Chefredaktøren anbefaler: Selvstyreloven samler støv
Folkeafstemningen kan snart holde 10 års jubilæum, men selvstyreslæden har tabt pusten
– Grønland og Danmark har i al for lang tid haft Selvstyreloven liggende i skrivebordsskuffen, siger Inuit Ataqatigiits formand Sara Olsvig til Sermitsiaq.
Det er snart 10 år siden, at et stort flertal af vælgerne stemte for selvstyreloven ved en folkeafstemning den 28. november 2008.
Og den 21. juni 2009 trådte selvstyret i kraft i Grønland.
– Det er på tide, at selvstyreloven bliver lagt op på skrivebordet, så vi kan arbejde efter de mål, som loven rummer, siger Sara Olsvig.
Grønland har haft fire forskellige koalitioner siden selvstyrets indførelse, og hver koalition har haft sine prioriteringer om hjemtagelse af de 32 ansvarsområder, som Selvstyreloven oplister.
Men siden 1. januar 2010, hvor råstofområdet og arbejdsmiljøet offshore blev overtaget, er selvstyreslæden gået i stå.
– Hvordan får vi gang i overtagelsen af de resterende 30 ½ ansvarsområder
– Inuit Ataqatigiit ønsker en overordnet plan i stedet for enkeltstående punkter. Jeg savner i det hele taget, at Naalakkersuisut forholder sig til, at Selvstyreloven i virkeligheden er en indsatsplan; i et engelsksproget forum bruger jeg udtrykket »action plan«. Grønland burde allerede i 2009 have spurgt sig selv, hvordan vi får opfyldt Selvstyrelovens formål, og behovet for en aktiv tilgang til loven er ikke blevet mindre snart 10 år senere, siger Sara Olsvig.
– Hvordan får vi skabt et fornyet ejerskab til Selvstyreloven?
– Inuit Ataqatigiit var medlem af koalitionen 2016-18, som oprettede et departement for selvstændighed. Jeg havde håbet, at departementet ville arbejde mere målrettet med Selvstyreloven, fordi den med sin detaljerede køreplan for selvstændighed er forudsætningen for det videre arbejde. Det skete ikke, men selve virkeliggørelsen af loven kræver lige så meget arbejde, som det krævede at udarbejde selve Selvstyreloven. Derfor ser jeg et behov for en kommission eller en arbejdsgruppe, som arbejder specifikt med implementeringen af Selvstyreloven. Opgaven bliver at udarbejde en oversigt over de skridt på vejen, som skal tages for at vi kan stå på egne ben. Og det gælder også rækkefølgen at overtagelser, siger Sara Olsvig.
Bekvemmelighed
I Inatsisartut har interessen i de seneste år flyttet sig fra selvstyre til selvstændighed.
– Men jeg synes, at vi i Inatsisartut beskæftiger os alt for lidt med de mange sagsområder, som den danske stat fortsat driver i Grønland.
– Hvorfor denne manglende interesse?
– Det kan være et symptom på, at politikerne tænker: Nåh, ja. Danmark har ansvaret for disse områder, og så kan vi med god samvittighed arbejde med så mange andre ting. Men hvis politikerne vil selvstyret, skal de tænke omvendt: Disse sagsområder, som griber så afgørende ind i vores hverdag, bør vi også tage stilling til.
Det vil samtidig sende et tydeligt signal til Danmark.
– Grønland skal være mere klar i spyttet, så Danmark ved, hvad vi vil med selvstyret, siger Sara Olsvig.
Gensidig forpligtelse
I modsætning til hjemmestyret, som i sine første 10 leveår overtog en lang række tunge sagsområder, har selvstyret kun overtaget halvanden af de 32 sagsområder, som står oplistet i selvstyreloven.
En væsentlig forklaring på det langsomme tempo er, at der i modsætning til hjemmestyret ikke følger et bloktilskud med selvstyrets overtagelser.
På opfordring fra Inuit Ataqatigiit tilbage i efteråret 2015 vil Naalakkersuisuts formand Kim Kielsen om kort tid omdele en redegørelse til Inatsisartut, som sætter pris på overtagelserne af de resterende sagsområder: 576,2 millioner kroner om året.
Og så mange penge har Grønland ikke til rådighed i dag.
– Var det en fejl af Grønland at stemme for en selvstyrelov, hvor der ikke følger bloktilskud med overtagelsen af nye ansvarsområder?
– Nej, det var det ikke, men det forpligter både Grønland og Danmark, at der ikke følger penge med overtagelserne, siger Sara Olsvig.
Arbejdsgruppen vedrørende økonomi og erhvervsudvikling skriver i den dansk/grønlandske selvstyrekommissions betænkning fra april 2008:
»Det har været en forudsætning i arbejdsgruppen, at staten løbende og frem til selvstyrets overtagelse af et sagsområde sikrer en standard i Grønland på det pågældende sagsområde, som svarer til standarden i Danmark med de særlige afvigelser, der kan begrundes i grønlandske forhold«.
– Den danske stat har altså også en forpligtelse til at løfte standarden på de ansvarsområder, som den fortsat varetager, så de ikke ender med at blive en kæmpestor udgift for Grønland efter overtagelsen, siger Sara Olsvig.
Og sporene skræmmer.
Grønland overtog sundhedsvæsenet 1. januar 1992, selv om staten blev mistænkt for at udsulte området i årene op til overtagelsen.
Der fulgte et bloktilskud på 601 millioner kroner med overtagelsen. Dette beløb er med den gennemsnitlige pris- og lønregulering på statens driftsbudget steget til 1.014 millioner kroner, men finansloven for 2018 afsætter i alt 1.461 millioner kroner til sundhedsområdet. Landskassen må altså selv skyde 447 millioner kroner i sundhedsvæsenet for at opnå den standard, som politikerne ønsker.
– Det må ikke ske igen, og derfor skal Grønland holde den danske stat fast på dens forpligtelse til at aflevere områderne med en tilfredsstillende standard. Det kræver til gengæld, at Grønland klart melder ud, hvad vi prioriterer af områder. Målet må være, at Danmark udvikler områderne, så de er klar til overtagelse, og Grønland forbereder sig, så vi er klar til at tage imod områderne. Det er et ansvar, som ligger begge steder, men som vi svigter begge steder, siger Sara Olsvig.
Klart signal
Familieretten er et af de områder, som Grønland i helhold til Selvstyreloven kan overtage, men som stadig er et dansk ansvarsområde.
Centrale elementer i familieretten er ægteskab, separation og skilsmisse, adoption og børnebidrag
– Inuit Ataqatigiit har lige siden Kuupik Kleists tid i Folketinget haft en lang liste med punkter på området, som skulle opdateres, men det går meget, meget langsomt i Justitsministeriet og Socialministeriet, som området i årenes løb har skiftet mellem, siger Sara Olsvig.
Det er samtidig et eksempel på, at Grønland skal presse på og vedblive med at presse på for at få ting ændret.
Som Naalakkersuisuts medlem for justitsområdet 2016-18 igangsatte Sara Olsvig også arbejdet med en grønlandsk strategi på justitsområdet med politi, retsvæsen og kriminalforsorg.
– Det var også for at vise Danmark, hvad vi ønsker prioriteret. Jeg kan se, at min efterfølger har foretaget omprioriteringer. Det er fint nok, men det er vigtigt for mig, at der ligger en prioritet fra grønlandsk side, som ikke bliver lavet for meget om hele tide. Med en klar strategi ved man fra dansk side, hvad Grønland ønsker. Og vi kan holde dem op på, at de rent faktisk også gør det, og de kan ikke undskylde sig med, at de ikke ved, hvad Grønland ønsker, siger Sara Olsvig.
– Nu mener jeg ikke, at hele justitsområdet skal være det første område, som vi hjemtager. Det er for dyrt og for omfattende, men familieretten kunne være en god idé. Men erfaringerne viser også, at der skal ske en klar prioritering fra Naalakkersuisut og Inatsisartut, før der sker noget i Danmark.
Selvstyreloven klar i mælet
Rigsfællesskabet knager og brager i en tid, hvor både Færøerne og Grønland arbejder med deres egne forfatninger.
Men Sara Olsvig mener, at selvstyreloven slet ikke har udspillet sin rolle.
– Hvis man har fulgt med i timen, burde det ikke komme bag på danske politikere, at selvstændighed på sigt er et helt klart formål med selvstyreloven, siger Sara Olsvig.
Selvstyreloven indeholder en detaljeret køreplan for Grønlands selvstændighed, som bliver stedse mere aktuel.
Loven slår fast, at beslutningen om selvstændighed træffes af det grønlandske folk. Der bliver således ikke løsnet et eneste skud i gaderne, højest et kanonslag den dag, hvor Grønland udråber sig som en selvstændig nation.
Kapitel 8 hedder »Grønlands adgang til selvstændighed«.
- § 21. Beslutning om Grønlands selvstændighed træffes af det grønlandske folk.
- Stk. 2. Træffes beslutning efter stk. 1, indledes der forhandlinger mellem regeringen og Naalakkersuisut med henblik på gennemførelse af selvstændighed for Grønland.
- Stk. 3. En aftale mellem Naalakkersuisut og regeringen om gennemførelse af selvstændighed for Grønland skal indgås med samtykke fra Inatsisartut og skal godkendes ved en folkeafstemning i Grønland. Aftalen skal endvidere indgås med samtykke fra Folketinget.
- Stk. 4. Selvstændighed for Grønland indebærer, at Grønland overtager højhedsretten over Grønland.
– Selvstyreloven er en afgørende faktor i hele selvstændighedsprocessen, som Grønland skal holde danske tvivlere fast på, siger Sara Olsvig.
Et stort flertal i Folketinget slog 23. maj 2017 da også fast, at det står Grønland frit for at indlede en forfatningsforberedende proces. Kun Dansk Folkeparti stemte imod.
Ingen årstal
Inuit Ataqatigiits mål er selvstændighed, men Sara Olsvig vil ikke deltage i en gætteleg om årstal.
– Lad os nu få opbygget en stabil økonomi, lad os nu få sikret gode uddannelser, lad os nu få taget hånd om de sociale udfordringer, så vi får bygget det stærke fundament, som vi skal stå på i fremtiden. Og det må tage den tid, som det tager at opbygge et samfund, hvor hver især tager ansvar.
Sara Olsvig sagde på Inuit Circumpolar Councils generalforsamling i Alaska, at selvstændighed kommer indefra.
– Vi skal opbygge den selvtillid og det gå-på-mod, som er krævet for at tage ansvar og få styr på hverdagen.
Partii Naleraq har sat 3. juli 2021 - 300 året for Hans Egedes ankomst, som skæringsdato for selvstændigheden.
Inuit Ataqatigiit er ikke enig.
– Vi vil ikke kaste landet ud i et socialt eksperiment i 2021, og jeg forstår i øvrigt heller ikke, at vi skal binde os op på, hvornår en missionær fra kolonitiden ankom til Grønland. Lad os nu tage beslutningen om selvstændighed på vore egne præmisser, siger Sara Olsvig.
Sermitsiaq bringer i næste uge et interview med formanden for Demokraterne Niels Thomsen og formand for Samarbejdspartiet Michael Rosing om deres holdning til selvstyret og de manglende overtagelser.
Du kan få adgang til hele avisen Sermitsiaq via linket herunder: