Chefredaktøren anbefaler: Skrækslagne for at blive solgt til USA

Da Peter Gundel var barn i begyndelsen af sidste århundrede, stillede han sin mor et spørgsmål, som hun valgte at besvare meget kortfattet, men desto mere uafvendeligt.

- Hvordan kan det være, mor, at danskerne og nogle grønlændere skal have det så godt, mens vi har det så forfærdeligt ringe?

- Sådan er det bare, svarede moren.

Det er forfatter og grønlandsekspert, lektor Kirsten Thisted, som gengiver replikskiftet. Hun er på vej med en moppedreng af en historisk bog, Stemmer fra Grønland, som udkommer 7. juni og giver ord til de mennesker, der boede i Grønland i 1920´erne.

Omdrejningspunkt i det knap 500 sider lange værk er blandt andet den fattige, tuberkuloseramte fisker Peter Gundel fra Ilulissat. Gennem den brevkorrespondance, han førte med en dansk læge, Jørgen Hvam, får læserne et indblik i, hvad der rørte sig i Grønland dengang. Koncentreret omkring Ilulissat og Disko-området.

- Det er en kæmpe brevsamling, som jeg blev gjort opmærksom på af Peter Gundels niece. Gundel og Hvam blev venner, da Gundel i en periode virkede som tolk og gik til hånde på lægebåden. De var jævnaldrende, men deres livsbaner var meget forskellige. Peter Gundel endte med at ryge helt ned på bunden af samfundet, da han som en sulten seminarieelev stjal penge til at købe mad for og blev afsløret i det. Han var højt begavet, men måtte derefter hutle sig frem, forklarer Kirsten Thisted.

Censuren

På grund af tyveriet, som Gundel i øvrigt erkendte og fortrød, bristede drømmen om en boglig uddannelse. Men hans drift mod at udtrykke sig på skrift, kunne ikke tøjles. Han udgav flere noveller i den nordgrønlandske avis Avangnâmioq, gik i gang med at skrive en roman og kæmpede hårdnakket for at få udgivet sine skrifter. Desværre forgæves.

Ærgerligt, ikke kun fordi bøgerne ville have været en rig kilde til datidens strømninger, men ifølge Kirsten Thisted også på grund af hans åbenlyse talent. Gundel var lidt af en sprogekvilibrist, og netop hans skrivekunst er nok dét, som har betaget Kirsten Thisted mest under arbejdet med bogen.

- Der stråler en enorm glæde ud fra Peter Gundels sprog. Alle steder i brevene finder du sprogperler. Men også fejl, som det vil være enormt synd at rette, fordi han skaber nye ord. Han inviterer indenfor, så vi ikke bare læser om hans tid, men mærker den. Gundel skriver også et fantastisk flot grønlandsk.

- Hvorfor blev han så ikke udgivet?

- Folk kunne ikke bare skrive åbent dengang. Der var censur, i øvrigt også udbredt selvcensur. Et af hovedtemaerne i Peter Gundels breve er frustrationen over, at han skal kæmpe sådan for at få sine ting trykt. Han føler, han ikke har noget at tabe, at han derfor kan udtrykke sig frit. Men gang på gang må han opleve, at hans skrifter bliver stoppet. Det gjaldt også hans roman, som vi kender en del til, fordi han refererer indholdet i brevene til Jørgen Hvam.

- Hvad fortæller han om?

- Den dårligt fungerende administration, om grønlændernes fattigdom, om hvor ringe de bliver behandlet af danskere, om hele den koloniale magtfordeling med danskerne i toppen. Samfundet er enormt klasseopdelt på det tidspunkt

- Var der allerede en grønlandsk nationalisme dengang?

- Bestemt. Der var grønlændere, som mente, at »de rådne danskere« bare skulle smides ud. Men der er også en grønlandsk elite. Veluddannede folk, som kunne se, at det nok ikke var så god en idé, svarer Kirsten Thisted.

Brev til kongen

Et centralt brev i samlingen er det, som Peter Gundel sendte til Jørgen Hvam med besked om, at han skulle ekspedere det videre til Kong Christian 10. Det var ikke helt ualmindeligt, at folk dengang klagede deres nød direkte til majestæten, hvis de følte sig uretfærdigt behandlet eller udsat for overgreb.

- Men der sker desværre det, at Jørgen Hvam ikke tør sende det videre til kongen. Så selvom Gundel og Hvam har opbygget et tæt venskab, så ender Hvam med at svigte sin ven, og det betyder en kæmpe kløft i deres venskab, det er et tillidsbrud, forklarer Kirsten Thisted.

- Hvad skete der med den roman, Peter Gundel skrev?

- Den skal – lige som brevet – forbi nogle hovedpersoner og gennem nåleøjet. Blandt andet ryger den til Knud Rasmusen, men han bryder sig ikke om den, fordi nogle af hans familiemedlemmer bliver hængt ud i den. Knud Rasmussen afviser den som danskfjendtlig og vil ikke gøre mere for den. Manuskriptet er formentlig gået tabt.

- Hvad var Gundel utilfreds med?

- Blandt andet datidens retsvæsen. Han mente, han var uskyldig dømt, blandt andet påstod man om ham, at han havde holdt en fest for tilrejsende søfolk i sit lille hus, og at der havde været omgang med grønlandske kvinder.

- Han mente også, at der blev snydt med vægten, når der blev indhandlet fisk til handlen (KGH). At danskerne var lige så slemme til at bedrive tuskhandel som de lokale, men at danskere agerede i et tæt netværk, de holdt hånden over hinanden, hvilket måske nok var forståeligt, når de skulle leve så langt væk fra den hjemlige civilisation. Men Gundel og grønlænderne har ret i, at danskerne beskytter hinanden.

Persongalleri

»Stemmer fra Grønland« indledes med at bringe læseren tilbage til 1921, 200-året for Hans Egedes ankomst til Håbets Ø. Samtidig var det året, hvor Danmark erklærede sin suverænitet over Grønland, og befolkningen begyndte at involvere sig endnu dybere i debatterne om deres lands fremtid.

Bogen nøjes ikke med at videregive Peter Gundels vinkel på begivenhederne, men baserer sig på en række andre førstehåndskilder og skildrer et rigt persongalleri af grønlændere og tilrejsende danskere, mænd og kvinder af forskellig social status.

- Jeg giver dem hvert et kapitel, lader dem tale med hver deres stemme, en mosaik, så vi kommer hele vejen rundt i kolonisamfundet.

- Hvad var Jørgen Hvams rolle?

- Han er i Grønland – ikke for at hjælpe – men for at bruge de to år som trin på karrierestigen. Han er der ikke for at »dufte« til den indfødte befolkning. Der er ikke noget floromvundet i hans tilgang.

Ifølge Kirsten Thisted var der i perioden omkring 1920 to klare yderpositioner i Grønland i forhold til den danske kolonisering.

- Både i Grønland og Danmark var der på den ene side fortællingen om den gode kolonimagt. At Danmark var til gavn for Grønland, og at hensynet til befolkningen blev sat over indtjeningen og handlen. Samtidig at det var danskernes skyld, at grønlænderne bevarede deres sprog.

- Modsat var der så dem, der kun havde øje for den onde kolonialisme. Måske var den ikke så slem som i Congo og på slaveøerne, men systemet var i sin essens det samme. Man fratog grønlænderne deres oprindelige kultur, de blev undertrykte, forklarer Kirsten Thisted.

Selv har hun fravalgt at tage stilling – og indtage den ene eller anden position.

- Kolonitiden var ikke sort-hvid. Et enten-eller. Det er for eksempel sandt, at grønlænderne bevarede deres sprog, og det var med til at befordre en grønlandsk nationalisme. Der er bestemt grund til at fremhæve plusserne, men samtidig var det også et vanvittigt ulige system, siger hun.

»Skrækslagne«

I 1917 havde kolonimagten Danmark solgt sin oversøiske besiddelse, De Vestindiske Øer, til USA. Den handel lå som en dunkel understrøm i det grønlandske samfund på det tidspunkt.

- Grønlænderne var skrækslagne for at blive solgt. Det var den store undertekst i dialogen med danskerne – at Danmark havde et ansvar over for Grønland, og det ville være æreløst at gøre med Grønland, som man gjorde med Vestindien, forklarer Kirsten Thisted.

- Hvad er det, som har gjort Peter Gundel til så interessant en figur for dig?

- Det gik op for mig, at Peter Gundel kan fungere som et prisme for den tid; en måde at se tingene mere klart på. Han er den lovlydige lovbryder. På grund af sin skæbne – som dømt og tuberkulosesyg – har han ikke så meget at miste, og han kan se og sige tingene meget tydeligt. Han var på en gang vred på danskerne, og samtidig meget autoritetstro, og så var han den her virkeligt dygtige skribent, svarer Kirsten Thisted.

AG Uge 22 2021

Klik her for at læse