Chefredaktøren anbefaler: Selskaber kritiserer ny råstoflov
Er der realistisk for selskaber at forsætte efterforskning og udvinding i Grønland under en ny og mere restriktiv råstoflov? Det må tiden vise, men af høringssvarene til lovforslaget kan man godt blive bekymret for, at selskaberne finder et andet sted at investere.
Grønlands fremtid ligger begravet i undergrunden. Sådan lød de optimistiske toner tilbage i 2013, da nul-tolerancen mod uran blev ophævet. Nu skulle Grønland satse på råstofferne som det fjerde ben i økonomien; udover fiskeri, turisme og bloktilskud. Selskaber kom da også til landet, men derfra og til at se et storskalaprojekt folde sig ud i Grønland, er der fortsat lang vej.
I dag hvor Naalakkersuisut ønsker at indføre nultolerance igen, er der uddelt 72 efterforskningstilladelser og 7 udnyttelsestilladelser til råstofselskaber i Grønland. De syv udnyttelsestilladelser er givet til Greenland Ruby, Hudson Greenland, Dundas Titanium, Ironbark, London Mining, Nalunaq (AEX Gold) og Tanbreez Mining. Og af de syv selskaber er det kun de to; Hudson Greenland og Greenland Ruby, der er kommet så småt i gang med at sende råstoffer ud af landet. Hudson har dog kun formået at fragte en enkelt skibsladning bestående af 14.000 tons anorthosit til USA tilbage i august 2019, samt for nylig 600 tons anorthosit til en potentiel kunde i Mexico med henblik på test af produktet. I det meste af 2020 og 2021 har der ikke været aktivitet på anlægget på Qaqortorsuaq (White Mountain) ved Kangerlussuaq. Og for Greenland Rubys vedkommende, så kom de ud med millionunderskud i både 2019 og 2020 og senest har investorerne måtte skyde et større tocifret millionbeløb ind i selskabet for at sikre den fortsatte drift af minen ved Aappaluttoq syd for Nuuk.
Råstofselskaberne flokkes ikke ligefrem om Grønland. Og spørgsmålet er, hvad yderligere krav vil føre med sig.
Bekymringer over grænseværdi
Tirsdagens tredjebehandling af lovforslaget om forbud mod efterforskning og udnyttelse af uran blev derfor tæt fulgt af råstofselskaber, for det er helt afgørende for de selskaber, der fortsat har licens i Grønland, at vilkår og rammer ikke bliver for bureaukratiske, snærende og ikke mindst uforudsigelige.
Selvom Grønland er verdens råstofspisekammer, så vil selskaberne ikke nødvendigvis blive i Grønland, hvis vilkårene ikke er attraktive, eller hvis de ændres for ofte. Det er velkendt, at uforudsigelighed og stramme bureaukratiske tøjer skræmmer investorer væk, særligt de store selskaber, der har langsigtede efterforskningsprojekter for øje.
Af bemærkninger til lovforslaget fremgår en række af de bekymringspunkter, som råstofselskaber og eksperter har fremført, der i overvejende grad handler om lovforslagets foreslåede grænseværdi på 100 ppm (parts per million uran – svarende til 0,01 procent af malmen) samt Naalakkersuisuts beføjelser til at ændre i vilkår og betingelser og for eksempel at forbyde thorium og andre radioaktive stoffer på et senere tidspunkt.
Flere selskaber påpeger i deres høringssvar, at der bør skelnes mellem egentlige uranprojekter og øvrige projekter, hvor uran blot optræder i mindre koncentrationer.
Hertil svarer Departementet for Råstoffer, at forslaget gør netop dette:
– Naalakkersuisuts målsætning er, dels at der ikke skal udvindes uran i Grønland eller sælges uran, der er udvundet i Grønland, dels at undgå minedrift, hvor det gennemsnitlige indhold i ressourcen af uran er over 100 ppm. Forslagets § 1, stk. 1, forbyder således ethvert projekt målrettet uran, mens forslagets § 1, stk. 2 muliggør øvrige projekter, hvor uran optræder i ”mindre” koncentrationer (under 100 ppm i gennemsnit).
Guld og kobberprojekter rammes
Departementet skriver videre, at de er bevidste om og anerkender, at det i et projekts tidlige stadier kan være vanskeligt at konstatere, om grænseværdien på 100 ppm er overholdt, og at grænseværdien på 100 ppm er politisk besluttet.
– Dette er en afvejning af forskellige modsatrettede hensyn, herunder hensynet til industrien over for hensynet til miljø, sikkerhed, befolkningens ønsker med videre. Ved fastsættelsen af grænseværdien på 100 ppm er det Naalakkersuisuts opfattelse, at der i vidt omfang kan ske minedrift målrettet andre mineralske råstoffer end uran.
Flere selskaber herunder Orano Mining og Greenland Minerals Ltd. bemærker dog, at en grænseværdi på 100 ppm er for restriktiv i forbindelse med eksempelvis forundersøgelse og efterforskning efter guld og kobber, der lokalt kan være forbundet med uranforekomster langt over grænseværdien. Den samme bekymring giver flere eksperter udtryk for herunder geolog Ole Christiansen, der har peget på, at 5-10 efterforskningsprojekter, der leder efter andre råstoffer som for eksempel guld eller kobber, kan blive ramt af ppm-grænseværdierne for uran.
Geologien ændrer sig
Tre andre selskaber Northground, GEFIB og CGRG finder det endvidere problematisk, at der fastsættes den samme grænseværdi for uran i hele Grønland, da Grønland er stor og har mange forskellige geologiske strukturerer. CGRG s.r.o. har i den forbindelse foreslået, at der som et alternativ til en højere grænseværdi end 100 ppm fastsættes grænseværdier for uran afhængigt af værtsbjergarten.
Men hertil gentager Naalakkersuisut, at det er en politisk beslutning at fastsætte grænseværdien til 100 ppm, hvilket samtidig giver klare og gennemskuelige vilkår for industrien.
– Ved fastsættelsen af grænseværdien på 100 ppm er der samtidig taget højde for, at urans naturlige forekomst kan variere afhængigt af geografi, bjergarter med videre.
Departementet for Råstoffer har tidligere noteret, at grænseværdien er fastsat på baggrund af, at de naturlige baggrundsværdier for uran afhænger af bjergarten eller bjergarterne og derfor varierer meget i Grønland. For granitiske bjergarter vil baggrundsværdien (det vil sige den naturligt forekommende mængde) typisk udgøre 4-60 ppm.
En række selskaber pointerer, at det har store omkostninger, at efterforskning er underlagt samme stramme restriktioner som udvinding. Det betyder nemlig, at incitamenterne til at gå i gang med at undersøge et område mindskes væsentligt. Samtidig har selskaberne i dag efterforskningsforpligtelser. Det vil sige, de er forpligtet til at opretholde et vist niveau af efterforskning på deres licens. Og spørgsmålet er om dette også gælder, hvis grænseværdien for uran overskrider de 100 ppm på en given efterforskningslicens.
Selskabet AEX Gold, der har flere licenser til efterforskning og udvinding af guldmineraliseringer i Sydgrønland bemærker følgende:
– AEX Gold finder dette problematisk, da indehavere af en efterforskningstilladelse, som efter forslaget ikke vil kunne udmønte sig i en udnyttelsestilladelse grundet indholdet af uran, ikke har noget incitament til at investere i efterforskningsaktiviteter. AEX Gold har i den forbindelse foreslået, at efterforskningsforpligtelserne fastsættes til 0 kroner for berørte efterforskningstilladelser, og at eventuelle investeringer i efterforskningsaktiviteter herefter vises som en kredit på efterforskningskontoen. Alternativt har AEX Gold foreslået, at efterforskningsforpligtelserne forbliver det samme, men at overtrædelse heraf ikke medfører tilbagekaldelse af efterforskningsaktiviteten. AEX Gold foreslår desuden, at enhver kredit på efterforskningskontoen skal være gyldig på ubestemt tid frem for tre år.
Dette forslag har Departementet for Råstoffer afvist med henvisning til, at der ikke skal fastsættes særlige regler om fravigelse af forpligtelser til efterforskning.
Køb avisen Sermitsiaq her: