg i år bliver 38. Jeg gider heller ikke at se eller lugte til tømmermænd. Nu er jeg voksen og kan selv bestemme, hvad der skal være normalt for mine børn og mig. Jeg står ved, at jeg har et anstrengt forhold til alkohol. Måske en slags traume - for det er jo det, jeg er vokset op i. Og måske siger jeg fra for alle de gange jeg ikke kunne.

Jeg kan mærke, at jeg bliver sur, mens jeg sidder og skriver! Men det er da også noget lort, at de sociale problemer vi har i dag også var der, da jeg var barn. Hvor dumme er vi fra en skala fra 1 til 10? Hvorfor bliver vi ved med at sende lorten videre? Hvorfor bliver vi ved med at vise vores børn at noget der er så forkert samtidig, også er helt okay? Og hvem tilhører problemet?

Det der billede af hvad en alkoholiker er, er også forældet. Det er ikke nødvendigvis forbundet med en bænk eller socialt udsatte. Ofte slet ikke. Det handler ikke kun om, man drikker for meget. Det handler om at man drikker forkert.

Nedenstående diagnose på alkoholisme er den man benytter over hele verden. Hvis man har 3 ud af de 6 nedenstående symptomer, har man diagnosen alkoholafhængighed dvs. alkoholisme.

1. Kontroltab ved alkoholindtagelse.
2. Trang til alkohol.
3. Toleranceøgning.
4. Abstinenser efter alkohol.
5. Fortsat drikkeri trods erkendt skadevirkning.
6. Alkohol spiller en dominerende rolle i personens liv.

1, 3, 5 og 6 var en del af mit problem = ALKOHOLIKER.

Selvom jeg ikke har rørt nogen former for alkohol siden d. 29 februar 2020, så møder jeg stadig gode råd som at ”jeg bare skal passe på og sørge for at jeg ikke får mere en jeg kan tåle..”. Men det er jo netop det der er mit problem. Jeg kan ikke stoppe, når først jeg er i gang. Og hvad er det lige præcis, vi tror, at vi mister ved at stoppe? Hvorfor er det en falliterklæring at sige, at man ikke kan finde ud af det?

Da jeg drak handlede mit liv, i lange perioder, om at få hverdagene overstået, så jeg kunne få en enkel. Jeg kunne godt undvære ,men livet var festerne. Fredag og lørdag var mest værd. Så der gav jeg den gas med en masse ”enkelte”, for at kunne holde de 5 andre kedelige dage ud.

Jeg holdt op med at drikke før jeg fik mine egne børn. Så det er sådan set ikke deres skyld, at jeg stoppede. Men det er deres skyld, at jeg ikke har behov for at teste af, om jeg har lært at styre mig. Og jeg er glad for at de aldrig skal opleve mig fuld. De skal aldrig opleve, at jeg ikke er mig. Deres mor. Som alle andre har jeg fejl og mangler. Det står jeg ved. Men jeg er ikke fuld.

De stoler på mig. Og derfor er det min opgave at vise dem, hvordan man gør det der med livet. Alle andre lande må passe sig selv, men mine børn skal vokse op i ro og tryghed. Og hvis ikke i samfundet så i hvert fald, når de er sammen med mig.

Men der er stadig problemer i vores samfund. Flertallet er forbundet med alkohol. Så jeg forstår ikke hvorfor vi ikke siger fra? Lad os startede med at flytte værtshuse væk fra områder med børn – fx bymidten. Lav en by, uden for byen, hvor det er okay at miste sig selv. Væk fra børnene. Så må de voksne skændes om resten.

Det er mennesker der skaber et samfund. Ikke naturlove. Hvad vi gør og ikke gør - spiller en aktiv rolle for den retning vores samfund udvikler sig i. Hvis jeg er en del af problemet – kan jeg også være en del af løsningen. Derfor har jeg taget afstand til alkohol. Helt og aldeles.

Og det er jeg sådan set stolt af. For hold kæft, hvor har jeg været fuld.