Chefredaktøren anbefaler: Sovjet havde kort over Grønland
Ny bog fortæller historien om kortlægningen af Grønland fra 1400-tallet og frem til i dag.
Lad det være sagt med det samme: Henrik Duponts nye bog om kortlægningen af Grønland er ikke egnet til godnatlæsning i sengen. Ikke fordi den er specielt uhyggelig, men vægten og størrelsen gør den helt umulig at håndtere i sengen.
Bogen vejer 3,1 kg og formatet er 48 x 30 cm, så det er en fyldig sag. Det erkender Henrik Dupont også over for Sermitsiaq:
- Forlaget kalder det en coffeetable-bog, men det er måske hele spisebordet, der skal tages i brug, siger han med et smil.
I bogen beskriver han, hvordan kortlægningen af Grønland er skredet frem. Ofte i små usammenhængende bidder fra Claudius Clavius skandinaviens-kort fra 1427, hvor Grønland første gang nævnes på et kort med navn og så helt frem til nu, hvor Naalakkersuisut og Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur er på vej med nye digitale kort for hele Grønland.
En militær videnskab
- I de fleste europæiske lande har kortlægning spillet en stor rolle gennem historien – både på grund af indlysende økonomiske, men også militære interesser – og gennem de sidste 200 til 300 år har det ofte været militære institutioner, der stod bag kortlægningen af de enkelte lande.
- De samme militære interesser har åbenlyst ikke været på spil i Grønland. De danske kortlægningsmyndigheder har været meget længe om at få kortlægningen af Grønland på plads. Selv om interessen altid har været der, har skiftende motiver sjældent været presserende nok til at få gang i kortlægningen.
- Jeg tror ikke altid, at de danske konger har været helt klar over Grønlands potentiale – og derfor er kortlægningen foregået lidt sporadisk, antyder Henrik Dupont.
Ikke stort lokalt behov
- Derudover har den grønlandske befolkning ikke haft det store behov for kortlægning. De har sagtens kunnet finde rundt i Grønland uden kort.
- Man kan altså ikke påstå, at kortlægningen af Grønland er foregået efter en fastlagt plan, men derimod meget tilfældigt. Mange gang på private initiativer i forbindelse med ekspeditioner.
- Mange af de første grønlandske kort blev fremstillet til navigation – blandt andet af de hollandske hvalfangere, og det er først efter Hans Egedes ankomst, at de første egentlige landkort kommer frem. Ofte baseret på erfaring snarere end egentlig opmåling – og vi skal helt frem til det 20. århundrede, hvor moderne metoder som luftfoto vinder indpas – og kortene bliver mere og mere nøjagtige.
- Det er i øvrigt interessant at se på kortlægningen af Grønland i et geopolitiske og militært perspektiv. Da Norge i 1929 annekterede Nordøstgrønland, var man meget hurtig til at udgive kort med norske stednavne.
Sovjet havde kortene
Senere – under den kolde krig – gik Sovjetunionen i gang med at producere russisk-sprogede kort over Grønland. De sovjetiske kort var baseret på offentligt tilgængelige kort, men var yderst hemmelige – og det var først efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991, at vi fik kendskab til arbejdet.
- Det Kongelige Bibliotek har købt et sæt af disse kort fra en korthandler i Baltikum – og de vil på et tidspunkt blive gjort offentligt tilgængelige via bibliotekets hjemmeside. Vi har endnu ikke analyseret kortene for at fastslå, hvor nøjagtige de er, forklarer Henrik Dupont.
Henrik Duponts Interesse for den grønlandske kortlægning stammer tilbage fra hans professionelle virke som leder af Det Kongelige Biblioteks Kort- og Billedafdeling, hvor han arbejdede fra 1979 til 2016.
Pensionistprojekt
- Jeg er uddannet cand.scient. i geografi, geologi og historie – og har beskæftiget mig med kort hele livet. Jeg har også besøgt Grønland flere gange, men ikke arbejdet i landet. Så det var først, da jeg blev pensioneret i 2016, at jeg kastede mig over kortlægningen af Grønland.
- Det er nu blevet til en stor bog med masser af illustrationer. Bogen er en oversigt og ikke et egentligt videnskabeligt værk, men kan sikkert danne baggrund for andre forskeres arbejde, hvis der er nogen, der har lyst til at gå videre med det.
- Selv om jeg har arbejdet i Det Kongelige Biblioteks kortafdeling hele livet, har det ikke været helt nemt at finde frem til alle kortene, der ligger spredt på forskellige institutioner – ofte med forskellige arkiveringssystemer, så der er gået meget tid med manuelt arbejde, da jeg lavede bogen. Blandt andet var jeg i Nuuk i tre uger, hvor jeg var i arkiverne hos Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.
