Annonce
Chefredaktøren anbefaler: Personlige angreb ramte Niels Thomsen hårdt
Niels Thomsen fortæller til AG, hvorfor han har været sygemeldt
- Jeg vidste ikke, at det handlede om angst. En angst, der består i den fortid, jeg har.
Annonce
Niels Thomsen tager en dyb indånding over telefonlinjen fra direktørkontoret i Halibut Greenland Aps. i Ilulissat til AGs redaktionslokale i Nuuk.
Efter flere gange at have afvist journalister, der spørger til hans sygeorlov fra posten som formand for det parti, der støtter koalitionen, har han nu besluttet sig for at fortælle om baggrunden for sit selvvalgte fravær fra politik.
Et fravær, han håber bliver midlertidigt. Men det er ikke sikkert.
- På det ubevidste plan håber jeg nok det sker, at jeg vender tilbage. Men kun hvis jeg er rask nok, og kan leve med de personlige angreb, jeg bliver udsat for, siger Niels Thomsen.
Mere om de angreb, særligt på sociale medier, senere.
Ramt af stress
Forud for erkendelsen af at lide af angst, var der oplevelsen af at blive ramt af stress.
Niels Thomsen begynder indledningsvist at beskrive, hvad der skete tilbage i starten af marts i år, hvor han var ude at gå en tur på lufthavnsvejen i Ilulissat.
En tur, han ellers ofte er ude på.
- Pludselig fik jeg det dårligt. Jeg blev svimmel og bange for at blive kørt ned. Jeg kunne mærke at jeg var tæt på at falde om, fortæller Niels Thomsen, der ringede til kæresten Pilu, så hun kunne hente ham.
Derefter ringede han til lægen, men kom ikke igennem. Den følgende uge lykkedes det heller at trænge igennem lægetelefonen, og Niels Thomsen gav op til sidst.
Men han sov fortsat lige så dårligt som han havde gjort de foregående mange måneder, hvor nattesøvnen oftest kun havde bestået af to-tre timers søvn.
Til sidst ringede Pilu til lægen og det lykkedes hende at få en tid. Ifølge Niels Thomsen tog det ikke længe for lægen at konstatere, at han havde det skidt og skrev en lægeerklæring, så han kunne melde sig syg.
- Hun (lægen, red.) sagde, at jeg også kunne vælge at forsætte, hvilket nok ville betyde, at jeg ville falde død om inden for kort tid. Det fik mig til at tænke på mine tre børn.
Niels Thomsen og samleveren Pilunnguaq Olsen har sammen tre børn på henholdsvis 15, otte og tre år.
- Jeg tænkte på, at jeg stadig har børn, som jeg skal opdrage. Og indså, at jeg hidtil har prioriteret alle andre end mig selv. Derfor tog jeg orlov fra alt, både Halibut Greenland og det politiske, siger Niels Thomsen.
Stress-coach samtaler
Lægen gav ham diagnosen ”kronisk stress.”
Selv beskriver Niels Thomsen symptomerne således:
- Jeg var bange for at dø. Ikke fordi jeg var selvmordstruet, men jeg havde voldsom hjertebanken, kraftige smerter i hjerteregionen, sov tre timer om natten, tænkte på arbejdet konstant. Men jeg blev bange for, hvad der ville ske med mine børn, hvis jeg gik hen og døde, siger han.
Især den første tid var svær at kapere som sygemeldt.
- Jeg har altid arbejdet meget og troet, at jeg kunne arbejde meget. En slags Superman. Det var hårdt at skulle være hjemme og få ro i kroppen og sindet, fortæller Niels Thomsen, der i starten ikke kunne holde sig i ro og gik og ryddede op i hjemmet.
Sygemeldingen kom samtidig med Tele-Posts søkabelreparation nordpå, så der var ikke noget med at kunne streame Netflix-serier og film for at koble tankerne fra. I stedet blev det træningscentrets kredsløbsmaskiner samt halve og hele dage ude i naturen, der fyldte dagene.
Udover den fysiske træning begyndte Niels Thomsen at konsultere en stress-coach i Ilulissat, som en bekendt havde anbefalet ham at opsøge. Noget han ellers aldrig havde forestillet sig ville ske.
- Jeg var meget skeptisk. Men under processen kunne jeg se, at det kom til at gavne mig, siger han.
Seancerne med stress coach’en gav ham en større indsigt i hvilke faktorer og forhold, der gjorde, at han endte som stress-ramt. Og, endnu vigtigere, han fik det bedre.
- Efterhånden kunne jeg føle glæde over helt simple ting. Mine børn for eksempel og ting jeg har taget for givet. Jeg så, at livet har flere farver, siger Niels Thomsen, der fik ro i kroppen og sin nattesøvn tilbage.
- Processen førte til at jeg fik overskud og følte at jeg kunne arbejde igen, siger han.
I slutningen af maj begyndte han derfor så småt igen at møde op på arbejdet i Halibut Greenland. I starten var det bare et par timer om dagen, hvor han mødte og hilste på medarbejderne og lavede enkle arbejdsopgaver.
Angst af politik
I slutningen af juni var Niels Thomsen tilbage for næsten fuld kraft i direktørjobbet. Men stadig ikke klar til at genoptage sine politiske hverv.
- Jeg fik det bedre, men tanken om at vende tilbage til politik var skræmmende. Og jeg kunne ikke forstå hvorfor.
Derfor drøftede han med sin læge og stress coach, hvad der kunne være årsagen. Og sammen nåede de frem til, at udover stress, led Niels Thomsen også af angst.
En angst, der udelukkende relaterede sig til politik. Og til hans fortid.
- Angsten består i den fortid, jeg har, siger den snart 38-årige iluliarmioq og henviser til, at han for 17 år siden afsonede fire måneder i anstalten for domfældte i Aasiaat, dømt for vold.
Det er en fortid, han ikke har forsøgt at skjule gennem tiden, påpeger han.
- Jeg har altid været åben om det, og jeg har holdt foredrag om at bryde mønstre.
Dog var han ikke mere naiv, end at han var klar over, at det kunne blive et ømtåleligt emne, da han annoncerede sit kandidatur til valget til Inatsisartut sidste år.
- Der var politiske modstandere, der påpegede min kriminelle fortid. Og daglige beskeder på facebook og Messenger, hvor folk forsøgte at nedgøre mig, siger Niels Thomsen, der synes, at han rent menneskeligt klarede sig godt igennem valgkampen. Rent vælgermæssigt gik det i hvert fald forrygende: 2.773 personlige stemmer, kun overgået af Sara Olsvig fra Inuit Ataqatigiit.
Egentlig havde han forventet, at hetzen ville stoppe efter valgkampen. Men:
- Det skete stadig, om ikke dagligt, så lidt for ofte, siger han og fortæller, det handler om beskeder på sociale medier, som Messenger, fra folk, der skriver, at han ikke er værdig til at sidde i parlamentet.
- På det ubevidste plan blev jeg bange for at færdes på de sociale medier. Det begyndte at fylde ret meget, fortæller han.
- Jeg vidste ikke, det handlede om angst. Men den angst har jeg stadig i dag. Den er ikke bearbejdet, det er en proces og jeg håber, den kan behandles, siger Niels Thomsen, der vil fortsætte forløbet med sin stress coach, selv om hun nu for nylig er flyttet til Danmark.
- Jeg stopper ikke nu.
Dom var øjenåbner
Set i bakspejlet ville han ønske, at hans fortid så anderledes ud.
Men omvendt var dommen og foranstaltningen med anstaltsophold i Aasiaat et vendepunkt for ham.
- Jeg kan ikke ændre det, der er sket for 20 år siden. Men dommen var noget af det bedste, der er sket for mig, siger han og uddyber:
- Dér så jeg, at grænsen var overskredet.
Efter endt afsoning besluttede Niels Thomsen at gøre sin GU færdig, i Nuuk, og han fortsatte med at uddanne sig som kandidat i samfundsvidenskab på Ilisimatusarfik.
En uddannelse, han færdiggjorde i løbet af fire et halvt år. Og samtidig blev hans samfundsinteresse for alvor vakt med dommen.
- Jeg kunne se en masse ting i familier og samfundet, som jeg ville være med til at ændre, siger han og tilføjer med, hvad der lyder til at være, et skævt smil:
- Jeg var nok lidt naiv.
Plads til mig?
Set med Niels Thomsens øjne er spørgsmålet, om samfundet er i stand til at forholde sig til den person, han er i dag og ikke den, han var som 20-21-årig.
Dengang var han ”en vred, ung mand.”
- Jeg er klar over min fortid. Men jeg lever et helt andet liv i dag. Det vil mine nære kunne bekræfte, siger han og stiller det – retoriske – spørgsmål:
- Har en person som mig plads til at være en del af samfundet?
Siden han blev færdig som cand. scient. adm. har Niels Thomsen været i beskæftigelse. Før Halibut Greenland, var han ansat i Selvstyret. I fritiden træner han fodbolddrengene fra Nagdlúnguak og trækker på sin egen store erfaring som mangeårig fodboldsspiller for samme klub.
- Jeg er en god skatteborger, arbejder frivilligt som fodboldtræner og har droslet min erhvervskarriere ned til fordel for arbejdet i politik, siger han.
Derfor overvejer han, om det overhovedet kan betale sig at blive ved.
- Når takken er at man bliver svinet til, så spørger man sig selv: Er det det værd?
Niels Thomsen medgiver at demokrati blandt andet handler om at være uenige. Men uenigheden på de sociale medier skiller sig ud.
- Når jeg møder personen, der har svinet mig til, kigger vedkommende ned eller undlader bevidst at hilse på mig. Jeg synes, de er nogle tøsedrenge, siger Niels Thomsen.
Han håber at kunne vende tilbage til politik, men ikke for enhver pris:
- Hvis jeg er rask nok. Jeg skal have styr på min angst. Mit liv er for kort til at blive svinet til.
Køb avisen AG her: