Chefredaktøren anbefaler: Polarisering provokerer mig

- Jeg kan huske, da min farfar og ittu mødtes til min søsters konfirmation i Narsaq i 1990. Det var meget stort, for det var ligesom to verdener, der blev forenet.

Fra hjørnekontoret på fjerde sal i Selvstyretårnet, fortæller Demokraternes naalakkersuisoq for sundhed, Anna Wangenheim, om mødet mellem fåreholderen fra Eqaluit og forvalteren fra Djursland i midtjylland.

Hendes ittu, Abel Kristiansen fra Eqaluit, var en driftig mand, der arbejdede for at fremme grønlandsk produktion af fåreavl, og blandt andet skrevet en bog om etablering af fåreavl i Sydgrønland.

En mand med stærke holdninger, fortæller Anna Wangenheim, og beskriver sin ittu som ”karismatisk, meget bestemt og streng,” men som jo også sammen med sin kone skulle opdrage 15 børn i en tid uden elektricitet og rindende vand.

- Jeg husker at både min ittu og farfar sagde: ”Du skal yde, for at kunne nyde,” siger Anna Wangenheim.

Farfaderen Henry Mikkelsen var en ”traditionel dansk, konservativ og velanset mand,” også med stor karisma. Begge bedstefædre satte deres præg på barnebarnet Anna, som i Narsaq oplevede, hvordan man kan forene det bedste af to verdener.

Og det burde vi også kunne i dag, mener Anna Wangenheim, der bliver provokeret, men også nysgerrig, når hun hører den politiske debat om polarisering af etniciteter.

- Jeg tænker, er det manglende viden eller hvad? Vi er jo alle sammen mennesker, så hvorfor kan vi ikke få nogle gode relationer uden at polarisere? Altså skabe broer i stedet for at skabe afstand, spørger Anna Wangenheim.

Den 38-årige naalakkersuisoq og sygeplejerske beskriver sin barndom og ungdom i Narsaq, som en opvækst, præget af borgerlige dyder. Hendes mor, Karline, var økonoma på sygehuset og faderen, Henning, var tømrer.

- Mine forældre var ”pære-Atassut’er,” og min mor prøvede kraftigt at påvirke mig den vej, griner Anna Wangenheim, hvis moster Benedikte Thorsteinsson var aktiv i såvel lokal- som landspolitik for Siumut.

Selv om det ikke lykkedes helt for moderen at overbevise datteren om Atassuts politik, er der alligevel noget derfra, som har fæstnet sig og gjort, at Anna Wangenheim meldte sig ind i Demokraterne i 2017.

- Det lykkedes til en vis grad i forhold til ideologien om det frie valg og den liberale tankegang, siger Anna Wangenheim, beskriver sig selv som stædig og retfærdighedssøgende.

Sygeplejen var et kald

Det lå allerede fra tidlig start lidt i kortene, at Anna Wangenheim skulle uddanne sig til sygeplejerske.

- Det var nok lidt af en kald, siger hun og fortæller, at hun som barn var altid den, der kom plaster på såret, når faderen hjem med arbejdsskader på hænderne. Han ønskede også, hun skulle uddanne sig ad sygeplejevejen. Selv ville hun oprindeligt egentlig helst være tømrer som sin far.

- Men min far sagde, nej, det skal du ikke, du får bare ondt i ryggen, fortæller hun.

Efter 11. klasse tog Anna Wangenheim et år på efterskole i Hammerum i Jylland, hvorefter hun rejste hjem til Grønland for at begynde på GU i Qaqortoq. I årene forinden var hendes mor blevet ramt af kræft, og året på efterskole blev også brugt til besøg på Rigshospitalet, hvor moderen var under behandling.

Svære GU-år

Moderen døde af kræftsygdommen, da den dengang 18-årige Anna gik i 1. g.

Og sorgen satte naturligt nok præg på gymnasietiden.

- Det var svært, siger hun.

Det blev ikke mindre hårdt, da hun gik i 3. g og hendes far blev syg, også af kræft.

- Jeg husker det som en årrække, hvor der var meget sorg og ked-af-det-hed, fortæller Anna Wangenheim, der mistede sin far til kræft som 21-årig.

- Men jeg fik altid at vide, at jeg egentlig ikke havde noget valg. Jeg er opdraget til, at har man sagt A, må man også sige B. Man færdiggør det, man har sat i gang, siger hun om kampen for at gennemføre eksaminer og blive student.

På tidspunktet for faderens død havde hun ellers besluttet sig for at uddanne sig til journalist; Sygeplejerske kunne der i hvert fald ikke være tale om efter årene med forældrenes sygdom og de mange oplevelser med sundhedsvæsenet. Så ud fra en interesse for at skrive og for politik, samfund og sprog begyndte hun på journalistuddannelsen i Nuuk.

Men stoppede, da hendes far gik bort:

- Der skete ligesom bare en helt naturlig nedsmeltning, fortæller Anna Wangenheim.

Forældrenes hus i Narsaq skulle tømmes, og hun var den af søskendeflokken, der var bedst i stand til at tage ansvaret for det.

Lyset og håbet

Midt i al sorgen og mørket, kom der dog også lys.

I Narsaq blev Anna Wangenheim gravid med sit første barn, som hun fik med barndomskæreste fra fødebyen.

- Det var ligesom – han bragte lyset tilbage i vores familie, efter meget sorg. Der kom lys og håb; alle de gode ting, vi havde fra vores forældre, havde vi mulighed for at bringe videre, siger hun.

I dag er sønnen Theis 15 år. Forholdet med hans far gik i stykker efter et halvt år, og Anna valgte at rejse til Danmark for at uddanne sig.

Hun beskriver rejsen til Danmark som dels som lidt af en flugt dels som en protest mod de politiske tilstande i Grønland i midten af 00’erne.

- Jeg fulgte med i det politiske, og jeg tænkte: Jeg protesterer, jeg flytter til Danmark, jeg gider ikke at være en del af det her, siger Anna Wangenheim, der rykkede teltpælene fra Narsaq til Danmark.

Undervejs i sin uddannelse til bachelor i sundhedspleje mødte hun faderen til sine to yngste sønner, Bastian og Alec, der er henholdsvis 10 og ni år i dag.

I dag er parret skilt, og hendes eks-mand er flyttet tilbage til Danmark.

Mor til seks

Anna Wangenheim beskriver årrækken i Danmark (fra 2006-2016) som turbulente.

Hendes nye mand havde tre børn fra tidligere forhold. Han var både selvstændig murer og sejlede for søværnet i flere måneder ad gangen. Hans eks-kone var desuden også sygeplejerske med skiftende vagter, og derfor stod Anna Wangenheim ofte og havde ansvaret for seks børn.

- Jeg havde hænderne fulde. Det er egentlig utroligt, at man overlever, men man gør det jo for børnenes bedste, siger hun.

Når årene var turbulente, skyldtes det dog også, at hun havde hjemlængsel efter Grønland. Og hun og hendes mand kunne ikke finde fælles fodslag i forhold til, hvordan de syntes livet burde leves. For hendes mands syn harmonerede ikke med, hvordan Anna ønskede at leve livet.

- Jeg fandt ud af, hvor meget grønlænder jeg egentlig er, siger hun og uddyber:

- Vi grønlændere er jo meget tætte med hinanden og har en noget uformel omgangstone med hinanden. De nære relationer fra opvæksten kan være svære at undvære, for det er jo dem, der har ens baggrundshistorie, forklarer hun om trangen til at flytte tilbage Grønland, nærmere bestemt fødebyen Narsaq.

Drømmen om Narsaq bristede

Det viste sig imidlertid at være lettere sagt end gjort at vende tilbage til Sydgrønland.

- Det var lidt en romantiseret drøm, som jeg måtte udleve, for at kunne afslutte en form for kapitel i mit tidligere liv, siger Anna Wangenheim.

Hun oplevede det som et kulturchok at vende hjem til Narsaq, der gennem årene udviklet sig fra en driftig erhvervsby til en by , hvor ingen udvikling var, i hendes øjne.

- Jeg ville så gerne have, at mine børn, som alle er født i Danmark, fik lidt indblik i det at være barn i Grønland. Men jeg følte mig ensom og alene med ønsket om at ændre forholdene, forklarer hun. Da børnene begyndte at vise tegn på mistrivsel besluttede hun at pakke rygsækken igen og flytte.

- Jeg troede, at jeg nu havde begravet drømmen om Grønland godt og grundigt, forklarer hun.

Det blev imidlertid ikke til lang tid i Danmark. For hendes grønlandske netværk, venner og familie, var i de mellemliggende år flyttet til Nuuk og begyndte at overtale hende til at flytte til hovedstaden.

- De sagde, at jeg ikke ville fortryde det. Jeg var indstillet på at komme tilbage til Grønland, nærmest koste, hvad det ville, fortæller Anna Wangenheim, der pakkede taskerne igen, og december 2016 ankom til Nuuk.

Hvilket hun ikke har fortrudt.

- Det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget, siger Anna Wangenheim, der i Sønderjylland havde savnet at være tæt på sit ressourcestærke netværk og relationer.

Hun er især tæt med sin yngste søster, Alma, der også bor i Nuuk med sine tre børn på henholdsvis 12, fem og to år. Storesøsteren, Maline, flyttede til Danmark for år tilbage, hvor hun bor med sin 12-årige søn.

Corona fylder meget

Hjemvendt til Grønland besluttede Anna Wangenheim sig for at melde sig ind i Demokraterne.

Hun blev i 2017 valgt som regionsformand for Demokraatit Vest/Kitaani, og i 2018 stillede hun op til valget til Inatsisartut.

Det var en grænseoverskridende oplevelse at stille op og blive eksponeret og vurderet ”fra top til tå,” husker hun, der fik 52 stemmer.

Og selv om Anna Wangenheim drømte om at blive naalakkersuisoq for sundhed på et tidspunkt, kom det bag på hende, at hun allerede i efteråret 2020 skulle afløse Martha Abelsen på posten som naalakkersuisoq for sundhed, da Demokraterne gik ind i koalitionen.

- Jeg troede, jeg skulle bruge mange år på at opbygge et politisk navn og profil, siger hun.

På spørgsmålet om, hvordan skiftet, fra en skemalagt arbejdsdag i hvid kittel på Dronning Ingrids Hospital til at sidde i hjørnekontoret i Selvstyretårnet, har været, siger hun:

- Jeg er blevet bekræftet i, at der er langt fra embedsværket til det der foregår på gulvene. Jeg synes, der er meget bureaukrati, siger Anna Wangenheim, der hæfter sig ved, at der er blevet ansat konsulenter med sygefaglig baggrund til embedsværket.

Hun oplyser, at det har overrasket hende, hvor meget COVID-19 har fyldt, og hvor stort et apparat, der er sat i gang for at håndtere epidemien bedst muligt.

- Det trækker tænder ud og påvirker naturligvis den daglige drift i sundhedsvæsenet, siger hun og roser sundhedspersonalet for deres professionelle tilgang til corona.

Når hun selv forlader sit kontor for at holde fyraften, sker det gerne med en løbetur på mindst fem kilometer stort set hver aften.

- Jeg kan ikke undvære naturen, det der, jeg henter min energi. Også på vejene i Nuuk. Motion er det bedste medicin, man kan give sin krop, siger hun.

Køb avisen AG her:

AG Uge 04 2021

Klik her for at læse